KALENDER
I SKANDINAVISMENS dage besang digteren Carl Ploug Nordens herlige stamme, ja måske ikke folkestammen, men folkene som en træstamme, der længe var spaltet i trende sygnende skud. Han var ikke nordisk mester i billedsprog, for han fortsætter sin sang fra 1842 med, at kraften, der kunne have behersket verden, tyggede sul fra fremmedes bord. Men tanken er, at det adskilte atter føjer sig sammen, sådan at det frie, mægtige Norden fører folkenes sag til sejr.
Det slog ikke ganske til, selv om de nordiske lande hver for sig er mægtig optaget af folkenes sag rundt om i verden. Fælles nordiske sager har det mærkværdigvis med at sygne hen, selv om vi udefra jævnlig betragtes som en såkaldt skandinavisk model - der både går catwalk og er et socialt eksperiment i velfærd.
De nordiske litteraturer karakteriseres også gerne under ét for deres fællespræg: de er f.eks. alle "følelsesbetonede; de dvæler ved ømhed, tungsind, begejstring, fantasier og drømme, de har sans for betragtninger og yderliggående billedsprog."
I vore dage gør vi mere og mere for at skille os fra hinanden, kun fælles om at stirre på USA, tygge sul, tale engelsk og forsømme forståelsen af nabosprogene. Skolen fører an.
Det seneste initiativ i Danmark er at afskaffe brugen af selv lette svenske og norske tekster til mundtlig eksamen i gymnasiet. Dermed falder den sidste binding til overhovedet at læse dem, hvad mange også har glædet sig til. Her har vi ikke megen sans for betragtninger, f.eks. en betragtning over, hvor stort et sprogområde vi med ringe ulejlighed kunne råde over trods yderliggående billedsprog.
OG HELDIGVIS findes der endnu omstrejfere på litteraturens nordmark med generøse tilbud i bogkassen, således professor F.J. Billeskov Jansen, der har samlet en større antal af sine kortere artikler fra især aviser under titlen Nordiske strejftog. Invitation til ny læsning (C.A. Reitzels forlag).
Derfra stammer ovenstående citat af et fransk synspunkt på Norden i en vægtig artikel om tidsskriftet Revue des Deux Mondes, der i årene 1851-69 i en særlig årbog gjorde rede for diverse staters tilstand, hvert år med et pænt stort afsnit om Danmark og Norden, med tydelig sympati og i fælles frygt for Tyskland i disse Danmarks skæbneår. Og der præsenteredes Søren Kierkegaard for første gang på fransk, i nekrologens elegante form.
Billeskov gør med munter selvfølelse rede for sit fund, henter læseren ind i sit værksted, som hans essayistiske vane er selv i kortere anmeldelser, også når han endnu en gang følger et fransk blik på Norden i omtalen af Régis Boyer, der i modsætning til de fleste danskere kan alle vores sprog og ene mand nylig har skrevet en stor skandinavisk litteraturhistorie. For Billeskov Jansen selv er nordiske associationer og synsvinkler selvfølgelige, og det giver denne sammenklippede bog en tematisk sammenhæng trods store spring i tid og emner, fra Kalevala i øst til William Heinesen i vest, fra Letland til Island.
Det er lejlighedsarbejder, for så vidt styret af forlags tilfældige udgivelser, festskrifters krav og bladet Samvirkes behov for humor. Den 91-årige professor emeritus har et overskud af gavmild lærdom, af umættelig læselyst og kombinationssans i sit indre litterære samvirke, har til stadighed ordrebogen fuld.
Han skriver om vore naboer i omtalen af Skånes litteraturhistorie, sammenligner dansk og svensk vid, Albert Engström, Storm-P og Benny Andersen, han beskriver vore tabte landsmænd i Det skånske Akademi: vore dages gønger, som bekæmper deres påtvungne landsmænd, svenskerne. Der er spaltninger nok i Norden. Men det store svenske Akademi og dets historie om sig selv i otte store bind har også hans bevågenhed.
Blandt de norske hilser han, foruden Holberg, Ibsen og Edvard Munch, og især forskerkollegerne Daniel Haakonsen, A.H. Winsnes og Asbjørn Aarnes. Med den sidste rundes den velkomponerede bog af med et spejl af dens begyndelse, nu et nordisk syn på fransk litteratur.
NU SKAL VI så i gang med at læse nordiske bøger, også i anledning af det dusin, der er indstillet til Nordisk Råds litteraturpris, sådanne af Göran Sonnevi, Jan Erik Vold, Jóanes Nielsen, Ole Korneliussen, Monika Fagerholm og andre eksotiske skribenter, ca. to fra hvert land.
Som følge af skolens skammelige svigt af nordisk sprogglæde er det mere et formelt arrangement, der blot animerer til, at vinderen bliver oversat til nabosprogene, så man trygt kan blive i sine vaner blandt les mots de la tribu, i sin stammes sprog.
