Læsetid: 3 min.

Ud i det blå

12. januar 1999

Ole Ahlberg markerer sine første 50 leveår med en udstilling, der viser hans bemestring af den fotografiske surrealisme. Men der er intet nyt under solen

UDSTILLING
Paven elsker kvinder, specielt når de optræder i pikant undertøj, i hvert fald i følge maleren Ole Ahlberg. Andre gange transformeres de sexede skabninger til blomsterbuketter eller beundres af tegneseriefigurer som kaptajn Haddock, Tintin eller professor Tournesol.
Det virker alt sammen plausibelt, når man forstår at svinge penslen som Ole Ahlberg. Men det er betænkeligt tæt på kitsch. Lækker kitsch. Hans univers er indhyllet i en sfærisk blå farve, en drømmefarve.
Med den stigende interesse for psykens dæmoniske og dunkle sider i tresserne blev surrealismen en vogue igen. Eller måske snarere: Den blev allemandseje. Tiden satte - som det er almindeligt kendt - uophørligt realiteten under debat, og alle normer, riter og faste værdier blev omkalfatret af en ungdom, der ville definere deres egen tilværelse.
Unge malere kastede sig over de gamle surrealistiske bannerførere som Max Ernst, Dalí, Magritte, og tilbad dem som deres åndelige fædre. Det var dengang mange unge eksperimenterede intensivt med euforiserende stoffer, der skulle 'udvide bevidstheden' og bringe én til 'den anden side af perceptionens døre', som the Doors sang i deres sorg-muntre melodier fra den tid og lidt efter.
Ole Ahlberg er rundet af dette miljø og denne tid. Selv om han først debuterede midt i halvfjerdserne, bærer han tiden med sig i kufferten.
Han nåede også at deltage i det surrealistiske galleri 'Passepartout' i Snaregade sammen med hans brødre i ånden, Jørgen Boberg, Poul Anker Bech, Hans Henrik Lerfeldt, Jens Flemming Sørensen og andre, inden det lille galleri måtte dreje nøglen om.
Han fandt imidlertid snart større forståelse for sin kunst i Frankrig, der altid har haft plads og rum for at dyrke surrealismen som en udenomsægteskabelig affære ved siden af de nye, opdukkende ismer, så han flyttede til Paris i 1977 og boede der til 1982. Dengang var det alvorligt og vigtigt, det han lavede.

Skandalesucces
Ahlberg havde skandalesucces med sin udstilling sidste efterår i hans faste galleri i Bruxelles, hvor udstillingsplakater blev revet ned af vrede, demonstrerende feminister, som reagerede imod hans fremstilling af kvinden som seksualobjekt. Det gjorde ham verdensberømt i Belgien overnight. Nu er han udstillingsaktuel herhjemme.
Man kan se en del værker fra samme serie, der i øvrigt også mødte kritik af fanatiske Tintin-fans, som ikke gouterede, at Ahlberg lod deres opvakte spejderdreng, træde over dørtærsklen til manddommen: Ahlberg lod slet og ret Tintin blive draget ind i den erotiske sfære, idet han optræder som voyeur.
Ahlbergs værker bringer ikke kunsthistorisk nyt. Endsige afgørende nye fortællinger om betingelserne for menneskeliv på tærsklen til det 21. århundrede. Snarere fortæller de gamle historier om mandens evige dragning mod kvinden som den 'anden natur'. Men de er hamrende godt malet.
Indimellem udbasuneres deres budskab for tydeligt. Det er simpelt hen for tykt og plat.
Egentlig er han efter min mening allerbedst, når han lader fantasien råde enevældigt, og det gør han mest i grafikken.
I grafikken såvel som i maleriet ser vi imidlertid en kunstner, der bemestrer de gamle hollandske stilleben-maleres teknik, med trompe l'æil-effekter og visuelle finurligheder.
Ahlberg morer sig, når han maler. Og vi med ham. Men spørgsmålet er, om ikke det er for facilt?

*Ole Ahlberg i Galerie Gerly. Vandkunsten 13. Ti.-fr. 12-18, lø. 11-15. Til 27. jan.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her