Læsetid: 4 min.

Børn kræver vildskab og opmærksomhed

11. januar 1999

Når mange børn har besvær med at koncentrere sig, skyldes det pænhedens pædagogik og travle forældre, mener Mogens Hansen, skolepsykolog gennem 30 år

TID ELLER PENGE
Selvfølgelig burde forældre arbejde mindre og være mere hjemme hos deres børn. Børnepsykologen Mogens Hansen, adj. professor ved Danmarks Lærerhøjskole, er overhovedet ikke i tvivl.
Den korte åbningstid fra 17-19 i danske småbørnsfamilier er en af hans væsentligste forklaringer på, at flere og flere børn får problemer med koncentration og indlæring. Forældrene er simpelthen for lidt sammen med børnene til at de kan lære fundamentet for indlæring: Den viljesstyrede koncentration, der fødes af at være sammen med nysgerrige og fortællelystne voksne.
I løbet af samtalen understreger Mogens Hansen flere gange, at man skal diskutere børnenes problemer ud fra et helt andet grundlag end det patologiske, det sygelige:
"Vi skal passe på ikke at drukne de alvorligt ramte børns problemer ved at overdrive antallet af ordblinde, dysfatikere og DAMP-børn og på den måde sprede hjælpen på børn med almindelige hverdagsproblemer."
"Alle børn har periodevis udviklingsproblemer og giver deres forældre store bekymringer - det er almindeligt og normalt, at det kokser i tre- seks måneder."
"Man skal holde op med at fokusere på, at der er noget i vejen med børnene, og i stedet se på, hvad der er i vejen med deres familie, deres livsomstændigheder, deres opdragelse og daginstitutionernes pædagogik."

Kvalitetstid? - sludder
Forældre, som har brug for at dulme deres dårlige samvittighed over lange arbejdsdage med begrebet "kvalitetstid sammen med børnene" kan godt stoppe læsningen her.
For i Mogens Hansens forståelse af børns udvikling er "kvalitetstid" noget nær nonsens. Det kræver tid, masser af tid, sammen med en opmærksom voksen, at udvikle barnets evne til at lære:
"Det er fundamentalt for børns indlæringsevne, at de, fra de bliver født til de er halvandet år, tilegner sig grundlaget for viljestyret opmærksomhed. Det vil sige evnen til at koncentrere sig om noget bestemt i lang tid, udelukke forstyrrelser, udvælge det vigtige og afsøge eller scanne et felt, hvad enten det er en skovbund, hvor man skal finde en bestemt blomst eller en Holger-bog, hvor man skal finde en lille fyr i stribet sweater i et menneskemylder."

Se den fine bold
Den form for egen opmærksomhed er der to veje til. Den ene er det uendelige samspil med barnet og de nærmeste omsorgspersoner - "mænd såvel som kvinder - nu har jeg sagt det, og herfra, bruger jeg moderen som eksempel," siger Mogens Hansen:
"Uden at vide af det, deler mødre deres koordinerede opmærsomhed med barnet ved at vise, fortælle og forklare. Mødre har en livsvigtig - men fuldstændigt ubegrundet - tro på at deres nyfødte barn er et fornuftsvæsen, de har en bio-diskette i hovedet, der får dem til 100 og 200 gange at pege på den røde bold - ind til barnet får øje på bolden og ønsker at få den. Så er det lykkedes at få frøet til barnets egen opmærksomhed til at slå rod."
Og her er forældrenes tid sammen med barnet afgørende:
"Daginstitutionerne er gode til meget, men der er for mange børn og for få voksne til denne afgørende en voksen-til-et-barn-kontakt. Så når barnet bliver afleveret i daginstitutionen ligger den opgave tilbage på køkkenbordet. Det er både forældre og pædagoger for lidt opmærksomme på."
Den anden hovedvej til barnets egen opmærksomhed er kropslig: "Barnets medfødte opmærksomhed er på kroppens funktioner og kroppen i rummet. Jo hurtigere kroppen bliver selvkørende, og jo mindre opmærksomhed barnet skal bruge på at koordinere bevægelserne, desto mere opmærksomhed, bliver der frigjort til omverden."

Dovne og pæne
"Det vil sige, at aktive børn, som bruger kroppen og sanserne på legepladsen, i naturen og hen over gulvet, får frigjort opmærksomhed til at lære noget. Mens de børn, der sidder i puderne foran fjernsynet og ikke får udviklet kroppen til 'at kunne selv', får frigjort mindre opmærksomhed til at lære noget."
Som Mogens Hansen ser det, er nutidens børn belastet af for lidt nysgerrige voksne og af pænhedens pædagogik:
"For børn er det livet om at gøre, at have nysgerrige forældre. Hvis man har været nysgerrig, kan man fortælle om hr. og fru Bengelurt, der gror i skovbunden, og hvordan de møder hinanden og bliver til nye bengelurter. Men jeg tror, der er for få nysgerrige voksne i dag - der gider at vise og pege og forklare. Alt for mange voksne ser skovbunden som pyntegrønt og alle gule blomster som smørblomster; de bliver ikke tændt på noget - skovbund eller frimærker, jeg er ligeglad, det er nysgerrigheden, det handler om," siger han.
En anden problematisk tendens ser Mogens Hansen i pænhedens pædagogik :
"I en svensk undersøgelse af to meget forskellige børnehaver ser man, hvad det betyder. Den ene børnehave har en vandret, traditionel legeplads, mens den anden har en stor rodet æbleplantage, med bakker og klipper. Det viser sig, at børnene i æbleplantagen tydeligvis har større koncentrationevne, bedre udviklede kropslige færdigheder og de kommer sig hurtigere ovenpå en sygdom. De er sundere."
Og det får Mogens Hansen til at mene, at der er "for lidt kropslig og sansemæssig vildskab i danske børnehaver":
"I Sverige har jeg set legeområder, der ville blive lukket en time efter åbningen i Danmark. Uden sandbunker under træerne, men med skarpe klipper, hvor barnet kunne slå sig alvorligt på, hvis det faldt ned. "
"Jeg advokerer ikke for en risikokalkyle, men for at rykke grænserne for oplevelsen af risiko hos forældre og pædagoger - de skal indse, at børn skal helt op i grantræet, helt ind under busken. Men i pænhedens pædagogik snøres grænserne for sikkerhed helt derind, hvor de vilde drenge bliver anbragt ved perlepladen."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her