Læsetid: 7 min.

Der var i dag et barn...

4. januar 1999

Ud med de pædagogiske domme og ind med det levende sprog, siger psykolog, der opfordrer daginstitutionernes pædagoger til at gå i dialog med forældrene ved hjælp af fortællingen

Grænsesøgende, kreativ, samspilsramt, social - det pædagogiske vokabularium er omfangsrigt til hjælp for de voksne, der har behov for at kategorisere børn.
Men hvordan opleves karakteristikkerne i den anden ende - af forældrene til de karakteriserede børn? I bedste fald som tvetydige og gummibelagte - og ikke sjældent som decideret ubehagelige, magtfulde, inappellable domme.
Det vil Søren Smidt, psykolog og forsker ved Højvangsseminariet i Glostrup - hvor han i øvrigt deler kontor med Erik Sigsgaard - have gjort noget ved. Han vil have dommen byttet ud med den langt mere tiltalende, nuancerede og modsætningsfyldte dialog.
Til det projekt foreslår han - sammen med kollegaen Henning Kopart - at bruge fortællingen, det levende ord, som redskab. Pædagogerne skal med andre ord lære at formulere historiefortællinger om børnene. Fortællinger, der kan bruges til både at give forældrene konkret viden om deres barns liv i daginstitutionen og hjælpe professionelle til bedre at forstå børnene, ikke mindst truede børn.
Endelig viser praksis, at fortællingen også fortæller et og andet om historiefortælleren. "Lerskålen bærer sporene af pottemagerens hånd," som det hedder.
Nogen gange kan fortællingen være så farvet af den fortællende, at kolleger eller forældre må gribe synderen på fersk gerning. Andre gange er der rig lejlighed til for fortællerens vedkommende at grunde over sin egen rolle i fortællingen. En måde at få udvidet sin faglige selvindsigt på.

Bedre end video
Søren Smidt:
"Fortællinger har det med at kalde på nye fortællinger, og så har vi dialogen. 'Sådan oplever vi det ikke lige præcis hjemme,' kan en forælder sige, når pædagogen for at illustrere barnets liv i institutionen har afleveret sin fortælling, gerne på skrift."
"Fortællinger er bedre end udfyldte udviklingspsykologiske skemaer, fordi de involverer og engagerer pædagogen - og meget bedre end neutrale og anonyme videovervågninger. Fortællingen er levende og lægger op til en ansvarlighed i forhold til de konklusioner, der kan drages," siger Søren Smidt.
Han beskriver sammen med Henning Kopart ´fortællingen som arbejdsmetode for daginstitutionspædagoger i den netop udsendte bog Iagttagelse og fortælling (forlaget Børn & Unge.)
Smidt og Kopart fremhæver først og fremmest, at historiefortællingen tvinger pædagogen til at fokusere på og se det enkelte barn, der ellers står i fare for at drukne i mængden. Er der noget, forældre elsker, er det netop at fornemme, at deres barn bliver set og forstået.
- Er der ikke grænser for, hvad forældre, der vælger at anbringe deres børn i mange timer hver dag, kan forlange af information og service fra pædagogernes side?
"Op mod 90 pct. af alle børn mellem tre og seks år er i daginstitution i dag. Så er det altså efter min opfattelse rasende vigtigt med en god dialog mellem pædagogerne og forældrene. Først og fremmest for at barnet kan blive støttet bedst muligt. Men også for at forældrene kan føle en tryghed ved samarbejdet," siger Søren Smidt.
Han siger, at pædagogerne ved at udvælge konkrete episoder og fortælle dem formidler en helt anden grad af viden end ved f.eks. bare at sige, at 'Sofie og Katharina har leget godt på legepladsen.'
"Pædagogen træder ud af ekspertrollen. Metoden lægger op til en helt anden form for ligeværdighed mellem pædagoger og forældre, bl.a. fordi fortællingen lægger op til at blive suppleret," siger Smidt

Hele livet, hele barnet
Han ser gerne, at historiefortællingen systematiseres i den forstand, at alle landets kommuner sikrer alle daginstitutionsforældre ret til mindst en gang om året at få formidlet et antal fortællinger om deres barn, som personalet mener, illustrerer barnets liv i institutionen.
Søren Smidt:
"Jeg synes, vi skal flytte fokus væk fra den udviklingspsykologiske metode, som pædagogerne har overtaget fra en anden faggruppe, psykologerne. Denne optagethed af, om børnene nu kan det og det motorisk, sprogligt osv. - bør afløses en interesse for det levede liv i institutionen. Beskrevet efter en metode, som pædagoger selv udvikler. Og her er det en pointe, at pædagogerne i stedet for at vurdere hele barnet, indsnævrer fokus til det liv, barnet lever i de timer, det er i institutionen."
- Men er små børn ikke stort set de samme børn uanset, hvor de er?
"Slet ikke. Du kan tage noget så enkelt som at spise. Der findes børn, der aldrig ville drømme om at røre rugbrød med far eller mor ved siden af. Men som spiser rugbrød hver dag i institutionen."

Konkrete eksempler
Det kan være nok så lille en lille episode, der sammen med yderligere episoder kan lægge en brik til forståelse af barnets konkrete liv i institutionen. Som f.eks. denne lille episode om Pia på to et halvt, der spiser frokost.
"Pia sidder ved bordet med mad på sin tallerken. Hun er ikke sulten og har svært ved at spise op. Pædagogen siger 'Spis din mad.' Pia stikker fingrene i maden og slikker på dem. Pædagogen irettesætter hende. 'Du må ikke spise med fingrene, brug din gaffel.' Pia smider gaflen på gulvet, men pædagogen samler den op og giver den til Pia. Mens pædagogen taler til et andet barn gemmer Pia gaflen under sin tallerken, og da den voksne igen ser op siger Pia: 'Gaflen er væk!'"
Eller en fortælling, der illustrerer 3-årige Pernilles fabelagtige evne som igangsætter af lege, der giver plads til alle. Pædagogen fortæller:
"Per græder, og Pernille og Jonathan kommer hen til mig sammen med ham. Per siger grædende: 'Line har slået min næse.' Vi går ind til Line for at snakke med hende. Hun er ked af det og siger, at hun kom til at ramme ham, da hun skulle banke på døren. Pernille siger: 'Nåh, Per, Line troede, du var en dør' hvorefter de grinende begynder at lege, at de på skift er en dør."
Søren Smidt, der er begyndt at undervise pædagoger i at fortælle, siger: "For mig er den systematiserede historiefortælling et alternativt kvalitetsudviklingsprojekt på det pædagogiske område."
"I stedet for udelukkende at satse på det management-prægede - fremfor hele tiden at fokusere på ledelse, målsætning og organisation - hvad så med et kvalitetsudviklingsprojekt, der handler om børnene? Hvad med et projekt, der sætter pædagogerne i bedre stand til at se børnene," spøger han.

Opmærksomhed
- Men belaster det ikke bare de i øvrigt hårdt belastede pædagoger yderligere?
"Det er ikke så meget et spørgsmål om tid som et spørgsmål om opmærksomhed. Selvfølgelig tager det tid at beskrive børn, men ikke nær så lang tid, som hvis pædagogen skal sidde som en flue på væggen med papir og blyant og udfylde skemaer."
Søren Smidt siger, at praksis viser den yderligere gevinst, at pædagoger, der arbejder med at samle stof til fortællinger, bliver bedre til at at sætte sig i børnenes sted. Opleve fra et børneperspektiv.
Han fremhæver også, at fortællingen har en særlig kvalitet i de tilfælde, hvor den skildrer, hvordan børn gør hinanden ondt.
"I stedet for straks at formidle en konklusion på en tolkning, viser fortællingen det konkrete liv, som det faktisk forløber - som en kombination af det gode og det onde - af det bløde og det aggressive osv. Så når den konkrete fortælling viser, hvordan Benny udelukker Bo, så viser den måske samtidig, at Benny afviser Bo for at at komme i kontakt med Lars. Fortællingen nuancerer altså den gængse pædagogiske konklusion af Benny som den, der holder en ven ude."

Det må du bare ikke
En episode:
"Ole, Bo, Finn og Palle sidder i hyggerummet. Bo og Finn ligger ned, for de leger doktor, Palle er doktoren, og Ole sidder oppe på sofaryggen og kigger på. Ole har haft tyggegummi med i børnehave, som han sidder og tygger på.
Finn spørger, om han må få noget - det må han gerne - det samme må Palle.
'Alle må få, undtagen dem, der hedder Bo,' siger Ole. 'Hvorfor må jeg ikke få,' siger Bo. 'Det må du bare ikke,' svarer Ole. 'Hvad, øh Finn - leger du stadig med mig,' fortsætter Ole. 'Øh, ja,' siger Finn. 'Vi gider heller ikke lege med dem, som hedder Bo, vel,' fortsætter Ole. 'Hvorfor gider I ikke lege med mig,' siger Bo. 'Det gider vi bare ikke, kom lad os gå ind i puderummet Finn,' slutter Ole, og de går ind i puderummet uden Bo.
Søren Smidt: "Den historie er hjerteskærende og kalder på kommentarer og spørgsmål, men den henter netop styrke ved, at den er så nøgternt fremstillet."
Intensiteten ligger naturligvis i den identifikation, der ligger i figuren Bo.
- Ligger der ikke en fare i at placere børnene i bestemte kasser, som fortællingerne leder pædagogerne til at anbringe børnene i?
"Den fare eksisterer. Der er bare så mange andre positive aspekter af metoden. F.eks. kan fortællingerne jo også bruges i forhold til børnene selv. Børn elsker at høre historier om sig selv, og samtidig kan de få et indtryk af, hvordan de voksne ser dem. Jeg er mere skeptisk overfor det frirum, metoden tager fra børnene. Det er jo ikke meningen, at de skal observeres hele tiden."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her