Læsetid: 4 min.

En dag på AF

19. januar 1999

Han ville helst have noget inden for industrien

Herhjemme
Et kontor på Arbejdsformidlingen. Det banker på døren, en mand kommer ind:
"Goddag, mit navn er Poul Jensen."
Arbejdsformidleren rejser sig og giver hånd: "Dav, jeg hedder Finn Stilling. Godt du kom - det kan jo ikke blive ved med at gå!"
"Nej, jeg må se at komme i gang," siger Poul Jensen. "Der er jo efterhånden gået otte måneder."
"Er der virkelig gået så lang tid?" Finn Stilling er forbavset.
"Ja, jeg ville jo ellers gerne være kommet med det samme."
"Men der har vel også været bud efter dig - med dét du ved om edb?"
"Nåh," Poul Jensen trækker på det, "det er bl.a. det, jeg gerne vil tale med dig om."
Finn Stilling peger på stolen bag computeren: "Værsgo at tage plads!"
"Vil du have, at jeg skal sætte mig i din stol?" Poul Jensen sætter sig lidt usikkert i stolen og ser på edb-skærmen. "Den er jo helt død ... den virker ikke!"
"Nå, det er det, der er i vejen." Finn Stilling nikker anerkendende.
"Men, hvad vil du have, at jeg skal gøre?" Poul Jensen forstår ikke meget.
"Det ved du jo bedre end mig. Det er jo dig, der ved noget om edb!"
"Edb? Jamen det er jo bl.a. det, jeg gerne vil tale med dig om. Jeg synes ikke, at jeg ved nok."
"Det er der jo ingen af jer gutter, der synes, at I gør!" Finn Stilling griner højt og klapper ham på skulderen.
"Men jeg kan altså ikke hjælpe dig med denne her." Poul Jensen rejser sig, får i det samme øje på et stik, der er faldet ud. Han stikker det i computeren. "Jo, nu kom den sandelig."
"Bravo! Jeg vidste, at det kunne betale sig at vente på formidlingens egen edb-ekspert!" Finn Stilling fryder sig.
"Men, jeg er ikke ansat her som edb-ekspert!"
"Har de fyret dig?" Finn Stilling er bestyrtet.
"Jamen, jeg har aldrig været ansat her ... jeg hedder godt nok Poul Jensen, men jeg er ikke edb-ekspert. Jeg er arbejdsløs, og jeg vil..."
"Sig mig, er det her en spøg eller hvad?" Finn Stilling er dybt krænket. "I så fald er det en meget dårlig spøg! Hvordan er De overhovedet sluppet ind? Er De egentlig klar over, at De risikerer at få karantæne ... kommer her og arbejder samtidig med, at De modtager understøttelse!"
"Jamen, jeg troede..."
"Troede! Tror De, det er Jehovas Vidner det her! Vores arbejde er alt for vigtigt til at bygge på tro."
"Jamen, jeg ved..."
"...eller viden! Det er noget fanden har skabt! Her arbejder vi alene på basis af ministerielle bekendtgørelser!"
"Jamen, det er vel meningen, at jeg som arbejdsløs kan komme på Arbejdsformidlingen..."
"Arbejdsløs siger De, og hvoraf slutter De det?"
"Æh, fordi jeg ikke har noget arbejde."
"Meget morsomt! Nu skal jeg sige dem en ting: Arbejdsløs, det kan man ikke være, for det er der slet ikke noget, der hedder. Det ord findes overhovedet ikke i regelsamlingen! Det er et ikke-ord! I værste fald kan man være udmarginaliseret og afskrællet. Og det er slemt - for samfundet, som skal betale!"
"Men hvad skal jeg gøre? Kan De slet ikke hjælpe mig?"
"Hjælpe Dem? Ligner jeg måske en oberst i Frelsens Hær? Den eneste der kan hjælpe Dem, er Dem selv! Vi har forlængst givet ansvaret tilbage til den enkelte! Min opgave er blot at kontrollere, hvorvidt De har taget imod denne enestående chance! Men ærlig talt: jeg synes, at der er så meget her, der signifikant indikerer behovet for en grundregistreringssamtale med henblik på at få lavet en rådighedsvurdering i fritekst med markeringsflag og udfaldskoder!" Finn Stilling lyser op: "Vi må lave en test!" Han finder nogle papirer frem. "De kan blive pædagogmedhjælper!"
Poul Jensen ser forskrækket ud: "Jeg vil nu helst arbejde inden for industrien."
"Afslår De?" Finn Stilling er oprevet. "Det kan få dagpengemæssige konsekvenser!"
"Nej, nej!" Poul Jensen bliver synlig nervøs og tilføjer skyndsomt: "Jeg mener bare, at når jeg nu er uddannet som maskinarbejder."
"Han mener sig overkvalificeret?"
"Næh, men når man nu har en familie at forsørge, så vil man jo gerne tjene nogle penge."
"Han udtrykker utilfredshed med lønnen?"
"Nej, nej!" Poul Jensen overgiver sig: "Hvor er det henne?"
"Ja, det her eksempel er i øh ...Thyborøn!" Finn Stilling triumferer!
"Thyborøn? Jamen, hvordan kommer jeg derop?"
"Er det viljen, der mangler?"
"Nej, nej - men jeg bliver bare helt svimmel ved tanken..."
"Svimmel? De er vel ikke beruset? Det er alvorligt!"
"Nej, nej - men - pædagogmedhjælper i Thyborøn -man kan godt komme til at svede ved tanken."
"Svede?" Finn Stilling træder et skridt tilbage: "Jeg syntes nok, at der bredte sig en ram lugt - usoigneret, med andre ord!"
"Nej, ved De hvad!" Poul Jensen mander sig op: "Nu kan det være nok. Jeg synes, at jeg får en dårlig behandling..."
"Truer De? I så fald må jeg underrette Deres a-kasse!"
"Og jeg får det også selv dårligt!" Poul Jensen falder sammen igen.
"De er måske syg?" Finn Stilling skifter nu pludselig rolle: "Tag det nu roligt, gamle dreng! Alt ordner sig. Du må bare ikke kalde dig arbejdsløs, vel - når der nu ikke er noget, der hedder det."
"Hvor skal jeg så henvende mig nu?"
"Henvende dig? Du skal sgu da ikke henvende dig nogen steder! Hvorfor i alverden skulle du det?"
"Jamen, hvad så med mit edb-kursus?"
"Nej, begynder du nu igen?"
"Jamen..."
"Vagt!"

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her