Læsetid: 3 min.

Det er Danmark

30. januar 1999

KALENDER
ENGANG IMELLEM blusser interessen for nationalsange op. Skulle det mon være muligt i digterisk form at formulere det, der er fælles for nationen, i en hymne, et sangbart digt?
For nylig bad Weekendavisen et antal forfattere om at forsøge. Resultatet blev mere end kuriøst, og tavsheden sænkede sig til under melodiplan. Måske hænger det sammen med, at nationalfølelse er en mental størrelse, der tages frem enten med en vis forsigtighed eller med brask og bram under indtrykket af, at det er så som så med fælleskulturen inden for vort lands åbne grænser. Og dog er de fleste af os udstyret med en gedigen fædrelandskærlighed tilsat distancerende ironi.
For år tilbage gav den usentimentale digter Ivan Malinowski under et lignende fremstød for en fædrelandssang sit bud på situationen.
Nationalt set ligner hans besvarelse af opgaven nærmest en provokeret abort, som da i nutidens ånd fortjener en mindesten. Digtet står i hans Romerske bassiner (1963) under afsnittet "Drivved" og er i prosa:

"To gange daglig skriger fabrikkerne. Den fri købmand annoncerer i Statstidende og kærlighedens nødvendige veje er afspærret./Kun hviskende og i konjunktiv tør kornet formulere sine principper. Vinden skriver sit navn med kridt på alle gadehjørner for ikke at dø af skam."

Her står ingen værdier fast. Der er ingen muligheder for fællessang. I hvert fald kun meget konjunktivisk, som en ønskemåde.

LEIF DAVIDSEN's tv-program "Danske Drømme" viste forleden klip fra sceneriet på Rådhuspladsen, hvor landsholdets fodboldhelte blev modtaget, da de kom sejrrige hjem med en pokal, i samme ekstatiske begejstringsstil, som dengang Montgomery havde vundet krigen for danskerne og modtog vores jubel.
Indvandrerchauffører kørte alle gratis i taxi i en stor fællesfølelse. Der er ikke noget som en sejr over fjenderne.
Det er da også især sportens kampsituationer, der løfter den nationale stolthed i vejret. Det er i Parken, der kan synges. Dér hentes uden blusel poesien frem, dér hviskes ikke i konjunktiv, men brøles i indikativ:

Der er et yndigt land,
det står med brede bøge.

Og dér hedder gamle Danmark endnu Frejas sal. Kærlighedsgudinden har åbnet den nødvendige vej gennem afspærringerne.
Oehlenschläger digtede sangen i 1819, efter at et litterært selskab havde ladet et latterligt digt vinde en konkurrence om en nationalsang. Han lod det trykke i 1823.
Nu nøjes vi med at bruge det første af hans vers med de gode ord om at bugte sig i bakkedal, selv om det kunne være fristende at fortsætte med de harniskklædte kæmper, der drog frem til fjenders mén, samt det vers om mænd og raske svende.
Og det sker da ved stilfærdigere anledninger, når Højskolesangbogen hentes frem, at det afsluttende vers tages med om gamle Danmark, der skal bestå, så længe bøgen spejler sin top i bølgen blå.

MEN NU ALLE de ukendte mellemliggende dele af sangen?
Den består faktisk af ikke mindre end tolv vers eller strofer. De fremhæver bl.a. vort stolte liv til søs, vort Dannebrog med det hellige hvide kors i blod under strid. Desuden prises de danskes ånd, som er karsk og især hader fordommenes lænker og sværmeriets bånd.
Det kunne være en eftertanke værd og have noget med fodbold at gøre, men det er svært nok at stå og synge på lægterne, når kampen skal i gang og der skal gives plads til modpartens grimme nationalsang. Der er også hårde sproglige nødder at knække:

Vor Tid ei staaer i Dunst,
Den hævet har sin Stemme
For Videnskab og Kunst
Ei Bragis og ei Mimers Raab
Har vakt i lige Strækning
Et bedre Fremtids Haab.

Men de strofer er faldet ud, med kongerøgelse og det hele.
Det sker, at både salmebogs- og sangbogskommissioner har en heldig hånd, medmindre operationen i Oehlenschlägers tilfælde er sket som følge af det, Peter Seeberg i novellen "Patienten" kalder "almindeligt bortfald". Det er en sygdom, der rammer det moderne samfundsmenneske, som får skiftet det ene lem efter det andet ud, til sidst hovedet, så dets identitet er uvis.
"Det viste sig at jeg gik bedre med to kunstige ben end to naturlige," siger han i taknemmelighed mod lægerne i første fase. Til sidst véd han ikke og siger til sin elskede: "Hvad du kan se, er slet ikke mig." Men hun hævder grædende, at det er ham. "Så lad det være mig," siger han.
Nationalsangen er forkortet, skåret ind til de bene, kæmperne hvile, men Det er Danmark! Det er Danmark! Det er det altså, selv om delene lidt efter lidt skiftes ud og vi vænner os til forandringen med andre sange og digte. Vinden skriver sine graffiti på gadehjørnerne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu