Læsetid: 4 min.

Detektivens teaterhistorie

2. januar 1999

Ole Nørlyngs bog om Det Kongelige Teater er den flotteste hyldest til teatret netop nu

NY BOG
Forrest i Ole Nørlyngs bog Apollons mange masker har Det Kongelige Teaters chef Michael Christiansen skrevet en prolog, hvor han hylder sin egen kongstanke om Sverre Fehns teaterfugl som en gave til det danske samfund. Til gengæld ofrer han ikke ét takkeord til Ole Nørlyng for den kæmpebedrift, han har begået ved at skrive dette værk, som er udkommet i forbindelse med Det Kongelige Teaters 250 års jubilæum. Flovt, ikke mindst fordi bogen utvivlsomt er den flotteste hyldest til teatret netop nu.
Sjældent har en bog desuden rummet så meget mere, end dens titel lover. Apollons mange masker. Det Kongelige Teaters udsmykning og kunstsamling lyder den fulde titel, men det er kun den halve sandhed. Eller også afslører titlen blot den opgave, som Nørlyng oprindelig satte sig for at udføre - inden altså at historien bag både kunstværkerne og teatrets personligheder fik ham til at skrive den egentlige hyldest til teatrets kvarte årtusindsfødselsdag.
For det, Nørlyng har bedrevet, er intet mindre end et livsværk. En bog, der boltrer sig uhindret gennem teatrets 250 års historie, lige hjemmevant blandt skuespillere, dansere, sangere og musikere - og hvis kilder er alt fra officielle teaterberetninger til memoirer, avisudklip, breve, anekdoter...
Nørlyng har det hele med, som én stor kærlighedserklæring til det teater, hvor han har færdedes i mere end 30 år - først som statist og siden som lærer i kunsthistorie, musikhistorie og ballethistorie ved Ballettens Læseskole.

Lysekroneblikket
Beskedenheden falder i øjnene. Som en anonym detektiv udforsker Nørlyng alt på teatret - fra overvågningen af pudsningen af den store lysekrone i teatersalen ('det tager fire timer at hejse den ned, men så går der heller ikke uorden i de mange kæder af prismer') til fiffige vandringer i balkongangen 'med det knirkende parketgulv'.
Diskret smutter Nørlyng med ind ad sceneindgangens bronzetunge Kærlighedens Port, lige så fortrolig med Svend Wiig Hansens moderne menneskeafbildninger fra 1988 som med Bissens statue af Oehlenschläger ude foran teatret fra 1858 - eller Lorentzens maleri af Jeppe-skuespilleren Gielstrup fra 1786.
For Nørlyng holder sig til dét, han kan se - og dét, andre før ham har tolket ind i kunstværkerne. Det giver hans fremstilling en soberhed, der gør de tusindvis af oplysninger troværdige - også de oplysninger, der så grueligt savner de fodnoter, som han desværre har undladt at forsyne bogen med.
Faktisk er diskretionen bogens fornemste kvalitet. Der er næppe nogen i dag, der så grundigt har undersøgt hver en prangende loftudskæring og hvert et skummelt trappehjørne på teatret så godt som Nørlyng. Han praler bare ikke med det; han fremlægger det blot høfligt og med så megen baggrundsviden, at den almindelige læser bliver nødt til at forny sit royale abonnement adskillige sæsoner frem i tiden, hvis hele ruten fra denne overdådige 'guidebog' skal følges.

Drømmeslotsvandrer
Sprogligt er bogen holdt i samme diskrete stil - og i højeste grad præget af de omtalte kunstneres egne udtryk.
Alligevel skinner Nørlyngs egen entusiasme umiskendeligt igennem, når han omtaler sine yndlingssteder. Først og fremmest når han folder sig ud omkring oplevelsen af selve tilskuerrummet på Gamle Scene - 'hjertekammeret i Københavns drømmeslot', som han kalder det - men også i overbevisende syn og sansninger af udvalgte kunstværker:
C.C. Peters Wessel-statue i forhallen ('man fornemmer den forudgående bevægelse og fodens gyngen'). Marstrands maleri af Fru Heiberg med frynsesjalet ('Fru Heiberg blev med dette billede til en ikon'). Sarah Bernhard-relieffet af Ofelia ('et raffinement og en erotisme af dimensioner (...) denne sammensmeltning af eros og død er næsten morbid'). Knud Nellemoses bronzeskulptur af Clara Pontoppidan, (som 'sender sit nervøst sarte ørneblik ud i tilskuerfoyeren'). Og mange flere.
Kun opbygningen af bogen virker noget svævende - fra Gamle Scene til Nye Scene, fra 1700-tallet til i dag, fra den ene kunstart til den anden. Måske fordi det oprindelige oplæg var så langt mere overskueligt end hele det kæmpemæssige stof, som bogen er endt med at dække så imponerende.
Desuden virker bogen utilpas ved at gå for meget ind i detaljerne omkring den igangværende debat om teatret og dets bygningsfremtid. Blikket er rettet bagud - med en imponerende afdækning af teatrets arkitektoniske historie med diverse nybygninger og ombygninger. Og omtale af 250 års chefkonflikter undgåes behændigt med kommentaren: 'Endog en enkelt teaterdirektør eller to er kommet op at hænge'.
Så elskere af Det Kongelige Teaters helt særlige atmosfære vil formodentlig opleve dette værk som en drømmebog. Alle de sædvanlige tilskuerspørgsmål er her besvaret: Hvorfra stammer 'Ei blot til lyst'? Hvorfor er der gjort så meget ud af loftet over balkonen ud mod Kgs. Nytorv? Hvor mange scenekunstnere har Krøyer egentlig malet? Hvem har lavet mosaikken under Stærekassen? Og så videre.
Men bogen er overvældende som en Wagner-opera. Så nyd den i mange akter.

*Ole Nørlyng: Apollons mange masker. Det Kongelige Teaters udsmykning og kunstsamling. 296 s., ill. 325 kr. Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her