Læsetid: 8 min.

De eksistentielle problemer er de samme

29. januar 1999

Efter næsten 50 års adskillelse og otte års skænderier er den tyske PEN-klub endelig genforenet. Den nye formand skal bygge bro mellem Øst og Vest

Interview
BERLIN - "Jeg er bange," siger Christoph Hein og bliver lille i den gamle læderstol. "Jeg er bekymret for, hvad det vil føre til for mig og mit skriveri. Men opgaven er vigtig, og det var umuligt at sige nej."
Meget modvilligt blev Hein på et møde i Dresden med overvældende flertal valgt til formand for den genforenede tyske PEN-klub. Både vest- og østtysk presse er begejstret: En klog og afbalanceret mand, der kan bygge bro.
Selv siger han, at den illusion må man hurtigst muligt se at komme af med. Den mand, der kan føre Øst og Vest sammen på kort tid, findes ikke. Dertil kræves en gud. Selv kan han blot afstikke vejen.
"At smelte Øst- og Vest-PEN sammen vil formentlig tage mindst 40 år, lige så lang tid som det tog at glide fra hinanden. At skille en nation tager uendelig lang tid. I 1950'erne var der ikke den store forskel," siger Hein, der selv er født i 1944.
"Desuden er mange af problemerne uløselige. Bagateller kan løses, men eksistentielle problemer kan kun tiden gøre noget ved. Tiden er en god læremester; den fjerner ikke smerten, men dæmper den."
I trøstesløst regnvejr har jeg fundet vejen til Weissensee, et boligområde nord for Alexanderplatz i Østberlin. Her i en smuk, men nedslidt ejendom bor den 54-årige Christoph Hein med sin kone Christina, der er filminstruktør, og en rød kat.
Jeg forcerer cykler, barnevogne og sko, før jeg når på fjerde sal, hvor den anerkendte østtyske forfatter af bl.a. Drageblod og Horns endeligt har holdt til siden 1976.

Problemer er normalt
Efter otte år med gensidige beskyldninger og mudderkastning er det et under, at den tyske PEN-klub nu er genforenet. For den har en turbulent fortid.
Efter Anden Verdenskrig - i 1949 - blev der dannet én PEN-klub med Thomas Mann i spidsen. Men en intern diskussion om, hvad der var vigtigst, fred eller frihed, delte den i to: Erich Kästner blev formand i Vest, mens Johannes R. Becker, senere kulturminister i DDR, blev formand i Øst.
Begge klubber blev godkendt af den internationale PEN-klub. Men fordi nogle medlemmer samarbejdede med regimet, opstod der hurtigt problemer i Øst-PEN.
Efter 1989 begyndte diskussionen om at slå de to klubber sammen igen. I Øst var man positiv, men det var man ikke i Vest. Mange DDR-forfattere i eksil var bange for en sammenlægning uden et ordentligt opgør med fortiden i Øst. Flere meldte sig ud af PEN i protest.
"Jeg bliver ikke overrasket, hvis vi har problemer i mange år fremover. Det er normalt," siger Hein. "Øst og Vest har levet med helt forskellige former for socialisering og individuelle vilkår."

PEN's charter
"Der er ingen tvivl om, at der er forfattere, som føler sig forrådt. Men PEN har et internationalt charter, som nøje fastlægger, hvad medlemmer må forholde sig til. Dette charter er gyldigt, vigtigt og rigtigt, og det skal vi holde os til uden at indføre en ny fundamentalisme."
"Problemerne er knyttet til vor generation, og vi må regne med at bruge resten af vores liv på at løse dem. De, der er 20 år i dag, har helt andre problemer. Heldigvis har vi stor tilgang af unge, særlig fra Øst."
Hein lægger ikke skjul på, at det egentlige PEN-arbejde er trådt i baggrunden de seneste år.
"Vi har kun været optaget af os selv, og nu må vi tilbage til det væsentlige. Målet er at genoprette PEN's anseelse, som langsomt, men sikkert gik tabt. Det vigtigste er arbejdet i Writers in Prison, der støtter fængslede og forfulgte forfattere, samt omsorgen for forfattere i tysk eksil."
"Eksilforfatterne i Tyskland lever i stor ensomhed. De får økonomisk hjælp og tag over hovedet, men mange er ensomme og trænger til støtte."
Her afledes Heins opmærksomhed et øjeblik - fra politik til blødere værdier. Den tykke røde kat har ålet sig ind gennem dørsprækken og mjaver uforståeligt. Hein smiler, og hans øjne bliver smalle som kattens.
"Den er 14 år og var engang en mand. Røde katte er vistnok altid af hankøn," siger han og verfer den venligt ud, inden han fortsætter.

Bestsller-mentaliteten
"PEN har en dårlig økonomi; ligesom alle andre står vi midt i fordelingskampen. På kulturfronten bliver der stadig flere mennesker, der ikke får penge nok. Journalister kæmper om færre stillinger. Globaliseringen indebærer monopolisering inden for pressen, og det fører igen til polarisering, så nogle få journalister, udgivere og forfattere får meget, mens de fleste absolut ingenting får."
"Bestseller-mentaliteten vinder frem. Før havde alle bøger en chance, i dag købes kun nogle få. I Tyskland tager man ikke vare på sine egne forfattere; medierne behandler dem ironisk og respektløst. Man siger, at tysk samtidslitteratur er uinteressant, men det beror på arrogance, uvidenhed og negative forventninger."
"I de europæiske lande oversættes næsten kun amerikansk litteratur. Alle lande har en nationallitteratur, derefter en USA-litteratur - uafhængigt af, om den er god eller ej. Andre europæiske lande bliver overset, bortset fra når de kommer på mode, sådan som Skandinavien er i øjeblikket. For 30 år siden var det latinamerikanske forfattere - nu er de ude."
"Bøgerne er ikke nødvendigvis blevet dårligere. Alt er modefænomener og markedsmekanismer. I USA er bøgerne dyre; derfor satser nogle forlag hellere på gode bøger fra andre lande, for eksempel de skandinaviske, og laver bestsellere ud af dem. Det kan de gøre, hvis de vil."

Onde Shakespeare
Christoph Hein har et solidt navn både ude og hjemme. Men han holder en lav profil og deltager kun lidt i det offentlige liv. Hans bøger er offentlige, har han sagt - men ikke han selv.
Hans seneste roman, Helt fra begyndelsen, er fortællingen om den 13-årige Daniel og hans oplevelser i en lille by i DDR i slutningen af 1950'erne. Faderen er præst; han gør ustandselig sin kone gravid og er i konflikt med de politiske myndigheder. Ligesom forfatteren må Daniel tage til Vestberlin for at gå på gymnasiet.
"Nej, den bog er ikke mere personlig for mig end de andre. Den er en fiktiv selvbiografi, et spil - som altid. Litteraturkunst er et spil med masker - og jeg bruger dem, fordi jeg på den måde har lettere ved at tale sandt."
"Shakespeare spillede nok med sådanne masker, ellers kunne han aldrig have skrevet om Richard den Tredje. Et helt igennem godt menneske kan umuligt skrive sådan. Shakespeare havde meget af Richard den Tredje i sig. Vi har ingen Shakespeare-biografi, men på grund af skuespillene ved vi egentlig alt om ham."
"Når jeg skriver, må jeg åbenbare - det lyder bibelsk, men uden at blotlægge sig selv går det ikke. Kun når jeg rammer mine egne nerver, bliver det interessant. Jeg er identisk med mit samlede værk, men ikke med den enkelte figur. Daniel tilhører mig, men det gør de andre også."
"Egentlig var ungdomstiden i DDR ikke anderledes end i Vesten. 12-årige er ens overalt i verden, og det er ikke tilfældigt, at de i dag hører den samme musik. Også 80-årige har samme slags problemer. Det har noget at gøre med politik, men lige så meget med ængstelse, forhåbninger, lykkelig eller ulykkelig kærlighed - altså om man har et gensidigt forhold til et andet individ. For har man ikke det, hjælper selv den bedste politik ikke."

Erfaringen tynger
"Det var svært at forlade hjemmet som 14-årig for at tage til Vestberlin, og jeg blev ydmyget på grund af situationen."
Hein smiler:
"I virkeligheden har jeg altid været lidt uden for det gode selskab. Alligevel klarede jeg mig, og selv om det var ubehageligt undervejs, gav det selvstændighed. Desuden kunne jeg skrive. Om det hjælper mig som PEN-formand, ved jeg ikke."
"Har noget forandret sig, siden Muren faldt? Nej. Hvad skulle forandre sig? Jeg har altid prøvet at gøre det, jeg ville. Når jeg har fået nej, har jeg prøvet igen. Det er lettere at rejse end før, jeg har flere penge og kan købe bedre ind, men de eksistentielle ting er ikke anderledes."
"Det er ikke blevet lettere at skrive. Det ville ellers have været dejligt. Jeg troede, alderen ville gøre det lettere, men det er lige så svært som før at begynde på en ny bog. Indtil nu har jeg skrevet 20, men angsten for papiret er der stadig, og erfaring hjælper ikke ret meget. Tværtimod er den belastende; man er ikke længere fri, man ved for meget..."
"Erfaringen er vigtig, og jeg lever af den. Jeg kan kun skrive, fordi jeg har erfaret, men let er det ikke."
Stort set lykkedes det ham at skrive det, han ville, i DDR.
"Der var ting, jeg ikke sagde og ikke fik trykt, men hvis forlaget her i Øst ikke ville antage manuskriptet, sendte jeg det til Vestberlin. I 1980'erne var det hele mere enkelt. Jeg havde småproblemer og overvejede selvfølgelig at rejse - det gjorde alle - men jeg valgte at blive, så længe de ikke straffede mine børn og jeg selv fik lov til at arbejde."
For nogle år siden fik han tilladelse til at se sin mappe i Stasi-arkivet.
"Jeg kiggede i den i to-tre timer og lagde den så bort. Det overraskende var, at jeg ikke vidste alt. At jeg blev aflyttet allerede som 20-årig. Latterligt. Og så alle de misforståelser! De forstod ingenting. Jeg vil ikke vide mere - så skal jeg gennemleve det hele igen, og så kan jeg ikke leve normalt. Når jeg bliver hundrede, kan jeg måske sidde og se tilbage."
Men mappen indeholdt også navne på venner, som havde forrådt ham.
"Jeg holdt op med at læse, før jeg så, om det drejede sig om virkelig nære venner. Jeg begyndte nemlig at mistænke uskyldige, og det gør det bare værre, ikke?"
Igen ler Christoph Hein med smalle, skrå øjne. Men da vi afslutter interviewet med fotografering, bliver øjnene normale igen. Han virker næsten streng.
"Smil," siger jeg.
"Det kan fotografer ikke lide," svarer han, "for så forsvinder øjnene."
"Desuden mener indianerne, at for hvert billede, man får taget, bliver et stykke af sjælen borte. Så nu er det nok," siger Christoph Hein, som fortvivlet forsøger at værne om sin sjælefred.

Oversat af Birgit Ibsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her