Læsetid: 12 min.

En falsk følelse af fred

23. januar 1999

Efter at den israelske regering er brudt sammen som følge af Wye-aftalen, er det på tide at spørge sig selv, om hele den proces, der indledtes i Oslo i 1993, er det rette instrument for fred mellem israelere og palæstinensere

Fredsprocessen, der indledtes i Oslo i 1993, har i virkeligheden udskudt den ægte forsoning, som nødvendigvis må finde sted, hvis hundredårskrigen mellem zionismen og det palæstinensiske folk skal bringes til ophør. Oslo har beredt vejen for en adskillelse, men sand fred kan kun opnås med en bi-national israelsk-palæstinensisk stat. En sådan er ikke let at forestille sig; den zionistisk-israelske og den palæstinensiske officielle fortælling er uforenelige.
Israelerne siger, at de førte en befrielseskrig og på den måde opnåede uafhængighed; palæstinenserne siger, at deres samfund blev udslettet og det meste af befolkningen fordrevet.
Denne uforenelighed var faktisk ganske indlysende for adskillige generationer af zionistiske ledere og tænkere - ligesom den naturligvis var det for alle palæstinensere. Israels første ministerpræsident, David Ben-Gurion, udtrykte det f.eks. altid klart:
"Historien har ingen eksempler på et folk, der siger:'Vi indvilliger i at give afkald på vort land, lade et andet folk komme og slå sig ned her og blive os talmæssigt overlegent'," sagde han i 1944.
Også de palæstinensiske arabere, som var langt flere end jøderne, afviste alt, hvad der ville bringe deres dominans i fare.
Indtil 1948 rådede jøderne kun over omkring syv procent af området. Hvorfor, spurgte araberne, da delingsresolutionen blev fremlagt i FN i 1947, skulle vi afgive 55 procent af Palæstina til jøderne, som udgør et mindretal?
Forestillingen om ulighed mellem jøder og arabere var fra begyndelsen indbygget i den britiske - og efterfølgende den israelske og amerikanske - politik. Nu forekommer konflikten umulig at løse, fordi den er en strid om det samme land mellem to folk, som altid har ment, at de har krav på det, og hele tiden har håbet på, at den anden part med tiden ville give op eller forsvinde.
Den ene part vandt krigen, den anden tabte, men striden er så levende som nogensinde.
Vi palæstinensere spørger, hvorfor en jøde født i Warszawa eller New York har ret til at slå sig ned her (i henhold til den israelske Lov om Tilbagevenden), mens vi - det folk, der har levet her i århundreder - ikke har.
Efter 1967 er konflikten mellem os blevet forværret. Års militær besættelse har hos den svage part skabt vrede, ydmygelse og fjendskab. Man kan bebrejde Oslo-processen, at den ikke gjorde meget for at ændre denne situation.
Yasser Arafat og hans svindende tilhængerskare blev forvandlet til håndhævere af israelsk sikkerhed, mens palæstinenserne blev tvunget til at tåle ydmygelsen ved at skulle leve i trøstesløse og usammenhængende "hjemlande", som udgør omkring 10 procent af Vestbredden og 60 procent af Gaza.
Oslo krævede af os, at vi skulle affinde os med vore historiske tab og glemme, at vi var blevet fordrevet af det selv samme folk, som har belært alle om det vigtige i ikke at glemme fortiden. På den måde er vi blevet ofrenes ofre, flygtningenes flygtninge.

Israels eksistensberettigelse som stat har altid været, at der skulle være et land, som var et tilflugtssted kun for jøder. Som Yitzhak Rabin utrætteligt gentog, byggede Oslo på princippet om adskillelse mellem jøder og andre.
Men gennem de sidste 50 år - især siden de første israelske bosættelser blev anlagt i de besatte områder i 1967 - er jødernes liv blevet mere og mere vævet ind i ikke-jøders liv.
Bestræbelserne for at adskille har paradoksalt nok fundet sted samtidig med bestræbelserne for at erhverve mere og mere jord, hvilket igen har betydet, at Israel har fået flere og flere palæstinensiske indbyggere.
I selve Israel er der omkring en million palæstinensere, næsten 20 procent af befolkningen. I Gaza og Øst-Jerusalem samt på Vestbredden - hvor bosættelserne ligger tættest - er der næsten 2,5 millioner palæstinensere tilsammen.
Uden om palæstinensiske byer og landsbyer har Israel anlagt et helt net af "omkørselsveje", som forbinder bosættelserne og gør det muligt for israelerne at undgå araberne. Men så lille er det historiske Palæstina, og så tæt indfiltret er israelere og palæstinensere trods deres forskelle og indbyrdes fjendtlighed, at en fuldstændig adskillelse simpelthen ikke kan finde sted - eller fungere.
Det anslås, at der i 2010 vil være demografisk jævnbyrdighed. Hvad så? Det er klart, at et system, der privilegerer de israelske jøder, hverken vil tilfredsstille dem, der ønsker en helt homogen jødisk stat, eller dem, der lever dér uden at være jøder.
For de første er palæstinenserne en hindring, man på en eller anden måde skal skaffe sig af med; for de sidste betyder det at være palæstinenser i en jødisk stat, at de til evig tid må kæmpe mod en status som mindreværdige.
Men de israelske palæstinensere vil ikke flytte; de siger, at de allerede bor i deres land, og afviser enhver tale om at blive borgere i en selvstændig palæstinensisk stat, hvis en sådan skulle blive til virkelighed.
De fornedrende vilkår, Arafat er blevet pålagt, gør det svært for ham at holde de stærkt politiserede indbyggere i Gaza og på Vestbredden i ro. Disse palæstinensere har forhåbninger om selvbestemmelse, som - uanset hvad israelerne havde regnet med - ikke viser tegn på at visne bort.
Det er også indlysende, at palæstinenserne som et arabisk folk - og det er vigtigt på baggrund af de fortvivlende 'koldfreds'-agtige traktater mellem Israel og Egypten og Israel og Jordan - for enhver pris ønsker at bevare deres arabiske identitet som en del af den omgivende arabiske og islamiske verden. Problemet er, at palæstinensisk selvbestemmelse i en separat stat ikke kan fungere - lige så lidt som princippet om adskillelse mellem en demografisk blandet, uigenkaldeligt samhørende arabisk befolkning uden suverænitet og en jødisk befolkning, der har sin fulde suverænitet.
Spørgsmålet er ikke, hvordan man kan udtænke metoder til at adskille dem, men at se, om det er muligt for dem at leve sammen så retfærdigt og fredeligt som muligt. Det, vi har nu, er et nedslående - og blodigt - dødvande.
Zionisterne i og uden for Israel vil ikke opgive deres ønske om en separat jødisk stat; palæstinenserne ønsker også deres egen stat, selv om de i Oslo accepterede langt mindre.
Men i begge tilfælde lader forestillingen om en stat "for os selv" simpelthen hånt om kendsgerningerne. Hvis man ikke vil gribe til "etnisk udrensning" - eller "masseoverførsel" som i 1948 - har Israel ingen mulighed for at slippe af med palæstinensene, lige så lidt som palæstinenserne kan få israelerne til at forsvinde.
Ingen af parterne har en realistisk militær mulighed for at besejre den anden, og det er desværre grunden til, at de begge valgte en fred, som så åbenlyst forsøger at udrette det, krigen ikke har formået.

Jo mere det nuværende mønster med israelske bosættelser og palæstinensisk indespærring fortsætter, jo mindre sandsynligt er det, at nogen af parterne vil opleve ægte sikkerhed. Det har hele tiden været åbenlyst absurd, at ministerpræsident Benjamin Netanyahus betoning af sikkerheden kun udmønter sig i kravet om, at palæstinenerne skal bøje sig for ham.
Arafats politik, som støttes af Washington, bliver dag for dag mere undertrykkende. Med en uhyrlig henvisning til de britiske nødretsforanstaltninger mod palæstinenerne fra 1936 har han f.eks. for nylig dekreteret, at det er en forbrydelse ikke alene at ophidse til vold og strid mellem racer og religioner, men også at kritisere fredsprocessen.
Der findes ingen palæstinensisk forfatning eller grundlov: Arafat nægter simpelthen at acceptere begrænsninger af sin magt i lyset af amerikanernes og israelernes støtte til ham. Hvem tror egentlig, at det kan bringe Israel sikkerhed og permanent palæstinensisk underkastelse? Vold, had og intolerance avles af uretfærdighed, fattigdom og oplevelsen af, at politisk arbejde ikke nytter.
Sidste efterår eksproprierede den israelske hær flere hundrede hektar palæstinensisk jord eksproprieret i landsbyen Umm al-Fahm, som ikke ligger på Vestbredden, men i selve Israel. Dermed blev det understreget, at palæstinenserne - selv når de er israelske statsborgere - kan behandles som mindreværdige, faktisk som en slags underklasse, der lever under apartheid-lignende forhold. Samtidig - fordi Israel heller ikke har en forfatning, og fordi de ultra-ortodokse partier får mere og mere politisk magt - er israelsk-jødiske grupper og enkeltpersoner begyndt at arbejde for et fuldt sekulært demokrati for alle israelske borgere.
På Vestbredden, i Jerusalem og Gaza, er situationen dybt ustabil og moden til at blive udnyttet af yderligtgående kræfter. Beskyttet af hæren lever de næsten 350.000 israelske bosættere med særlige rettigheder og privilegier, som de omkringboende palæstinensere ikke har.
Israel kontrollerer vandressourcerne og står for sikkerheden, ligesom de har kontrol med ud- og indrejse. Selv den nye lufthavn i Gaza er under israelsk sikkerhedskontrol.
Man behøver ikke være ekspert for at se, at det er en opskrift på en udvidelse, ikke en begrænsning af konflikten. Her må man se sandheden i øjnene i stedet for at undvige eller benægte den. Jeg ser ingen anden udvej end at begynde at tale om at dele det land, der har bragt os sammen - dele det på en sand demokratisk måde med lige rettigheder for alle borgere.
En forsoning kan ikke finde sted, medmindre begge folk - to samfund, der kender til lidelsen - beslutter sig for, at deres eksistens er en sekulær kendsgerning og må behandles som sådan. Det betyder ikke, at jøderne skal give afkald på at leve som jøder, eller at de palæstinensiske arabere skal opgive deres håb og deres politiske eksistens. Tværtimod betyder det selvbestemmelse for begge folk.
Men det må indebære viljen til at opbløde, reducere og til sidst opgive tanken om særstatus for det ene folk på bekostning af det andet.
Den jødiske Lov om Tilbagevenden og palæstinensiske flygtninges ret til at vende hjem må tages op til ny overvejelse og omarbejdes under ét. Forestillingerne om et Storisrael som det jødiske folks gudgivne land og om Palæstina som et arabisk land, der ikke kan adskilles fra det arabiske hjemland, må reduceres i omfang og eksklusivitet.
Når først den anden part er anerkendt som ligeværdig, tror jeg, at vejen frem bliver ikke alene mulig, men også tiltrækkende. Det første skridt er imidlertid meget svært at tage. De israelske jøder lever afsondret fra den palæstinensiske virkelighed; de fleste af dem siger, at den egentlig ikke vedkommer dem.

Jeg husker første gang, jeg kørte fra Ramallah ind i Israel: Jeg tænkte, at det var som at komme direkte fra Bangladesh til det sydlige Californien. Men virkeligheden er aldrig så enkel. Min generation af palæstinensere, som stadig lider under chokket ved at miste alt i 1948, finder det nærmest umuligt at acceptere, at deres hjem og deres gårde er blevet overtaget af et andet folk. For mig at se er det ikke muligt at komme uden om den kendsgerning, at ét folk fordrev et andet i 1948 og derved begik en stor uretfærdighed.
En samlæsning af den palæstinensiske og den jødiske historie giver ikke alene fuld gyldighed til holocaustens tragedier og det, der efterfølgende skete med palæstinenserne; den afslører også, hvordan det ene folk - nemlig palæstinenserne - i løbet af israelernes og palæstinensernes forbundne liv siden 1948 har båret en uforholdsmæssig stor del af smerten og tabet.
Det har religiøse og højreorienterede israelere ingen problemer med. Ja, siger de, vi vandt, men sådan skal det også være. Dette land er Israels land; det tilhører ingen andre. De ord hørte jeg fra en israelsk soldat, der stod vagt, mens en bulldozer ødelagde en palæstinensisk mark på Vestbredden, hvis ejer så hjælpeløst til. Grunden var, at der skulle anlægges en omfartsvej.

Men de er ikke de eneste israelere. Andre ønsker fred som et resultat af forsoning og er utilfredse med såvel de religiøse partiers tiltagende greb om livet i Israel som med Oslo-processens uretfærdighed og frustrationer. Mange af disse israelere demonstrerer mod ekspropriation af palæstinensisk jord og nedrivning af huse. Man kan altså spore en sund vilje til at finde freden andre steder end i jordrøveri og selvmordsbomber.
Nogle palæstinensere føler - fordi de er de svage, taberne - at opgives håbet om fuld genopretning af det arabiske Palæstina, så er det som at give afkald på deres egen historie. Men de fleste - især i mine børns generation - er skeptiske over for de ældre og ser mere ukonventionelt på fremtiden. De ser ud over konflikt og endeløse tab.
Nogle få palæstinensere og israelere er begyndt at formulere radikale alternativer til status quo. De nægter at acceptere Oslo-processens begrænsninger - det, en israelsk forsker har kaldt "fred uden palæstinenserne".
Andre fortæller mig, at den egentlige kamp gælder lige rettigheder for arabere og jøder, ikke en separat, nødvendigvis afhængig og svag palæstinensisk stat. Og begyndelsen består i at udvikle noget, der helt mangler i både den israelske og den palæstinensiske virkelighed i dag: Borgerret i teori og praksis som det vigtigste instrument til sameksistens. I en moderne stat er alle indbyggere borgere, i og med at de bor der og er fælles om rettigheder og pligter. Borgerret vil derfor give en israelsk jøde og en palæstinensisk araber samme privilegier og ressourcer.
En forfatning, der fastslår borgernes rettigheder, er således nødvendig for at komme videre fra konfliktens udgangspunkt, fordi begge grupper så får samme ret til selvbestemmelse; dvs. retten til at leve på deres egen (jødiske eller palæstinensiske) måde - måske i en føderation af kantoner med Jerusalem som fælles hovedstad. De får lige ret til jord og umistelige verdslige og juridiske rettigheder. Ingen af parterne bør holdes som gidsel af religiøse ekstremister.
Men oplevelsen af forfølgelse, lidelse og offerstatus er så indgroet, at det er næsten umuligt at iværksætte politiske initiativer, der holder jøder og arabere fast på de samme generelle borgerretsprincipper, samtidig med at man undgår "os mod dem"-faldgruben.
Palæstinensiske intellektuelle må fremlægge deres sag direkte for israelerne i offentlige fora, på universiteterne og i medierne. Det er både en udfordring til og internt i det civile samfund, som længe har været underordnet en nationalisme, der har udviklet sig til en forhindring for forsoning. Dertil kommer den forgrovelse af dialogen, der er sket - symboliseret ved, at Arafat og Netanyahu udveksler beskyldninger, mens palæstinensiske rettigheder undergraves af overdrevne "sikkerhedshensyn". Det forhindrer, at der opstår et bredere, mere storsindet perspektiv.
Alternativerne er ubehageligt enkle: Enten fortsætter krigen (og de tunge omkostninger ved den nuværende fredsproces), eller også søger man - trods de mange forhindringer - aktivt en udvej, der bygger på fred og lighed (som i Sydafrika efter apartheid).
Når vi først har accepteret, at både palæstinensere og israelere skal blive, hvor de er, må den anstændige konklusion være, at man søger at opfylde behovet for fredelig sameksistens og ægte forsoning - virkelig selvbestemmelse.
Desværre forsvinder uretfærdighed og uforsonlighed ikke af sig selv: Alle berørte parter gå til angreb på denne mentalitet.

Edward Said er født i Jerusalem i 1935. Han er professor i litteratur ved Columbia University og forfatter til flere bøger, senest 'Peace and Its Discontents'. Han har tidligere været medlem af Det Palæstinensiske Nationalråd, men brød offentligt med Yasser Arafat i 1993 på grund af Oslo-aftalerne.

© The New York Times Syndicate
& Information.

Oversat af Birgit Ibsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her