Læsetid: 8 min.

Falsk forår

4. januar 1999

NOVELLE
Til Godeleine og Jean-Paul

Osman satte sig på bænken. Hver dag i den sidste måned var han kommet og havde sat sig på den samme bænk. Når der undertiden var andre, der sad på den, fortsatte han sin tur rundt i parken. Og han blev ved med at gå, indtil der blev en plads ledig på bænken. En gang havde han således taget syv ture. To timer havde han vandret rundt med hænderne på ryggen.
Det var sådan set ikke fordi der var noget særligt ved netop denne bænk. Der var en masse andre bænke i parken, der var magen til. Men Osman havde besluttet, at den dér skulle være hans. Sådan var det bare.
Den første dag han var kommet for at slentre rundt i Borely-parken, havde han lagt mærke til, at folk så ud til at have faste pladser. De gamle, de enlige kvinder og mødrene med barnevogne. De, der sad på samme bænk, snakkede indbyrdes, som var de i familie med hinanden. De lo sammen, og omfavnede sommetider hinanden, når de skiltes.
"Er der en ledig plads?" havde han spurgt den første gang.
Den unge kvinde gav sin nyfødte baby sutteflaske.
Hun havde løftet blikket og set op på ham.
Osman kunne godt lide hendes øjne. Og hendes smil. Det var så blidt. Når han gik rundt i byen, mødte han oftest andre blikke. Hårdere. Fjendtlige. Han vidste godt, at det ikke alene skyldtes hans almindelige udseende - ligesom så mange andre med lav indkomst købte han sit tøj på markedet i la Plaine: lærredsbukser til fem franc, ternede skjorter i skrigende farver, tre for ti franc - nej, det var på grund af det, han var: en fremmedarbejder, eller snarere, helt præcist, en arbejdsløs indvandrer.
"Ja, det tror jeg."
"Tak," havde han sagt.
Og han havde forskræmt sat sig for enden af bænken.
Først langt senere havde han taget mod til sig til helt at indtage sin plads på bænken. Ved langsomt at rykke bagdelen en tak ind hver gang han lagde benene over kors og strakte dem igen. På et tidspunkt havde den unge kvinde sendt ham en anden slags blik, og han blev helt urolig for, at hun skulle blive bange for ham.
"Der er godt at sidde her," havde han sagt. For at sige noget beroligende.
"Ja."
Så råbte hun efter sine to andre børn, Marius og Antonin, der morede sig med at kaste jord efter duerne. Det var nogle smukke børn. Osmans egen søn var netop fyldt fem år. Samme alder, eller næsten, som den lille Antonin. Han hed Gülnur. Han var også køn. Antonin var løbet kluntet hen imod sin mor, og Osman havde tænkt på Gülnur, som han ikke havde set vokse op.
Hans kone Aysel havde ikke sagt noget, da han havde meddelt hende sin afrejse. Forresten var der ikke noget at sige. I Bilcenik, hans landsby i Anatolien, var han den sidste trediveårige, der var tilbage. Alle andre var taget afsted. Alle sendte de hver uge penge hjem til deres familier. Og alle ville de før eller siden vende tilbage med lommerne bugnende af penge. Dén dag, dengang, var Gülnur lige fyldt én måned. Han havde ikke set ham siden. "Du har en smuk søn," skrev Aysel i sine breve. Men Osman var ude af stand til at se sønnen for sig.

Osman strakte benene. Han så sig omkring. Alle dem, der plejede at komme og sætte sig på bænkene i parken, kendte han efterhånden ved fornavn, selvom ingen af dem nogensinde talte til ham. Han levede højt på de andres gøren og laden og på de historier, han hørte.
Jocelyne, den unge mor, var den eneste, der delte sin bænk med ham. I hvert fald når han gik hen og satte sig ned. Bagefter var der andre, der optog den. En anden mor, der var ældre end Jocelyne, og en dame, der kunne være hendes moder.
Osman havde lagt mærke til det en dag, da han var kommet tilbage til bænken, et kvarters tid efter at han havde forladt den. Ved busstoppestedet var han kommet i tanke om, at han havde glemt papirsposen fra sin madpakke. En tomat, et stykke frugt, en skive brød og sommetider en stump fåreost. Han ville ikke have, at man skulle bebrejde ham, at han ikke havde smidt sit affald i en af parkens små grønne skraldespande. Den sammenkrøllede papirspose lå på jorden ved siden af bænken. Velsagtens skubbet derned af den gamle dame.
"Undskyld," havde han sagt, idet han samlede den op.
Den gamle dame havde ikke engang kigget på ham. Heller ikke den anden mor. Jocelyne havde smilet. Havde smilet til ham, tænkte han. Og herefter havde han, selvom han ikke vovede at indlede en samtale med hende, fattet sympati for denne unge kvinde.

Som dagene gik, havde Osman dristet sig til at tale med Marius og Antonin, til at lege med dem. Oftere og oftere lod han være med at købe frugt til sig selv, for altid at have nogle bolsjer i lommen. Børn kan godt lide voksne, der giver dem bolsjer. I alle lande.
"Må jeg give dem?" havde han spurgt Jocelyne, idet han rakte to store slikkepinde frem.
Det var i går.
"Ja, hvis De vil."
Marius og Antonin var himmelhenrykte.
"Og, hvad siger man så?" udbrød Jocelyne.
Osman fik to gange tak, og to kindkys. Første gang i fem år, at han fik et knus af et barn. Det gjorde ham varm indeni. Der er stadig håb, tænkte han.
Og om aftenen, i sin lille møblerede lejlighed i rue Consolat, gav han sig atter til at håbe. At tro på, at han ville finde arbejde. At drømme om, at Aysel og Gülnur omsider kunne slutte sig til ham i Marseille. Han var faldet i søvn, og havde set sig selv sammen med dem i Borely-parken, lykkelig over at kunne præsentere Aysel for Jocelyne, og Gülnur for Marius og Antonin.
Ja, det var det, der ville ske.

Den dag var solen god. En smuk forårssol. Han havde spist et stykke pizza, som han havde købt af en gadesælger i nærheden af stranden, og han var døset hen, alt imens han overvejede, hvordan han kunne få sin familie til at komme.
Men Osman vidste ikke, hvordan han skulle gribe det an. Selv var han kommet illegalt ind i Frankrig via den italienske grænse. Ind over bjergene. Han havde i dyre domme betalt en menneskesmugler, der undervejs var stukket af. Han havde betalt endnu en, i Vintimille. En ærlig mand, ham dér. En gammel bondemand. Men han kunne ikke forestille sig, hvordan Aysel og Gülnur skulle kunne klare samme rute. En hel nats vandring ad svære stier og endelig til sidst en muldyrssti, som steg stejlt op i en mørk slugt op imod et stenskred.
Nej. For deres vedkommende drømte han om toget og om et turistvisum. Men mon man havde ret til et turistvisum for at besøge én, der ikke engang havde en opholdstilladelse? Han blev nødt til at gå hen og få nogle oplysninger hos en organisation, der beskæftigede sig med folk der ikke har papirerne i orden. Og så spørge, hvordan han skulle bære sig ad angående Aysel og Gülnur.
Han åbnede øjnene og fik øje på Jocelyne og børnene, der kom gående. En mand gik sammen med dem. Hun pegede på bænken. Og på Osman. De kom hen imod, hvor han sad. Jocelyne sendte ham ikke noget smil, da de stod helt henne foran ham.
"G'dag!" sagde Antonin.
"Tag børnene væk herfra," sagde manden til Jocelyne.
"Han har ingenting gjort, Georges," svarede Jocelyne. Forsagt.
"Gå dig en tur, har jeg jo sagt!"
Jocelyne gik væk derfra med blikket stift rettet mod barnevognen, som hun indædt skubbede afsted med. Marius og Antonin fulgte efter hende, med hovederne vendt mod Osman.
Osman havde rejst sig op.
"Jeg er hendes mand."
"Goddag," sagde Osman og rakte hånden frem. Georges' blik var af den slags, Osman ikke brød sig om. Der var ikke plads til ham i det blik. Hverken i mandens liv eller på en bænk i en park.
Osmans hånd strittede ud i den tomme luft.
"Du kan godt li' børn, har jeg ladet mig fortælle."
"Ja, Monsieur. Og Deres, de være meget smukke."
"Dit dumme svin!" råbte Georges.
Og han plantede med stor kraft sit ene knæ lige i nosserne på Osman.
Smerten fik Osman til at knække sammen. Et knytnæveslag rettede ham op igen. Han faldt sammen på jorden. Han hev efter vejret. Ligesom oppe i bjerg-passet sammen med menneske-smugleren.
Har De en adresse i Marseille? havde han spurgt ham, da de holdt en pause.
"Det skal jeg nok finde," havde Osman svaret.
Senere hen havde han altid klaret sig. Først i Toulon. Bagefter, her i Marseille. Helt alene. Måske lidt for stolt.
Et spark i ribbenene løftede Osman lidt fra jorden. Det sortnede for ham. Der stod folk omkring ham. Han fik lyst til at smile. Til at sige goddag. Til at undskylde. En fejltagelse, der var tale om en fejltagelse. Han var ked af sådan at forstyrre parkens fred.
"Han generer mine unger," sagde Georges, der gav ham endnu et los.
"Jeg har selv set det," lød en kvindestemme.
"De er pædofile hele bundtet, de satans perkere."
Bag de lukkede øjne søgte Osman forgæves at fremmane et billede af Gülnur. Men det eneste han så var billedet af Antonin. Han smilede til ham.
"Antonin," mumlede han.

Pludselig var det, som om han ikke mere kunne føle smerte. Sparkene haglede ned over hans krop. Det var som om alle deltog. At de kastede sig over ham. Det spark han netop havde fået, forekom ham at være det sidste. Men han var ikke sikker.
Hans milt var netop eksploderet.
Han hørte heller ikke Antonin spørge Jocelyne:
"Mor, mor, hvorfor er manden dér én af de onde?"

Oversættelse: Lars Egelund ©

Novellen Faux printemps fra novellesamlingen 'Vivre fatigue' er udkommet i serien Librio (noir) - Texte intégral, © EJL, 1998

Jean-Claude Izzo
*Jean-Claude Izzo er forfatter og digter - og forhenværende journalist. Efter to succes'er i publikationen Série Noire, "Total Khéops" (1995) og "Chourmo" (1996), har han udgivet en roman, Les Marins perdus (1997), og en digtsamling, Loin de tous rivages (1997). Hans sidste bøger er Vivre fatigue (1998) og Solea (1998).
Den første version af Falsk forår er udkommet i tidsskriftet Viva i november 1997.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu