Læsetid: 4 min.

Film i TV

14. januar 1999

*Jack Nicholson er i herligt løssluppent humør som den liderlige Darryl i denne meget frie filmatisering af John Updikes roman. - "Jack Nicholson morer sig: han snøfter som en gris og snakker som en brumbasse. Og sørme om han ikke også morer os," skrev den ellers så barske kritiker Pauline Kael. Men hun er også begejstret for de tre skønheder, der først efterstræber ham, dernæst bruger heksekunst for at slippe af med ham. Filmen er en farce med overnaturlige elementer, hverken det store i iscenesættelsen (af australieren George Miller) eller historien, men hvem kan modstå en film, der forener Nicholson i erotiske situationer med Susan Sarandon, Michelle Pfeiffer og Cher efter tur? - "Nicholson har hele sit skuespillerliv ventet på sådan et harem," som Pauline Kael skriver.
The Witches of Eastwick/ Heksene fra Eastwick. DR 2, fredag kl. 20.00-22.00

*Gösta Ekman er Martin Beck i denne på mange måder fortræffelige Sjöwall-Wahlöö-filmatisering fra 1995. Og en bedre spiller til denne rolle som lovens og retfærdighedens vogter kan dårligt tænkes, for et rigt følelsesregister aflæses i hans åbne ansigt, samtidig med, at han har den påkrævede ubesværede politi-autoritet. Filmen udnytter effektivt kontrasten mellem Stockholms solfyldt sommer-idyl og en massemorders hærgen. Politiet - og vi tilskuere - bliver besat af jagten på det myrdende bestie, der efter alle indicier må opholde sig inden for et pænt boligkvarters radius. Med karakteristisk svensk alvor lærer vi noget om også politiets menneskelige ofre, når volden slår ned og det er umuligt at holde rædslen på afstand.
Manden på balkonen. TV2, fredag kl. 22.40-00.15

*Bodil Ipsen yder nok sin bedste filmpræstation nogensinde som syersken og gammeljomfruen Bolette, der er en blanding af rappenskralde og klog kone i landsbyen og især har lagt sig ud med egnens sogneråd. Farcen er en af de holdbareste fra dansk films fjerne fortid, forgyldt af Ipsens og Peter Malbergs samspil, Kai Normann Andersen skønne melodier og en gedigen folkelig tone. - Og historien er slet ikke ringe: sognerådet vil skaffe sig af med Bolette ved at få hende gift med Malbergs fiffige kræmmer fra et andet sogn, en lurifaks, der kalder hende "ærkenglen Gabrielsen og fru Gyldenspjæt i samme person". Hun er naturligvis ikke til fals, men der opstår alligevel sympati mellem de to enspændere, og så kan man gætte sig til resten. Der er både menneskelig finhed og højt humør over scenerne mellem Ipsen og Malberg, kulminerende i en herlig svingom. - Det klæder Bodil Ipsen at stå som garant for den ægte folkelighed og aflægge fordums duarderprægede tragedienne-miner, der ikke længere modstår tidens tand. Den sjældne forening af skarphed og sødme i portrættet røber formatet. - Emanuel Gregers har instrueret uden større elegance, men solidt og med sans for landsbyens miljøedampende detaljer. Og så byder folkekomedien fra 1938 på et af de pudsige glimt, som gamle danske film er rige på: Sigrid Horne-Rasmussen som 23-årig, næsten ukendelig i en servitrice-rolle.
Bolettes Brudefærd. DR 1, lørdag kl. 20.00-21.35

*Danny DeVito er med sin lavstammede, ligesom overskårne figur en skuespiller af de fysisk mere markante. Han er også en dygtig, skarptandet instruktør, hvilket han ikke mindst beviste i denne skilsmissefabel, hvor det smukke, velstående ægtepar The Roses - spillet af Kathleen Turner og Michael Douglas - tilsyneladende har alt, men ikke aner hvordan de skal udfylde den store tomhed i materalismens favn. Det ender med skilsmisse, og så ruller lavinen, for det jo tingene, der har styret parrets liv, og det kommer de nu til at gøre i bogstavelig destruktiv forstand. Det ender i det helt store ødelæggelsesorgie. - DeVito er her en moralist, der ikke giver ved dørene, kompromisløs og kulsort humoristisk. Og medvirker i øvrigt selv som filmens sagfører-fortæller og ræsonnør.
The War of the Roses. TV2, lørdag kl. 20.30-22.30

*Jessica Lange var inden Postbudet ringer altid to gange bedst kendt som det underskønne offer for kæmpeaben King Kongs håndfaste tilbedelse. Lidt af en gennembrud fik hun i filmatiseringen fra 1981 af James M. Cains hårdkogte klassiker og især de heftige køkken-sexscener med Jack Nicholsons omstrejfer vakte opsigt. Lange overraskede ved sin jordbundne kødelighed og sensualitet som servitricen Cora, som hun gør til en mere levende figur end Nicholsons ensformigt skulende bums. - Det er trekantshistorie om mord og nemesis, tidligere filmatiseret af Luchino Visconti i Italien og af Hollywood med Lana Turner. - Instruktøren Bob Rafelson og manus-forfatteren David Mamet lagde især vægt på 30'er-tidsbilledet og de juridiske spidsfindigheder i deres version, der er seværdig uden at være pralende god.
The Postman Always Rings Twice/ Postbudet ringer altid to gange. TvDanmark, lørdag kl. 21.05-23.05

*Spaghettiwestern-genrens mest berømte navn er Sergio Leone, men også Sergio Corbucci har sine dyrkere, især på grund af denne hårdstslående bandit-historie fra 1966, der inspirerede til en række efterfølgende Django-film. Franco Nero er helten med den anløbne moral og den overlegne skyde-evne, kendetegnet ved at trække rundt på en kiste,
der skjuler et maskinge-
vær. For genrens liebhavere er der ikke noget at betænke sig på.
Django. DR 1, lørdag kl. 23.15-00.4

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu