Læsetid: 4 min.

FN er tvunget til at være tilskuer i Angola

26. januar 1999

Washington vil have FN til at støtte regeringen mod oprørerne, selv om Kofi Annan anbefaler total tilbagetrækning

Borgerkrigen i Angola er blusset op igen i stor stil. Flere provinshovedstæder bombarderes med tungt artilleri, en halv million civile er drevet på flugt, der er udlagt nye landminer i massevis, og regeringen har forsikret, at den vil "uskadeliggøre oprørsbevægelsen militært og politisk."
Trods denne nedslående realitet vil FN - der allerede har givet brugt 1,5 milliarder dollar på at se magtesløst til, mens fredsaftalen brød sammen - opretholde sin symbolske tilstedeværelse i landet for at maskere sit nederlag, som først og fremmest er et nederlag for amerikanerne.
Fredag enedes Sikkerhedsrådet efter stærkt pres fra USA om at lade sin særlige udsending, Issa Diallo, blive i Luanda sammen med omkring 100 militære og civile medarbejdere. FN's observatørmission for Angola (UNOMA), hvis mandat udløber den 26. februar, skal også blive - blot under et andet navn.
I en sjældent åbenhjertig rapport havde FN's general-sekretær Kofi Annan ellers anbefalet total tilbagetrækning fra Angola, dvs. en "teknisk likvidering" af UNOMA. Han går ind for, at de knap tusind medlemmer af missionen - militærobservatører, politifolk og civilt personel - bliver trukket ud inden den 20. marts.
"Begivenhederne de seneste måneder har tydeligt vist, at fredsprocessen i realiteten er brudt sammen, og at landet nu befinder sig i krig," konstaterede han i rapporten.
Han lægger hovedansvaret på oprørsbevægelsen UNITA under ledelse af Jonas Savimvi - men han kritiserer også præsident Eduardo dos Santos' regering.

Vil støtte regering
USA har efter afslutningen på Den Kolde Krig bestræbt sig for at dæmonisere UNITA af hensyn til de rige oliekilder, som magthaverne råder over, og generalsekretærens anbefaling stødte straks på modstand i Sikkerhedsrådet.
"Vi må sende et signal om, at Angola ikke vil blive svigtet," forklarede den amerikanske repræsentant, Nancy Soderberg. Det betyder i klartekst, at den stærkt reducerede FN-mission skal holde sig til regeringen, som på den måde fritages for ethvert ansvar for genoptagelsen af kampene. Men faktisk bærer magthaverne i Luanda et stort ansvar. Selv om regimet foregav at gå med til en forsoning, hvis mest groteske udtryk var en national samlingsregering med 85 ministerposter, har den slået hårdt ned på alle afvigende meninger og sat sig tungt på alle indtægter.
"Korruptionen er værre end i Zaire under Mobutu," mener en ekspert. "Men Vesten interesserer sig kun for olien."
Af de 1,5 milliard dollar, som det sorte guld indbragte sidste år, er en tredjedel forsvundet op i den blå luft uden nogensinde at have optrådt i statsbudgettet. For halvdelen af regeringens udgifter gælder det ifølge eksperten, at ingen ved, hvor pengene kommer fra. I realiteten bestyres olieindtægterne af de såkaldte futunguistas, dvs. præsidentens inderkreds i Futungo uden for Luanda.
Pengene går til personlig berigelse og til at opretholde systemet. Da Portugal, den tidligere kolonimagt, opfordrede til dialog med UNITA, mindede Luanda om, at byttehandelen "olie for gold" - og Angolas gæld er i størrelsesordenen 45 milliarder kr. - kun kunne fortsætte, hvis Lissabon opgav den holdning.

Frankrig fristet
Frankrig var i lang tid fristet til at holde på begge heste, men endte med at tilslutte sig det amerikanske synspunkt, at det gjaldt om at undgå en omvæltning i Luanda.
Det bestående system fungerede godt, så hvorfor give plads til partnere, hvis appetit man ikke kendte? Paris accepterede endda at samarbejde med to ambassadører: samlingsregeringens officielle repræsentant til ceremonier og den uformelle - præsidentens mand, Elisio Figueiredo - når det drejede sig om forretninger.
Finansieringen af et "marionet-UNITA" omkring Jorge Valentin og Eugenio Manuvakola kostede i september måned staten syv millioner dollar. Samtidig blev den ægte opposition til Savimbi inden for UNITA bragt til tavshed; dens leder, Abel Chivukuvuku, blev myrdet i Luanda den 2. oktober. En autentisk opposition ville bringe uorden i netværket af korruption og smugleri. På samme måde som regeringen holdes i live af olieindtægterne, er UNITA på et mere beskedent plan afhængig af udsmugling af diamanter. Men oprørerne kontrollerer kun omkring halvdelen af udvindingen.
Af den anden halvdel havner kun en femtedel i statskassen, resten går i lommerne på hærens generaler. De spiller rollen som krigsherrer i de væbnede konflikter med lejesoldater, der udspillet sig i Angola, Congo-Brazzaville og Den Demokratiske Republik Congo, det tidligere Zaire.
I henhold til en ny lov kan unge mænd mellem 17 og 20 år hverves til hæren, men i realiteten foregår der en tvangsrekruttering, som fremkalder almindelig panik. Illegale udrejsetilladelse kan købes for 300 dollar i lufthavnen i Luanda: Det har magthavernes egne sønner allerede gjort.
Om den fire år gamle fredsaftale har FN's udsending Issa Diallo, for nylig sagt, at "UNITA krænker den om dagen, regeringen om natten".
Oprørerne har aldrig de-mobiliseret deres tropper, som de skulle ifølge aftalen. Regeringen har på sin side militariseret politiet, som begår massakrer i de byer, der generobres fra UNITA.
Det internationale samfund er således passivt vidne til fortsættelsen af en borgerkrig, som siden Angolas uafhængighed i 1975 har kostet omkring 700.000 mennesker livet.

*Retur fra Cuba
Det er ikke en remake af "Operation Carlotta" fra 1975. Dengang hjalp flere tusind cubanske soldater Folkebevægelsen for Angolas Befrielse (MPLA) med at vinde over to rivaliserende befrielsesbevægeleser og en sydafrikansk styrke, hvorefter der blev indført et marxistisk styre i den tidligere portugisiske koloni.
Men siden slutningen af 1998 er mere end 200 cubanere kommet til Angola via Moskva, selv om regeringen benægter det. Ifølge pålidelige kilder gør mange af dem tjeneste i præsidentpaladset i Futungo uden for Luanda, mens andre er beskæftiget med vedligeholdelse af luftvåbenenets MiG-fly, nogle også som piloter. Andre cubanere arbejder som rådgivere i felten. I henhold til fredsaftalen i New York i 1988 forlod næsten 5.000 cubanske soldater landet; til gengæld tillod det daværende sydafrikansk apartheid-styre, at nabolandet Namibia fik sin uafhængighed.

© 1999 Libération & Information.

Oversat af Birgit Ibsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her