Læsetid: 10 min.

Vi er De Forenede Nationer

22. januar 1999

På øen Martha's Vineyard kæmper en indianerstamme for at generobre sin tabte identitet og værdighed. Men den private ejendomsret og de unges høje materielle forventninger gør, at det ikke altid er lige let

På øen Martha's Vineyard 150 km sydøst for Boston - en by som en gang var centrum for europæernes handel med indianske slaver - bor i dag 300 wampanoager, medlemmer af en af landets mindste indianerstammer med rødder i staten Massachusetts. Wampanoag betyder Morgenlysets Folk, da stammens land er én del af regionens yderste post mod havet, hvor solen går op.
Wampanoagerne har boet på Martha's Vineyard i mindst 5000 år og ifølge indianernes egne fortællinger, fik de besøg af sømænd fra øst allerede i 1000-tallet. Italienske søfarere opdagede øen 500 år senere og de første europæiske indvandrere kom i 1600-tallet. På det tidspunkt var området mellem New York og Boston et af kontinentets tættest befolkede, men i dag leder man forgæves, hvis man forsøger at opspore fuldblodsindianere her.
Alligevel har disse stammer kæmpet en hård kamp i de sidste tre årtier for at generobre tabt land og kultur. I 1974 sagsøgte wampanoagerne staten Massachusetts og krævede at få et landområde tilbage, som havde været stammens oprindelige boplads, noget som skabte panik i finanskredse, eftersom indianere i nabostaterne havde gjort det samme.
I Maine havde to stammer forlangt at få land tilbage fra staten til en værdi af 25 milliarder dollars plus 300 millioner som kompensation for ulovlig okkupation i 180 år; i Rhode Island skulle byen Charlestown give land tilbage til lokale stammer: I Connecticut skulle byerne Ledyard og Kent gøre det samme, og i staten New York forlangte indianerne at få et område på hele 120.000 hektar tilbage.
Wampanoagerne på Martha's Vineyard sagsøgte den by på øen som på dette tidspunkt stod registreret som ejer af stammens oprindelige boplads, hvilket naturligvis skabte spændinger mellem indianerne og andre øboere. Her var der desuden tale om et værdifuldt område, som velhavende fra fastlandet stod i kø for at få lov til at købe. Øen er kendt som et sted, hvor de rige og berømte (som bl.a. præsident Bill Clinton) holder ferie. Tidligere havde Martha's Vineyards oprindelige befolkning levet et anonymt liv.
I første omgang fik wampanoagerne afslag, men efter lange forhandlinger vandt indianerne sagen i 1987, fik land tilbage og blev føderalt anerkendt som selvstændig stamme.
Donald Widdiss, projektleder for wampanoagernes kulturcenter og en af de aktive i stammens ledelse under hele processen, forklarer, hvorfor retssagen var så vigtig for hans folk:
"Land som privat ejendom er et europæisk koncept. Den oprindelige, amerikanske befolkning betragtede jorden som fælles eje, men hver stamme har specielle steder, som er vigtige for dem, og som de vil have adgang til. For os har denne proces været uhyre betydningsfuld. Det handler om at generobre tabt identitet og værdighed, samtidig med at vi vil have lov til at forvalte og bevare den oprindelige boplads."

For at forstå sagen fuldt ud, skal man besøge Martha's Vineyard og se alle skilte med "Privat område. Adgang forbudt!" som slås op af købere fra fastlandet. Indianernes generobrede område er nu stammens fælles eje og her er adgang for alle.
Den moderne indianer har ikke så stor trang til at idealisere sit folk, for alle kender historien. Men ved at sagsøge staten, markerede man, at efter århundreder af undertrykkelse var indianerne nu så veluddannede, at de havde nok selvtillid til - på amerikansk manér - med loven i hånd, at kræve og få tilbage noget af det store land de europæiske indvandrere havde taget fra deres forfædre. Det første synlige resultat af stammens arbejde i de seneste 10 år er en administrationsbygning på toppen af et bjerg på øens sydvestspids med udsigt over skovklædte bjergskråninger og Atlanterhavet. Her lå den oprindelige boplads og huset som stod færdigt i januar 94, smelter smukt ind i det storslåede landskab.
Indgangen til bygningen mod nord viser en beskeden, grå træfacade i en etage, men set fra den anden side mod den utilgængelige bjergskraning, afsløres det, at huset er gravet ned i jorden og bygget i to etager med mange vinduer og kæmpeterasse mod syd.
Størstedelen af bygningen er opført i genbrugsmateriale og konstrueret og isoleret med henblik på lavenergiforbrug og optimalt indeklima.
Trækonstruktionerne i fyr er hentet fra nedrevne lagerbygninger og kasserede vin- og ølfade. Som isolering har man genbrugt styroporemballage. Gulvfliserne er fremstillet af dele fra skrottede biler, gulvtæpperne af genbrugt plastic, tæppeunderlag af gamle aviser og dørmåtter af brugte truckdæk. 65 pct. af vinduerne er placeret på husets sydside for at udnytte sollys og -varme optimalt; argonfyldte vinduesruder regulerer solvarmen om sommeren og holder huset køligt i varme perioder. Alt affald fra toiletter nedbrydes til kompost under huset og bruges af en lokal bonde som gødning til markerne. Spildevand fra håndvaske og køkken renses og genbruges i et vandingssystem til potteplanter og grøntsager. I bygningen findes desuden et billigt og nemt system som nedbryder affald som papir, plastic, mad, aluminium, glas og batterier.
Et lokalt firma, ARC Design Group, med speciale i genbrug og lavenergiprojekter har opført administrationsbygningen, men firmaets leder John Abrams - som har hentet megen inspiration til sit arbejde under en studietur i Danmark - fortæller, at indianerne fra start til slut aktivt har deltaget i planlægning og konstruktion, så det færdige hus skulle være representativt for stammens tradition som naturfolk.

At wampanoagerne har sofistikeret sans for miljø og æstetik føles og ses inde i huset som har en lys, luftig atmosfære man sjældent oplever i officielle bygninger. Her arbejder til daglig 25 personer - 12 stammemedlemmer, resten andre øboer. Staben består af repræsentanter for administration og ledelse af uddannelse- og, sundhedssektor. Ved højtider benyttes lokalerne som forsamlingshus og i bygningen findes også et lille bibliotek.
Stammens interne styring varetages af et råd på ti medlemmer og en formand. Under de seneste syv år har formanden været en kvinde, Beverly Wright er halvt wampanoag, halvt filippiner. I sin fremtoning minder hun mere om en asiatisk forretningskvinde end en indianeraktivist. Som formand er hun den eneste af rådets medlemmer med fast ansættelse, og hun kan forhandle med myndighederne i Washington, som siden 1987 har bevilget midler til sundheds-, uddannelses- og byggeprojekter hos stammen. Beverly Wright er ligefrem og kontant og lægger ikke skjul på, at stammen har interne problemer, som man ikke havde, før man fik føderal anerkendelse:
"Vi er alle mere eller mindre i familie med hinanden og det betyder, at vi ikke altid opfører os så diplomatisk i forhandlingssituationer. Ved valg er det som til en familiesammenkomst - alt kan ske. De føderale midler, vi får, er små og øremærkede. Vi har valgt at give uddannelse højeste prioritet på stammens program, men vi har slet ikke råd til at betale den collegeuddannelse, som de fleste af vore børn vil have."
"Land på Martha's Vineyard er dyrt, og ejendomsskatterne er høje. I dette område koster en acre (0,4 hektar, red.) 100.000 dollars. Hvis man vil købe land som privatperson skal man købe minimum to acres. På fællesområdet har vi opført nogle huse, som giver mindrebemidlede stammemedlemmer med arbejde på øen boliger til en billig husleje. Men huslejen er indtægtsreguleret, hvilket betyder, at de som tager ekstra arbejde for at spare op til egen bolig automatisk får højere husleje med stigende indtægt. Der er mange problemer at slås med og uanset, hvordan vi i rådet tackler dem, kan vi ikke gøre alle tilfredse."
Rådet og formanden vælges for en periode af tre år. Til ledelsen hører også en høvding og en medicinmand, men disse vælges for livstid og deltager ikke i den praktiske administration. Høvdingen og medicinmanden er i dag mest symbolske poster for personer som forvalter gammel tradition.

I den højt prioriterede uddannelsessektor arbejder Tobias Vanderhoop, uddannelsesassistent og en af de yngste i administrationsbygningen. Han beskæftiger sig med unge og børns fritidsaktiviteter og er med til at indsamle tabt viden om stammens kultur og et sprog, man ikke har brugt i fire generationer. Hullerne i erindringen fylder man ved studier af nabostammernes dialekter.
Wampanongerne har aldrig haft noget skriftsprog, hvilket gør rekonstruktion af sproget vanskeligt. Stammen konsulterer lingvistiske eksperter og resultatet af forskningen publiceres løbende i et månedsblad, som sendes ud til alle stammemedlemmer.
Tobias Vanderhoop er også musiker og sanger og rejser rundt i landet til stævner, der søger at bevare traditionel sang, musik og dans. Han viser gerne sin kunst midt i arbejdet bag skrivebordet, hiver en tromme ned fra en overfyldt reol og forklarer så, at sangen skal nydes i det fri, for det er ikke stille ballader, han har på repertoiret.
"Jeg er en blanding af mindst fire forskellige folk," forklarer han stolt. "Jeg er wampanoag, oneida og mohikan, og så har jeg også hollandsk blod i årerne."
Det viser sig, at Tobias Vanderhoop har en imponerende sangstemme og med sin rene profil, sit engagement i stammens kultur og sit venlige væsen, er han et fremragende eksempel på, at naturen ved hvad den gør, når den ryster menneskeracer sammen på den voldsomme måde, der ofte har været tilfældet i USA.
Stammens ældste finder man ikke i administrationsbygningen.
Høvdingen og medicinmanden er begge omkring 80 år og vanskelige at komme i kontakt med, men høvdingens søster vil gerne interviewes. Hun hedder Gladys Widdiss og bor i et lille hus på bjergskråningen få minutters gang fra en af øens smukkeste strande.
"Jeg er født på øen og mit hus står på land, min farfars far ejede," fortæller hun. "I 1870 blev wampanongerne registreret som alle andre med bopæl i staten efter at have levet isoleret som indianerstamme. Landet blev delt i lodder, og min forfader, som var bonde og dyrkede jord her, fik et område, som nu ejes af min familie."
"Wampanongerne havde ikke en afgrænset privat ejendom. Man dyrkede så meget mark, som man havde brug for - afhængig af familiens størrelse, resten var fællesareal til græsning, skovbrug, jagt, bærplukning. De fleste af stammens mænd var fiskere, men alle havde have og et par husdyr og var helt selvforsynende. Vi har ikke modtaget penge fra staten før, og derfor passer det os dårligt at deltage i de føderale programmer med begrænsede midler og restriktioner. Som alle andre østkyststammer prøver vi på at skabe en fælles formue, vi frit og kvit kan råde over. Vi har forretninger, en restaurant og en muslingefarm, og i år indleder vi et større projekt med opførelse af et kulturcenter med museum, teater, galleri, ældrecenter og et program for turister. Men jeg er ked af, at de unge i dag stiller så store materielle krav. Vi kan klare os med meget mindre. Man ser på, hvad andre har, og hvad der vises i tv, og så skal man have det samme, uden at nogen spørger sig selv: 'Har jeg nu brug for dette?' Hver dag tænker jeg på, at jeg kunne klare mig med halvdelen af de ting, jeg har i mit hus. Det plager mig at tænke på at vi har et kolossalt stort overforbrug her i landet. Vi kunne forsørge tre, fire andre nationer med alt det, vi smider ud."

Gladys Widdiss og alle andre wampanoager er udmærket klar over, at indianernes aktiviteter og nyerhvervede status irriterer mange andre øboer på Martha's Vineyard. De yngre indianere føler foragt over for det og kalder det racisme, men Gladys Widdiss siger, at det er indianernes opgave at lære andre, hvad det er, wampanoagerne arbejder med, og hvorfor selvstændigheden er vigtig for dem.
Hun mener, at de mest fanatiske kritikere har problemer med deres egen identitet, og derfor har brug for at holde indianerne fast i rollen som fattige tabere for selv at kunne definere sig som bedre. Meget af kritik drejer sig om, at stammen i dag ikke har fuldblodsindianere som medlemmer - alle er en blandingsrace.
Men for at forstå hvorfor så mange har valgt en ikke-indiansk partner, må man huske på, at de europæiske indvandrere hurtigt degraderede den amerikanske urbefolkningen til landets laveste kaste. På slavemarkedet kostede en indianer tre gange mindre end en sort. De sorte havde stor modstandskraft, men indianerne døde i tusindtal af de for dem så ukendte sygdomme, indvandrerne havde med sig fra Europa såsom kopper, mæslinger, tuberkulose, syfilis. Efterkommernes slægt fik højere status, hvis indianerne blandede sig med europæerne.
Gladys Widdiss er enke, hendes mand var halvt skotte, halvt yankee. Hun fortæller, at det var meget spændende at føde de fire børn, hun har fået. Hun kunne aldrig vide, hvor lyse eller mørke de ville blive. De to ældste ligner indianerætlinge, men den yngste er meget lys og kunne være hvad som helst. "Ingenting er, som det var for hundrede år siden. Ingen lever som den gang i dag. Det gør vi heller ikke," konkluderer Gladys Widdiss og tilføjer med et stort smil:
"Jeg plejer at sige, at vores stamme er De Forenede Nationer."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu