Jeltsins gentagne sygelejer har forlængst flyttet magten over til ministerpræsidenten, parlamentet og regionerne - og ud i det tomme rum
ANALYSE
Selv om Boris Jeltsins talsmand tirsdag nok engang forsikrede om, at præsidentens tilstand var stabil, at han læser aviser og dokumenter og har fuld kontrol over atomknappen, så står det klart, at Jeltsins seneste sygdomstilfælde, et blødende mavesår, kræver to til tre ugers hospitalsbehandling - lige meget, om lægerne beslutter sig for at operere præsidenten eller ej.
Russiske politikere og kommentatorer synes dog at tage nyheden om Jeltsins nye sygefravær med fatning. Hans gentagne sygelejer har forlængst reduceret præsidentembedet til en konstitutionel formalitet. Magten er flyttet over til ministerpræsidenten, parlamentet og regionerne - og ud i det tomme rum.
Samtidig med at vi er vidner til en statsleders personlige undergang, ser vi også hans land forvitre. Forfatningen af 1993 blev skræddersyet til Jeltsin af hans egen stab, og den lægger uhyre stor magt i præsidentens hænder.
Reddet af forfatningen
I løbet af det sidste års tid er Jeltsins magtudøvelse imidlertid blevet mere og mere parodisk. Det kom klarest til udtryk, da han i marts sidste år fyrede ministerpræsident Viktor Tjernomyrdin og indsatte Andrej Kirikenko i hans sted - for derefter i august også at fyre Kirijenko og insistere på, at parlamentet skulle godkende Tjernomyrdin igen. Kompromisset blev, at udenrigsminister Jevgenij Primakov tog over.
Siden dengang er Jeltsin så godt som forsvundet fra det politiske liv, og ministerpræsidenten har i stadig større omfang overtaget den daglige ledelse af landet.
Også i fremtiden vil Jeltsin formentlig være ret usynlig, selv om det ikke kan udelukkes, at han fra tid til anden vil træde frem og demonstrere handlekraft, f.eks. ved at fyre underordnede.
Efter planen skal det næste præsidentvalg holdes i juni 2000. Forfatningen åbner mulighed for valg i utide, hvis præsidenten dør eller bliver ude af stand til at regere, og oppositionen har i lang tid forsøgt at fremtvinge nyvalg. Men Jeltsin er blevet reddet af forfatningen; den siger nemlig slet ingenting om, hvem der skal afgøre, hvornår han er uarbejdsdygtig. Dermed er det Jeltsin selv, der har det sidste ord, og det er blevet klart, at han ikke frivilligt forlader Kreml, før valgperioden udløber.
Jeltsin er en politiker af populistisk støbning; omstændighederne har gjort, at han som præsident har repræsenteret liberale værdier. Han bærer selv et tungt ansvar for, hvor galt det er gået, når disse værdier skulle realiseres. Hans forståelse af deres faktiske indhold har næppe nogensinde været særlig dyb, og i dag er det faktisk længe siden, problemerne blev så store og komplekse, at han ikke længere var i stand til at udstikke vejen frem.
Sovjets dinosaurer
Da parlamentet stemte for Primakov som ny ministerpræsident, regnede få med, at han skulle være andet end en overgangsfigur. Dermed - og fordi han stadig formelt regerer på præsidentens nåde - kan han ikke alene udfylde det magttomrum, som Jeltsin har skabt.
Ganske vist er Primakov den, der mest åbenbart har tjent på Jeltsins svaghed. Den 70-årige ministerpræsident er endda blevet en af dem, russerne helst ser som deres næste præsident. Det skyldes først og fremmest det bedrageriske skær af stabilitet, der har lagt sig over landet siden kaos i slutningen af august, da rubelkursen blev sluppet fri og i løbet af få dage blev halveret.
Med sine omfattende beføjelser fører Primakov i dag en politik, som placerer ham trygt blandt de sovjetiske dinosaurer. Den udenrigspolitiske praksis udspringer af en intens frustration over Ruslands reducerede internationale indflydelse og er præget af traditionel magtbalance-tænkning.
Samtidig med, at Primakov har fået mere magt, er også andre aktører blevet styrket. Selve den kendsgerning, at Dumaen kunne afvise Jeltsins idé om at genindsætte Tjernomyrdin efter Kirijenko, er et tegn på, at parlamentet har vundet en del indflydelse på præsidentens bekostning, og ikke fremstår så kraftesløst som tidligere.
Større konsekvenser har det imidlertid, at også lederne af Ruslands 89 regioner optræder stadig mere selvstændigt. Man ser nu konturerne af et system, hvor ikke bare den føderale struktur hæmmes af snæver egennytte-tænkning, men hvor også regional selvhævdelse truer med at rejse barrikader, som gør, at Rusland ikke længere kan betragtes som én økonomi eller ét politisk system.
En regionalisering af de væbnede styrker er også en reel fare. Når bevillingerne fra Moskva udebliver, træderregionale ledere i stadig stigende omfang støttende til.
At forfatningen blev skræddersyet til Jeltsin, kan ikke forhindre hans efterfølger i at kræve den magt, den giver. Dermed er det også det forestående præsidentvalg, der vil afgøre, hvor magten i Rusland vil befinde sig i de kommende år.
For et Rusland, der har brug for en fornuftig økonomisk politik, et samfundsliv baseret på retsstatens principper, et godt forhold til nabostaterne og mere snarere end mindre demokrati, er samtlige de nuværende kandidater dårlige nyheder.
Sjuganovs kommunistparti har loyale tilhængere, men er samtidig forhadt af mange. Det svækker den illiberale og snæversynede partileders muligheder for at vinde anden valgrunde.
Lederen af det liberale parti Jabloko, Grigorij Javlinskij, er klart interesseret. Han vil imidlertid nok bevare titlen som "den bedste statsminister, Rusland aldrig får".
Tilbage er Moskavs borgmester Jurij Lusjkov og den tidligere general, nu guve-
nør i Krasnojarsk-regionen, Aleksandr Lebed. Lebed giver i dag indtryk af at forstå mere af verden udenfor end mange andre russiske politikere. For få år siden fremstod han imidlertid som en primitiv, men effektiv militær leder.
Lusjkov høster ros for at have fornyet Moskva. At hans økonomiske politik er uortodoks - mange vil sige snusket - tones ned. Det er heller ikke sandsynligt, at han kan føre den samme politik for hele landet med samme gunstige resultat.
Under Jeltsin er demokrati og markedsøkonomi blevet miskrediteret uden nogensinde at have eksisteret fuldt ud i Rusland. Hans efterfølger vil med stor sandsynlighed være mindre optaget af den slags værdier. Hvor stærkt tilbageslaget vil blive og hvor længe det vil vare, kan ingen vide endnu.
*Sven Gunnar Simonsen er forsker ved Institutt for Fredsforskning i Oslo
Oversat af Birgit Ibsen
