Analyse
Læsetid: 6 min.

Fornyet krigsfare i Kosovo

18. januar 1999

Der er nu reel fare for, at der igen bryder åben og omfattende krig ud i Kosovo

I en tidligere nyhedsanalyse, der blev bragt juleaftensdag, turde jeg ikke give den møjsommeligt opnåede våbenstilstand i Kosovo fra oktober 1998 noget langt liv. Den selvsamme dag, analysen stod i avisen, brød de første egentlige kampe ud, selv om de var kortvarige. Det var væsentlig hurtigere end forventet trods foruroligende tegn i det første tre uger af december. I Bosnien kunne man i det mindste regne med nogen stilstand i vintermånederne, selv om det var stilhed før stormen.
I Kosovo er det i disse dage omkring ét år siden, at Kosovas Befrielseshær (UÇK) startede sine systematiske nålestiksaktioner mod serbiske politibetjente i Kosovo. Også i denne vinter er guerillahæren gået tidligt igang, men niveauet er væsentlig højere end for et år siden.
Taktikken er imidlertid grundlæggende den samme: Den mest effektive metode i denne fase af kampen for selvstændighed for Kosovo-albanerne er angreb på de serbiske styrker. Det seneste eksempel er den nu afsluttede gidseltagning af et mindre antal serbiske soldater, som netop er blevet frigivet. Der er to formål med denne taktik: Dels at gøre serberne i Kosovo utrygge, dels at provokere dem til handlinger, som igen vil få omverdenens harme til at vende sig mod serberne. Således som det i vid udstrækning lykkedes i 1998.
Den jugoslaviske forbundspræsident, Slobodan Milosevic, af mange anset for den europæiske parallel til Saddam Hussein, bøjede sig i oktober 1998 i sidste øjeblik for et krav om troppetilbagetrækning og undgik derved NATO-bombardementer af de serbiske stillinger. Siden har de amerikanske forhandlere Richard Holbrooke og Christopher Hill arbejdet energisk på at strikke noget sammen, som kunne blive til en Dayton-aftale for Kosovo. Men hidtil uden held. Det lykkedes dog at få en OSCE-overvågning etableret i Kosovo. Og det til trods for, at en folkeafstemning i Serbien i marts 1998 med 95 procent af stemmerne afviste enhver udenlandsk indblanding i serbiske 'indre anliggender'.

OSCE-missionen er ubevæbnet. Men det var først i sidste uge, at folk fra missionen er blevet ramt af skud, heldigvis uden dødsofre. Men mønsteret med våbenstilstande, der ikke bliver overholdt, gidseltagninger og snigskytter, og overgreb mod internationelt personel, minder i sørgelig grad om situationen i Bosnien før den endelige våbenstilstand og Dayton-aftalen i efteråret 1995.
Også massakrer oplever vi denne gang. De friskeste og bedst belyste er nedskydningen af seks serbere på en café i Pec i midten af december og den massakre på i mellem 39 og 45 albanere, som netop er blevet afsløret, og som klart virker som et "tak for sidst" for gidseltagningen af de serbiske soldater.
OSCE-missionen har flere gange vist sin værdi ved at være tilstede og konstatere oplagte menneskeretsovergreb fra begge sider. Den seneste meget alvorlige var desværre ligeså forudsigelig som gidseltagningen og skuddene mod OSCE-personellet. Og det er desværre lidet sandsynligt, at det bliver de sidste af den slags episoder, og at der ikke vil ske endnu værre ting.
Den udenlandske taktik i Kosovo-spørgsmålet i efteråret var at true de serbiske styrker ud af Kosovo og skabe rum for at nå frem til en politisk løsning, mens vinteren lagde en dæmper på fjendtlighederne. Men taktikken var yderst risikabel, og der burde have været lagt større vægt på erfaringerne fra Bosnien: Hvis det, man prøver, er at strikke en fredsordning sammen, hvis 'retfærdighed' består i, at begge sider er lige utilfredse med den, så må man også involvere sig så kraftigt i ordningens gennemførelse, at man bliver i stand til at tvinge parterne. Det var det, man gjorde, da man besluttede sig til at sende en styrke, IFOR, på 60.000 mand ind i Bosnien.

Erfaringerne fra Bosnien viser, at hvor nyttige ubevæbnede observatører end kan være, er deres virksomhed afhængig af de lokale parters holdning - sålænge observatørerne ikke har en sådan militærstyrke i ryggen lokalt, at ingen tør genere dem. Det er ikke nok, som den svenske forhandler Carl Bildt har foreslået, at lade store styrker opmarchere ved grænserne til Jugoslavien. I bedste fald vil de kunne være med til at sikre, at observatørerne kommer helskindet ud, når det går løs. Men de kan på ingen måde sikre dem i terrænet. Og præsident Milosevic har erklæret, at hvis de 2.300 NATO-soldater, som nu er placeret som en 'extraction force' i Republikken Makedonien, overskrider grænsen til Kosovo i et forsøg på at få observatørerne ud, vil det blive anset for et angreb på Jugoslavien. Observatørerne kan altså sagtens alligevel ende som gidsler i konflikten.
Det, som burde være sket i efteråret, da de serbiske styrker blev trukket tilbage, var at internationale styrker var gået ind og havde besat de stillinger, de forlod. Nu har UÇK i vid udstrækning opfyldt det militære vakuum. Og det kan man ikke fortænke den i. I dag står den som en politisk magtfaktor, der har overhalet den parlamentariske frihedsbevægelse under den uofficielle præsident Ibrahim Rugova. Jo mere vold og krig der er, desto mere vil UÇK for den lokale befolkning fremtræde som det kort, man må satse på.

Det styrker også UÇK politisk, at den politiske veteran Adem Demaçi efter en pause i sommer igen påtog sig at være Befrielseshærens politiske talsmand. Her i januar har han været en tur i Tirana for at mødes med den unge premierminister, socialisten Pandeli Majko, som i 1998 afløste sin ældre partifælle, Fatos Nano som leder af Albaniens regering. Majko har spillet ud med en mere 'patriotisk' albansk politik end forgængeren, hvis tilbageholdende Kosovo-politik blev voldsomt angrebet af socialistpartiets ærkefjende, ekspræsident Sali Berisha. Majkos udspil er at forsøge at samle alle fløjene på den albanske side i Kosovo til en enig front med Tirana i ryggen. Majkos erklærede mål er dog ikke radikale: Han har udtalt sig for en løsning baseret på en omdannelse af Jugoslavien til tre republikker: Serbien, Montenegro og Kosovo, som en realistisk mulighed.

Det er en løsning, man ville kunne presse præsident Rugova til, men ikke i den nuværende situation UÇK. Denne er nu så styrket, at den har meget lidt at vinde ved en kompromis af denne art, som tilmed ville kunne true dens troværdighed. Og i Milosevics bagland i Serbien er der ligeledes kræfter, som gerne ser situationen 'løst' med militære midler og bilder sig ind, at udlandet nok vil bøje sig for det i sidste ende. Igen på mange måder en parallel til situationen i Bosnien 1993-95. På begge sider er der kræfter, som forbereder sig bevidst på en optrapning af konfliken

Mens dette skrives er NATO-udenrigsministrene samlet i Bruxelles for at diskutere, hvad der kan gøres. Både præsident Clinton og den britiske udenrigsminister Robin Cook har udtalt sig meget kritisk om serberne, og Rugova har direkte opfordret NATO til luftangreb.
Det er der imidlertid ikke meget perspektiv i, hvis man vil have fred i Kosovo. Gennemførte luftbombardementer ville 'lukke' Kosovo og Jugoslavien for det internationale samfund på samme måde, som det skete med Irak. Og så kan konflikten trække yderligere i langdrag og koste endnu flere humanitære ofre. Langt bedre ville det være, hvis man kunne udbygge OSCE-missionen med en så stærk international militær tilstedeværelse, at man kunne forhindre, at store mængder serbiske tropper strømmede ind i Kosovo for at hjælpe politiet mod UÇK, og støttestyrker til Befrielseshæren udefra. Den store gevinst ved oktober-aftalen var en delvis demilitarisering af Kosovo. Hvis den skrider nu, vil det blive meget sværere at få situationen i området under kontrol og få tilvejebragt en fredelig, demokratisk baseret løsning på Kosovo-problemet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her