Læsetid: 7 min.

De fortabte sønners opgør

27. januar 1999

Dramatikeren Henrik Krogholt er parat med sit andet teaterstykke, 'Høsten', et stykke
om faderopgør, opdragelse og sandheden bag løgnene

TEATER
Det er midt om natten, da de to brødre Paw og Rake kaster en sten gennem ruden til stuehuset i deres fars gård - en gård, hvor de ikke er vokset op, og en far, som de ikke har set noget til, siden de var hhv. fem og 14 år gamle. Nu er de hver for sig kommet for at tage det endelige opgør med faderen. Et opgør, der er nødvendigt for, at de kan tilkæmpe sig deres egen identitet, og som kan sætte dem fri til hver især at komme videre med deres forhutlede liv.
"De kommer i søgen efter en far. Men de kommer hver for sig, og ved et sammentræf mødes de på et værtshus, hvor de begge leder efter faderen. Men at nå helt frem til lastens hule er både en trang og en uvillig handling. Det er ligesom et paradoks i sig selv. Da de uforvarende er nået helt ind i løvens hule, er der ligesom ikke rigtig nogen vej tilbage. Nu er de der, så nu skal opgøret stå," forklarer den 33-årige Henrik Krogholt om sit andet stykke, Høsten, der foregår i et forfaldent husmandssted helt derude, hvor rigtige mænd høster en hel roemark med de bare næver på en enkelt weekend.
Ligesom i debuten Menneskereden er det temaer som 'ligegyldighed i opdragelsen', 'det falske ydre' og begreber som sandhed og moral, der ligger dramatikeren på sinde. Men hovedbudskabet er, at alle sønner har brug for et maskulint modspil for at danne deres egen identitet.
Stykket afspejler dels Henrik Krogholts egne erfaringer med sine forældres skilsmisse, hvor han stod tilbage som den ældste i en søskendeflok på tre og pludselig skulle udfylde faderrollen. Og dels er det hele udviklingen i familiemønstret i Danmark, der optager ham, og som har virket som inspirator under skriveprocessen.

Ragnarok på vej
Selv karakteriserer han stykket som "et forvarsel om ragnarok i en tid, hvor den traditionelle manderolle har spillet fallit."
"Jeg tror, at alting kan kædes sammen på en eller anden måde, og det fald i moral og etik, som jeg synes foregår i dag, tror jeg, vi kommer til at se mere af, fordi mange ikke har nogle ældre rollemodeller, som er ærlige og oprigtige. Det er arven fra generation til generation, der gør, at vi lærer at fungere i samvær. Og det er manglen på dette, der gør at ragnarok kommer, hvis ikke vi gør noget ved det," siger Henrik Krogholt og forklarer, at stykket for ham lige så meget handler om troskab som om faderopgøret.
"Det handler ikke kun om troskab mellem mennesker og om, at man ikke må bolle udenom. Det er troskab som begreb. Og troskab er i sin grundessens sandhed. Altså at forholde sig til sandheden selv om den er upopulær, selv om den er til fare for dig selv, selv om den kan koste dig noget. Man må lære, at sandheden er det væsentligste for at bevare sit eget væsen og for at holde fast i sin identitet. Og det er i høj grad det, der sker i stykket. Alting falder fra hinanden, fordi brødrene har opbygget en identitet på løse rygter, løgnehistorier og genfortællinger," siger den unge dramatiker.

Mærket for livet
Rake, der spilles af Lars Lippert, var 14 år, da forældrene blev skilt, og han kan som den eneste af brødrene huske faren (Henning Jensen). Rake forsvinder ud i den store verden, så snart han får mulighed for det, men erindringerne om de bank, han fik af faren, fulgte lige i hælene.
Paw (Martin Hestbæk) har derimod kun den ti år ældre brors ord for, hvordan faderen var. Siden skilsmissen har han forsøgt at stykke en far sammen af de syv mænd, moren har boet sammen med siden - uden held. Han er splittet mellem et ønske om at vinde farens kærlighed og et had mod den samme far, der aldrig har været der.
Begge brødre er dybt mærket af manglen på en faderfigur, der kunne have givet dem nogle moralske retningslinjer for, hvordan man lever et liv. I stedet viser det sig, at historien er begyndt at bide sig selv i halen, da begge brødre bærer på hver deres frygtelige hemmelighed.
Og det er disse hemmeligheder - og faderens - der skal frem i lyset, før brødrene kan komme videre - præcis som i Menneskereden.
"Det er meget vigtigt for mig at 'få renset luften', og jeg synes, at alle mennesker snart skulle tage sig sammen til at få mod til at høre på hinanden. Jeg giver Paw og Rake muligheden for at holde op med at løbe efter det, der ikke kan lade sig gøre og måske at begynde at koncentrere mig om, hvad der kan lade sig gøre. De har hver især en skæbne, som de ikke umiddelbart kan løbe fra. Der er ingen vej tilbage for de to knægte. De er nødt til at beslutte sig for, hvad de skal gøre herfra, så på den måde er der en form for forløsning i stykket, men det er ikke nogen lykkelig slutning. Det gider jeg ikke," siger Henrik Krogholt, der bevidst har forsøgt at skrive et stykke, hvor alt ikke falder på plads til sidst.
"Jeg er ved at være træt af den skabelon, hvor den gode vinder pigen til sidst, og den dårlige går det galt. Jeg er vokset op i en tilværelse, hvor det bare ikke er sådan."
Brødrene, der ikke har set hinanden siden Paws konfirmation, har også et indbyrdes opgør at tage. Rake lider under, at han ikke kunne slå til som faderfigur efter skilsmissen, mens Paw føler sig svigtet af en storebror, der bare stak af til udlandet og lod ham tilbage hos moderen og søsteren.
De forliste forhåbninger giver næring til gensidig mistro og jalousi - og det forstærkes, da naboens smukke datter Line dukker op midt om natten, og puster til ilden med sine teorier om kærlighed, troskab og familieliv.

Kvinden som trofæ
"Line er med, fordi kvinden er prisen for alt, hvad vi laver. Det er kvinden og jorden, det hele handler om, og det er et forsøg på at give historien et mytologisk islæt. At gøre det lidt større end menneskene selv," forklarer Henrik Krogholt.
Cirkeline - som hun egentligt er døbt - er et produkt af hippietiden. Hun er vokset op i et kollektiv og har været vant til at kalde sine forældre ved fornavne, fordi de mente, det kunne forebygge autoritetstro. "Du kalder jo heller ikke din psykolog for psykolog, hvis du kender hans navn," argumenterer hun med faren, Viggos, ord.
"Line er et hav af citater fra en psykologistuderende far, der sikkert er evighedsstudent, og citerer et hav af undskyldninger for moderens utroskab. Hun er et sammensurium af de ting, og hun prøver at have alle tekstbogsideerne til, hvordan man rigtigt burde leve livet. Men Line finder heller ikke en identitet i den anden grøft. Hun har været voksen, siden hun var helt lille og har skullet sagliggøre alting, finde løsninger og debattere situationer. Der er vi heller ikke tjent med at være," mener Krogholt.

At opleve os selv
Men Line er også med for at hjælpe os til at se mændenes opgør. For da hun pludselig opdager situationens alvor - at det faktisk er livsfarligt at være i stuen - da er det som om, hendes stemme går i stå. Men hun er fanget der i stuen, og vi identificerer os med hende og fyldes med en følelse af, at vi nok ikke burde være der længere. Men det er netop det, vi kan lære noget af og tage med hjem, mener stykkets forfatter.
"Jeg synes, teater er at sætte ord på, hvad du føler, så du kan gå ind og se nogle levende situationer og høre nogle levende ord på noget, du selv kan mærke er sandt i en eller anden grad. Man føler en dyb ensomhed, når man erkender, at man har gjort noget forkert. Så at opdage, at den også findes hos andre, er så befriende, som noget kan være," siger dramatikeren, der selv bruger skriveprocessen som en slags terapi. En måde at fordybe sig, til han finder svaret på, hvorfor f.eks. faren handler, som han gør. Og en måde at skrive sig fri af dels sine tidligere stykker og dels sine tidligere oplevelser. For som han siger: "Mit teater er mit liv."

*Høsten af Henrik Krogholt, iscenesættelse: Emmet Feigenberg, scenografi: Kim Witzel, urpremiere i dag i Turbinehallerne. Til d. 26. februar

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her