Læsetid: 5 min.

Fred kærlighed og myrer

25. januar 1999

Amerikanske forskere mener, at samarbejde er nøglen til succes hos den Argentinske Myre. Men kan resultatet overføres til det største skadedyr af dem alle, mennesket?

FABULERING
"Hvorfor bekæmper vi hinanden? Lad os i stedet arbejde sammen." Sådan cirka siger den lille arbejdermyre Z med Woody Allens stemme, da han til sidst i den computeranimerede film Antz redder halvdelen af sin myrekoloni fra druknedøden og i tilgift erobrer prinsessens hjerte. Z får koloniens soldater til at indse, at det vil gavne kolonien, hvis de danner fælles sag med arbejderne, i stedet for at bekrige dem.
Moralen i denne amerikanske fabel er selvfølgelig bøjet i neon: Krig er noget skidt, og verden ville se meget bedre ud, hvis vi alle arbejdede sammen.
Fra Æsops fabler til Løvernes Konge har vi ud af dyrefabler udledt moraler og leveregler med gyldighed i menneskets verden, og ofte har vi tilsvarende tolket dyrenes handlinger i den virkelige verden som funderet i menneskelige bevæggrunde - det der kaldes at antropomorfisere. Det sidste sker ofte på temmelig gyngende grund - videnskaben har aldrig kunnet bekræfte, at dyr som delfiner eller hunde skulle tænke som os mennesker. Alligevel fristes vi ofte til at bruge menneskelige allegorier på dyrenes handlinger.

Virkelighedens Z
Da Reuters sidst i oktober udsendte et telegram med overskriften "Ants Make Love, not War" - og underrubrikken (oversat til dansk): Fred er den bedste vej - var det således ikke for at berette om filmen Antz, men om de nyeste resultater indenfor myrmekologien - forskningen i myrer.
En gruppe amerikanske biologer havde i det videnskabelige tidsskrift Science offentliggjort resultater, der antyder, at den store succes hos en nyindvandret myreart i Californien skyldes, at de forskellige myrekolonier samarbejder - hvilket de ikke gør i Sydamerika, hvor arten naturligt hører hjemme.
Men overskrift og underrubrik passer i virkeligheden bedre på myrefilmen, end på forskningsresultaterne:
Hvor Z og prinsesse Bala virkelig ønsker fred med såvel artsfæller, som hvepse, mariehøns og tæger, så søger virkelighedens myrer ikke fred, men succes (ordet søger er vist i denne sammenhæng også en antropomorfisme). Succesen kan måles i antallet af kolonier, og dem har de nyindvandrede myrer efterhånden så mange af i Californien, at en lang række af de naturligt hjemmehørende myrearter og andre insekter trues med udryddelse.

Myriader af myrer
Man har længe antaget, at grunden til, at man altid finder de såkaldt unikoloniale myrer - hvor grænsen mellem forskellige kolonier er mere eller mindre flydende - i store bestandsstørrelser, netop er, at de (i modsætning til de multikoloniale myrer) ikke udviser aggressiv adfærd overfor artsfæller i andre kolonier.
Men med artiklen i Science leverer de tre forskere fra University of California med et elegant eksperiment for første gang empiri til understøttelse af teorien.
Linepithema humile, som den forkætrede myre hedder, har som nævnt sit naturlige udbredelsesområde i Sydamerika, (og kaldes derfor også den Argentinske Myre). Her lever den i små bestandsstørrelser, hvilket også giver plads til andre myrearter. Desværre har L. humile - uvist af hvilke årsager - de sidste 30 år bredt sig ud til store dele af verden: Australien, New Zealand, Sydafrika, Saudi-Arabien, den europæiske del af Middelhavet og Californien.
Og på de nyerobrede kontinenter har myren langt større succes end i hjemlandene - så stor at også mennesker føler sig generet af den i deres køkkener, (hvilket måske forklarer, hvorfor beretningerne om den argentinske myre alle kommer fra velstillede lande).
De tre biologer indsamlede 44 kolonier af L. humile - nogle med de aggressive myrer og andre med de mere gemytlige. Derefter satte de kolonierne sammen to og to i et system, hvor de via plasticrør skulle hente føde i det samme område: De aggressive sammen med de aggressive og de ikke-aggressive sammen med de ikke-aggressive.
I systemerne med de aggressive myrer udkæmpede de to kolonier især i starten territoriale kampe - ofte med døden til følge - indtil grænsen mellem de to kolonier lå fast. Typisk blev der udstationeret arbejdermyrer ved røråbningerne ind til det fælles fødeområde.
Hos de ikke-aggressive myrer var harmonien til gengæld så stor, at selv mellem kolonier, indsamlet mere end 80 kilometer fra hinanden, kunne det ske, at alle dronninger blev flyttet over i den ene koloni, og derefter serviceret af de to kolonier i fællesskab.
Resultatet viste sig i antallet af individer: Efter 70 dage var der dobbelt så mange arbejdermyrer og tre gange så meget afkom hos de myrer, der samarbejdede, som hos dem, der bekrigede hinanden.
Nu er det i sig selv ikke en revolutionerende nyhed. Lidt kynisk kunne man sige, at de tre forskere blot har ført et videnskabeligt bevis for noget, mennesket har vidst siden huleboernes tid: At det kan betale sig at arbejde sammen.
Det er straks sværere at påvise, hvorfor de udvandrede myrer arbejder sammen.
Selv foreslår Holoway, Suarez og Case, som de tre myrmekologer hedder, at en af forklaringerne kan være den lave genetiske variation, man har observeret hos udvandrerne.
Det kan således tænkes, at de forskellige myrekoloniers dufte ligner hinanden så meget, at myrerne ikke kan lugte forskel på dem. Alternativt kan man forestille sig, at myrerne sammen med den genetiske variation har mistet evnen til at skelne mellem forskellige kolonier.

Alene til fadet
Her er det så fristende at prøve at overføre resultaterne til menneskets udviklingshistorie: Kan vores arts kæmpe succes skyldes, at vi på et tidspunkt i evolutionen har fået en mere afslappet attitude overfor vores artsfæller, og dermed har kunnet høste frugterne af et øget samarbejde?
Selv vil de tre forskere kun strække sig til at skrive, at deres resultater nok også kan overføres på andre sociale insekter. Og til Reuters sagde Holoway da også, at han ikke brød sig om at drage menneskelige konklusioner ud fra dyreeksperimenter. Samtidig pointerer forskerne i Science, at man også kan forestille sig andre forklaringer på den Argentinske Myres globale spredning.
En anden myrmekolog, amerikaneren Phillip Ward, mener således, at forklaringen ligger i den manglende konkurrence fra andre myrearter. L. humiles nærmeste konkurrenter i Australien er knap så 'tøsede' (Wards egen antropomorfisme) som i Californien - og den Argentinske Myre har da også haft sværere ved at brede sig i Australien. Samme mekanisme ligger bag succesen hos en lang række andre biologiske invasioner, fra Bjørneklo i Danmark til Oksefrø i Australien: Naturlige fjender og konkurrenter mangler, og derfor kan de invaderende arter sprede sig hæmningsløst.

Survival of the fittest
Denne forklaringsmodel passer måske også bedre på alle tiders skadedyr: Homo sapiens. Ved spredningen ud over nye kontinenter mødte mennesket formentlig mindre modstand fra konkurrerende arter og rovdyr end i de afrikanske økosystemer, hvor hovedparten af menneskets udviklingshistorie har udspillet sig.
At mennesket ikke har haft samme fredelige attitude overfor andre arter, som den Z sejrer med i Antz, kan man så alt efter temperament glædes eller græmmes over. Menneskets succesrige udvikling er sket på bekostning af et utal andre arter. Først nu, hvor vores materielle overskud er så stort, som det er - og vi er truet på livet af vores egen vækst - kan vi tillade os at lave fabler, der fortæller, at vi skal være flinke ved alle, fra bakterier til delfiner. Men det har ikke været vejen til vores evolutionære succes, og det vil den Argentinske Myre (undskyld antropomorfismen) sikkert nikke genkendende til.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her