Ib Geertsen er netop fyldt 80 år. Hans jazzede kunst er en rytmisk leg med farver og former
KUNST
I Statens Museum for Kunsts nye afdeling, der set fra Østre Anlæg ligner et stort gebis beklædt med glas, er der mindre kunst at skue end i en hvilken som helst anden virksomhed af tilsvarende størrelse. Der anes kun to værker, hvoraf det ene, en mobile, er skabt af Ib Geertsen. Hans mobile interagerer på elegant vis med det store rum og forlener snelandskabet, som jeg i mit stille sind har døbt 'the void', med lidt
orange, gule og røde farveelementer og dermed en smule liv.
Konkret kunst, geometrisk abstraktion, neo-geo er betegnelser, der svirrer i luften, når talen falder på den efterhånden aldersstegne kæmpe, Ib Geertsen, der har været aktiv medspiller på kunstscenen i de seneste 50 år. Nu er han netop fyldt 80 år og har i dén grad stadig fingeren på pulsen. Hans værker er blevet en vogue her i halvfemserne. De spiller en stigende rolle for de unge kunstnere, der i de senere år har genoptaget og videreudviklet de formelle undersøgelser af fladen, som Geertsen indledte fra Linien II i 1947. Som Lars Bent Petersen skriver i det lille katalog til udstillingen i Vestsjællands Kunstmuseum, så kom Geertsens kunst som en åbenbaring for ham og hans ligesindede på Kunstakademiet i midtfirserne, hvor det neoekspressive maleri fyldte hele feltet.
Det var altså muligt at artikulere nogle problemstillinger uden for maleriets ramme. At male andet end vilde malerier. Det var muligt at lave en kunst, der - med Geertsens egne ord - kunne "skabe en rigere tilværelse for det enkelte menneske i det industrialiserede samfund," konstaterer Lars Bent Petersen. Et paradigmeskift var under opsejling. Ikke kun for Petersen og beslægtede ånder, men for kunstscenen generelt. Fra USA kom den cool og undersøgende 'neo-geo' og gav den konkrete kunst en renæssance. "Modernismens interesse for form og farve er et eller andet sted renæssance-maleriets virkemidler blot reduceret mest muligt," skriver Lars Bent Petersen.
Mobiler og serigrafier
Ib Geertsen har fra første færd været optaget af at skildre bevægelse i rum i sine malerier, og hans mobiler kan ses som en konsekvens af at rumliggøre dem. Her udviklede han dråben, der skulle blive hans logo. Hans mobiler udgør en selvstændig historie. Han hængte så at sige sine malerier op, så de kunne vibrere i luften og derved uophørligt skabe nye billeder, alt efter bevægelsen.
Udstillingen i Vestsjællands Kunstmuseum i Sorø viser eksempler på mobiler, stillestående skulpturer og malerier fra 1948-60. Her oplever vi en kunstner, der kompromisløst går fra det organiske - med den karakteristiske amøbeform, og frem til et mere fladebetonet maleri, hvor store, skabelonagtige former i divergerende farver fylder fladen. Det er så morsomt, at Geertsens skulpturer i denne fase faktisk fremstår, som var de skabeloner, udklippet af papirark. At han også er en stor grafiker, fremgår af de tre mapper med hver seks serigrafier. Form og farve, gule og blå rum og lys og bevægelse, er deres sigende titler. Hos Geertsen optræder de lyse farveharmonier mellem spektralfarver og deres forskellige varianter og en dans af stor og enkel skønhed opstår på fladen. Det er farvens lyskraft, vi her er vidne til. Et stærkt budskab her i januar.
*Ib Geertsen. Maleri og skulptur 1948-60. Vestsjællands Kunstmuseum, Sorø. Ti.-sø. 13-16. Til 31. jan. Lys og Bevægelse, serigrafisk udstilling. Danske Grafikeres Hus, Sølvg. 14, Kbh. Ti.-fr. 13-18. Til 9. feb.