"Jublen over Europas nye valuta vil nærmest ingen ende tage, og fra flere sider - specielt i Den Europæiske Centralbank - skinner øjnene på finansfolkene af bare glæde over den nyfødte valutas styrke over for blandt andet dollaren."
Børsreportage tirsdag fra Ritzaus Bureau
"Industri, landbrug og store dele af fagbevægelsen ser gerne afstemningen gennemført så hurtigt som muligt."
Forsidehistorie tirsdag i Jyllands-Posten
EUROFORI er den blevet kaldt. Denne særlige monetære lykkefølelse, der har præget modtagelse af den nye europæiske valuta. Euroen er kommet godt fra start, og kursen noteres en smule højere end forventet - hvilket har ført til et svagt rentefald. Også aktiebørserne har nogen af de gode dage. Her går det godt.
De positive toner fra de indledende euro-fanfarer har også givet genklang i det danske folkedyb. Diverse målinger melder om et stemningsskift: Der er nu tilsyneladende flertal for et ja til EU-valutaen.
Raske folk står klar til at gribe situationen. Fra erhvervslivet, fagbevægelsen og de politiske partier myldrer det i disse dage frem med euro-tilhængere,
der opfordrer til en hurtig afstemning.
UTROLIGT nok er euroforiens saglige grundlag først og fremmest erfaringerne fra to døgns forsigtig handel på verdens finansmarkeder. To døgn, der fortæller meget lidt om euroens muligheder på længere sigt.
Det er forståeligt, at der i disse dages jubles blandt de mange erhvervsfolk og politikere, der i årevis har argumenteret for en fælles valuta. Deres sag har mange gange undervejs været dømt til en sikker plads på historien vigespor for kuldsejlede planer. Nu er et storstilet og superambitiøst projekt søsat.
Men det er også et eksperiment, der er sat i gang. En så stor valutaunion er aldrig tidligere blevet forsøgt. Og det er ganske enkelt ikke muligt at vurdere systemet ordentligt, før det har overlevet de første væsentlige kriser.
FØRST når euroen har overlevet et par internationale finanskriser, en økonomisk recession i Vesteuropa og et par alvorlige politiske kriser i EU, vil det være muligt at komme med andet end spådomme om dens holdbarhed og samlede effekt.
Hvis for eksempel den igangværende afmatning i den internationale økonomi forstærkes, og euroen samtidig giver ekstra ledighed i de mindst effektive regioner, kan der hurtigt komme budgetproblemer i flere af euro-landene. I en sådan situation vil der være regeringer, der får alvorlige problemer, når den fornødne krisepakke skal på plads.
Et skrækscenarie handler om enkelte lande, der bryder den økonomiske disciplin og må straffes med de bøder, der er en del af aftalesystemet. Hvorefter den upopulære krisepakke alligevel gennemføres, mens krisen forværres og vreden rettes mod EU.
OM sådanne forløb er social realisme eller unødvendige bekymringer vil fremtiden vise. I det seneste år har EU-landene godt nok oplevet en forbløffende grad af valutarisk stabilitet sammenlignet med de dybe kriser, der har ramt såvel Sydøstasien og Latinamerika. Men det er ikke længere siden end i 1992-93, at et stort anlagt EU-valutasamarbejde brød sammen, selvom regeringer og centralbanker kæmpede imod.
En ting er udfordringen fra markedet. En anden er den politiske dimension. Euroen er først og fremmest et politisk projekt - og et redskab til at sikre en stadig tættere europæisk union. Kravene til stadig tættere samordning mellem landene er så at sige indbygget i systemet.
En sådan beskrivelse er bredt accepteret syd for
Kruså, men det var betegnende for spændingerne i fællesskabet, at den tyske finansminister, Oskar Lafontaine, i sidste måned kunne sætte især britiske sind i kog med en ganske logisk udtalelse om, at den fælles valuta kræver flertalsbeslutninger om skat.
RASKE KRAV om en hurtig dansk afstemning satser på at udnytte den aktuelle folkestemning. Der er logik i at sikre en dansk afklaring, inden euroen om tre år går ind i den fase, hvor den nye valuta også i praksis er det fælles betalingsmiddel. Men at hævde, at der skal stemmes nu, fordi euroen allerede har vist sig at være en succes, er mest af alt bondefangeri.
I forvejen er hele euro-processen demokratisk set en betændt sag på EU-plan. Den regelrette vej til en valutaunion går via en politisk union, der er stærk nok til at træffe alle de beslutninger, der er en forudsætning for at have en fælles økonomi og en fælles mønt.
Problemet med at starte med valutaunionen er dobbelt. Dels har det et element af demokratisk humbug. Dels er der risiko for, at netop den forhastede model ender med at skabe dybe konflikter mellem landene.
I EN sådan suppedas vil det være en beskeden ambition, at danskerne satser på at blive den af EU-befolkningerne, der har sat sig bedst ind i euro-sagen før en folkeafstemning.
Også selvom det hører med til billedet, at udfaldet af en dansk afstemning ikke vil være det afgørende - heller ikke for Danmark. Det helt afgørende for alle lande er, hvordan euroen kommer til at virke på europæiske plan.
Lykkes projektet og holder euroen vil den blive omdrejningspunktet for den europæiske politiske og økonomiske udvikling de kommende årtier. Bliver den det, vil euro-zonen uvægerligt hen ad vejen sætte standarden for ikke blot rentepolitik men også skattesatser, arbejdsmarkedsregler og niveauet for de sociale udgifter. Med andre ord for danskernes økonomiske liv. Det vil i stort omfang ske, uanset om Danmark står lige indenfor eller lige udenfor zonen.
Og andre placeringer er som bekendt fysisk umulig. Velkommen til Euroland. mol
