Læsetid: 3 min.

Go To Gate!

14. januar 1999

Disciplineret spil på Aalborg Teater

Teater
Aalborg Teater har gennem snart længere tid været under interiør-forvandling. Ud er røget alle stukkatur-mindelser om det hyggeligt kitschede, rokoko-klassicistiske (eller hvad pokker det hedder), nu aftegner den skinbarligste nutid sig overalt, duftløs og anonym som en banegård eller lufthavn.
Det er sikkert rationelt. At der er blevet garderobe (og kiosk) i den kælder, hvor Kælderscenen stort set ikke spillede, at foyeren er blevet en veritabel ankomsthal, at førstesalens store åbne bar nu (pga. et gigantisk trappegennembrud) er ren transit, til Store Scenes balkoner - eller til andensalens nye Intimscene, dér hvor den stilige, den reserverede bar var før. Den gamle garderobe i stueetagen er til gengæld undervejs til at blive café, til sommer også for andre end lige dagens teatergæster. Og dét er jo godt nok, om så ellers nutidens unge vil synes bedre om den kølige hi-tech end om traditionens gevandter. Dem som man åbenbart har været bange for ville skræmme det enogtyvende århundredes teaterpublikum bort.
Helt i stilen var det da, at programmet til premieren på den ny Intimscene var formet som et boarding card og at man høfligt blev bedt om at go to gate. Og så meget mere fordi Bokseren og violinistinden faktisk udspiller sig om bord på et transatlantisk fly.
Den franske dramatiker Bernard da Costa har i stykket spundet sin særlige ende over en fatal historisk New York-flyvning, der den 27. oktober 1949 endte brat mod en klippevæg på Azorerne. Med på turen var nemlig to berømtheder, violinistinden Ginette Neveu (stjernesolist med New York Filharmonikerne) og mellemvægtsbokseren Marcel Cerdan, der skulle forsøge at genvinde det verdensmesterskab han året forinden havde tabt til 'Raging Bull' La Motta. De to blev rigtignok fotograferet sammen i Orly før afrejsen, men om de ellers konverserede undervejs vides af gode grunde ikke. Til gengæld gør det umage par det så sandelig i Bokseren og violinistinden, som er en veritabel taletur.

Kappestrid på ord
Den jovialt snaksomme bokser støder straks på finkulturens arrogante fordomme om simple nævefægtere, men lader sig ikke sådan gå på, han hævder stolt sin sport som ædel kunst, og trækker snart musikeren ind i en kappestrid på ord, der skal afgøre hvem der nu egentlig er finest.
Taletur, skrev jeg. Og tænkte også dermed på det fænomen, der i sociolingvistikken bærer navnet, nemlig det sæt af høflighedsregler der gælder for en ordentlig samtales afvikling. De to forsynder sig faktisk heftigt derimod, afbryder og tager ordet fra hinanden - for et godt ord. Men som i en jævnbyrdig, engageret snak kommer der til slut musik ud af det, samtalen bølger frem og tilbage, rytmisk, i lange associationskæder og bratte skift. Og det, der først var let krænkede parader på den professionelle æres vegne, viger efterhånden for den slags betroelser vildtfremmede sommetider kan bruge hinanden produktivt til. Der kommer ting og sager på bordet, om ensomhed, jalousi, nedrige magtspil osv., og lige før den skæbnesvangre slutning har de to - i en let hysterisk champagnerus - erkendt hinanden som inderligt sjælsforbundne.

Intense spillere
Det er jo svært opbyggeligt, og i referat og ved nærmere eftertanke ikke specielt overbevisende. Men som Barbara Borchorst og Ole Jakobsen her spiller det, glemmer man det næsten. Da Costas tekst - der her får Skandinaviens-premiere - er absolut velsmurt og med mange barokke punch lines, men et partitur, der virkelig kræver intense spillere. Halvtreds år efter flyturen er der f.eks. ikke samme strøm på kulturkonflikten mellem håndens og åndens arbejde, lige meget hvor meget skuespillere så kan spejle sig dobbelt deri. Og snævre flysæder på et lille podie levner sandt at sige ikke megen plads til udfoldet kropsligt udtryk.
Teatrets flykabine, intimscenen, fungerer ellers fint. Med god benplads til tres passagerer, en nøgen scene med no nonsense-uafskærmet lys, helt elementært og nær på. Og Aalborg Teaters agtede skuespiller Jørgen W. Larsen har som instruktør - ikke for første gang - virkelig disciplineret sine spillere. Det klæder f.eks. Barbara Borchorst at skulle spille barsk og rå, og Ole Jakobsen finder bag fightermasken fint poliske, bløde udtryk.
Forestillingen er en af teatret egentlig uafhængig "Profil Teater Produktion", som godt kunne fortjene at blive spillet også andre steder. Fra teatrets nye 'dramatikerlaboratorium', hvortil bl.a. Jan Sonnergaard nylig er blevet knyttet, håber vi med tiden at kunne se lovende resultater - på Intimscenen. Go to gate, please...

*Bernard da Costa: Bokseren og violinistinden. Oversættelse (og suffli): Gitte Sørensen. Iscenesættelse: Jørgen W. Larsen. Aalborg Teater, Intimscenen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu