Læsetid: 19 min.

Den grønne kompakte by

2. januar 1999

Byer er civilisationens vugge, der fortætter og er motor for vores kulturelle udvikling. At sætte byernes kultur tilbage på den politiske dagsorden er helt afgørende, mener den britiske arkitekt Richard Rogers, der er en blandt flere kritikere af det 20. århundredes arkitektur og byplanlægning

Jeg har mistet troen på denne profession. Vi bør ikke fortsætte med at spille de riges spil. Vi er nødt til at involvere os i de virkelige behov, som de dårligst stillede personer i verden har. Arkitekter, involvér jer i humanitetens fremtid! Og gør det på en måde, der adskiller sig fra arkitekterne i min generation!"
Den aldrende og kendte arkitekt og vinder af den ansete Pritzker-pris, Ralph Erskine, appellerer til de nye generationer af arkitekter om ikke lade sig fange af middelklassens og de velstilledes umættelige behovstilfredsstillelse, men gå en anden vej og skabe en funktionel, social og skøn arkitektur, der gør de fysiske rammer bedre for de dårligst stillede. Ikke bare i Den Tredje Verden, men også i de udviklede vestlige lande. Erskine, der i en årrække har boet i Sverige, længes ikke tilbage til Bauhaus og den moderne bevægelses storhedstid, men søger efter noget andet:
"Jeg begyndte mit arbejde som arkitekt i Bauhaus, der kombinerede interessen for de nye materialer og konstruktionsteknikker med et socialt engagement. Men denne filosofi, som blev lagt i hænderne på nogle frygtelige arkitekter, omformedes til en stil. En stil af hvide bygninger, flade tage og store vinduespartier. Det blev til en dogmatisk stil og mistede alle sine sociale og menneskelige ambitioner."
Erskine er langt fra en ensom kritiker af de resultater som arkitekturen har skabt i det 20. århundredes byer. Den kontroversielle og visionære high-tech arkitekt, Richard Rogers, der vel nok er bedst kendt for Pompidou Centeret i Paris og Lloyds-bygningen i London, har også markeret sig som en skarp kritiker:
"Pionererne i den moderne bevægelse - Frank Lloyd Wright, Le Corbusier, Mies Van der Rohe, Nervi, Alvar Aalto, Buckminster Fuller, Lubetkin, Prouvé - brugte industrielle teknikker og nye former, fordi det gav et tilbud om kreativ frihed og muligheden af sociale forbedringer."
"I dag er potentialet i disse teknikker kun brugt til en eneste ting: at tjene penge. Kig ordentlig efter på den gennemsnitlige kommercielle bygning, og man ser, hvor skrabet og ubearbejdet den er. Efter et århundrede med forfinelse, har stål og betonbygningerne aldrig været så billige at bygge, og vi har aldrig bygget så billigt før. Disse golde strukturer med facader, valgt som om de var fra et katalog, har ingen troskab overfor stedet eller mennesker. Bygninger af alle typer er pakket og standardiseret; arkitekter vælges på grundlag af en lav pris snarere end ud fra kvaliteten af deres arbejde. Vore dages bundlinie-økonomi rummer ingen incitamenter til at investere i økologiske teknologier, som kun giver afkast på lang sigt. Og den giver ingen incitamenter til at bruge gode materialer, at forme bygninger som et landskab og ikke engang til at plante et træ. Professionen er fordømt til at lave de største indhegninger for færrest penge på kortest mulig tid."

Millenium kuppel
Personer med stærke meninger som Rogers gør sig selv sårbar overfor kritik. Og der er faktisk ført retssager om flere af hans bygningsværker for at være for konstrueret af for dårlige materialer. I øjeblikket overvejer bystyret i Bordeaux at sagsøge ham, fordi glasfacaden er begyndt at sprække på byens i øvrigt meget smukke retsbygning, som han har tegnet.
Og netop nu raser debatten i Storbritannien om Rogers gigantiske Millenium Dome - en 49 meter høj cirkusagtig kuppel, der skal udspændes over et otte hektar stort areal på Greenwich til fejring af det nye årtusind.
Millenium Dome har plads til 35.000 mennesker under sit tag, og den åbnes nytårsnat den 31. december 1999 med deltagelse af alle mulige celebriteter, politikere og kendte fra underholdningsbranchen.
Prins Charles har udtrykt bekymring over kuplens mangel på "kristen symbolik" og Angelica Goodden fra St. Hildas College i Oxford har i avisen The Times skrevet, at arkitekturen "ser ud til at tjene megalomaniens mål. London skal have en Millenium Dome, hvis vigtigste funktion er at forstørre visse politikeres og arkitekters oppustede ego."
Richard Burdett, der var med til at grundlægge det britiske Architecture Foundation og som i dag leder London School of Economics program for Cities, Architecture og Engineering, vil dog gerne forsvare projektet imod dets kritikere:
"Millenium Dome vil fungere som en motor for byudviklingen, præcis som De Olympiske Lege var det for Barcelona i 1992. Millenium Dome har en ret smuk struktur, synes jeg, og folk vil tage derud for at se den. Der vil være en stor parkeringsplads ved siden af den, og det fascinerende er, at når Millenium-udstillingen er slut, så vil de bebygge det store område, hvor parkeringspladsen ligger," siger han til Information.
Han peger på, at projektet bl.a. har gjort det finansielt muligt at få renset den stærkt forurenede jord fra Greenwich's gamle gasværker.
Han mener, at arkitekter alle dage har været tvunget til at forholde sig til kommercielle interesser, men det afgørende spørgsmål for Burdett er, om deres bygninger har en offentlig værdi, der rækker ud over det rene pengebegær:
"Arkitekter har været korrumperet og tiltrukket af penge fra tidernes begyndelse. Jeg tror ikke, at arkitekterne fra renæssancens Rom i det 15. århundrede eller at de engelske arkitekter og byplanlæggere i 1800 tallet havde højere moralske og etiske værdier end vore dages arkitekter."
"I dag er verden fyldt af kommercielt orienterede arkitekter, der bygger kontorer for at maksimere deres egen profit. Hele Downtown America er bygget af dem. Og store dele af den asiatiske byudvikling følger den amerikanske model, hvor man laver kontorbygninger, som er omgivet af parkeringspladser, der er indhegnet. Det er ikke en måde at lave byer på - at satse på maksimering af profitten og minimere af kvaliteten."
Richard Burdett mener dog ikke, at det er gået så galt i Europa:
"I Europa er det ikke den herskende tendens, og man kan faktisk finde gode eksempler på, at man kombinerer kommercielle interesser med god arkitektur og bydesign."

Dejlige Barcelona
Burdett hører til dem, der lovpriser den såkaldte Barcelona-model, og han ser det som eksempel på, hvordan visionære politikere og arkitekter faktisk kan gøre en forskel.
Under ledelse af borgmesteren Pascal Maragall og arkitekten Oriel Bohigas, brugte Barcelona De Olympiske Lege i 1992 til at lancere en strategisk masterplan, hvor gader og facader blev shinet op og der blev anlagt ikke mindre end 150 nye pladser. Vigtigst af alt fik det tidligere så fallerede havneområde, som havde adskilt byen fra havet, ny vitalitet som et offentligt rum med caféer, restauranter og mødesteder. Byen Barcelona er igen blevet forenet med havet.
Den internationale debat om arkitektur og byplanlægning er fyldt med solstrålehistorier, som kan bruges til at afkræfte enhver forfaldsteori. Men spørgsmålet er, om de enkeltstående eksempler - byer som Barcelona - og skønne og moderne bygninger, som f.eks.Guggenheim-museet i Bilbao, kan dække over de mange skampletter, som det 20. århundrede også er så rig på. Vandene deles, sindene bringes let i kog, når bygningssmag og forskellige menneskesyn støder sammen.
Pascal Maragall har ikke lagt skjul på, hvor han står i den store debat:
"Byen befinder sig i en krise, men det er en græsk krise, en transformationskrise. Dilemmaet er ikke mellem det naturlige og det kulturelle, men mellem på den ene side en kultur, der stædigt holder fast i medborgerskabet som ideal, og på den anden side en kultur, der overlader os til ensomheden i megapolis' store ocean."
Allerede for tres år siden, i bogen The Culture of Cities, advarede journalisten og arkitektur-historikeren Lewis Mumford imod, at det 20. århundredes megalopolis, disse endeløse millionbyer, ville udvikle sig til en necropolis, en død by, en formløs gigant, der "underordner det civile liv og hjemmet en organiseret destruktion". Og i 1961 udgav en noget ældre og meget mere desillusioneret Mumford bogen The City of History - om 4.000 års udvikling af byens grundlæggende former, muren, huset, gaden, den centrale plads. Han konstaterede, at det næsten var gået værre end han havde forestillet sig i 1938 - og "mangedoblingen af motorkøretøjer" har fået "formidable omkostninger" i form af trafikpropper og "betingelserne for et hjemmeliv, et offentligt rum, bevægelsesfrihed er blevet umuligt i den indre bykerne".
Mumfords radikale kritik af de moderne byer er senere blevet taget op af den amerikanske sociolog, Richard Sennett, der i bogen Flesh and Stone beskriver, hvordan "bevægelsesteknologierne - fra biler til uendelige betonmotorveje - har gjort det muligt for de menneskelige bosteder at strække sig ud fra de tæt pakkede bycentre og ud i det perifere rum. Det offentlige rum er blevet til et middel for bevægelsen."
Antikkens grækere var optaget af det kropslige møde mellem værdige borgere på den offentlige plads, agoraen, mens romerne var optaget at designe geometriske byer, der kunne gøre indtryk på og overbevise tilskueren om Roms mægtighed - bedst symboliseret i Pantheons kuppel, hvor det platonske lys strømmer fra oven ned på de formørkede mennesker. I 1600-tallet blev barokkens mestre mere og mere besat af at fremme bevægelsen, som blodet i menneskets årer.

Det mobile individ
Siden barokken har byplanlæggere været optaget af at sikre en effektiv cirkulation i byernes hovedgader. Men hvor barokkens planlæggere stadig var optaget af at skabe et fysisk rum for The World as a Stage, så gjorde oplysningstidens byplanlæggere ifølge Sennett "bevægelsen til et mål i sig selv." Det mobile individ var som skabt til den gryende kapitalisme, men Sennett mener, at skyggesiden er, at moderne mennesker i stigende grad har trukket sig tilbage fra det fælles liv og er blevet "fremmede for hinandens skæbne".
Denne udvikling har i det 20. århundrede foreløbig fundet sit klareste udtryk i Los Angeles vidtstrakte mobiliserede urbane landskab. Og i den vestlige verdens satelitbyer, der udenfor den enkelte kernefamilies parcel er kulturelt døde om natten og kun blomstrer op, når folk tager bilen for at købe ind i et shoppingcenter med airconditionerede overdækkede butiksstrøg med standardiserede forretningskæder og plastikplanter.
"Hvis man spørger folk, hvad de synes om byer, så vil de begynde at snakke om bygninger og biler, snarere end at tale om gader og pladser. Hvis man spørger dem om livet, så vil de begynde at tale om fremmedgørelse, isolation, frygt for kriminalitet, trafikpropper og forurening, frem for at tale om fællesskab, deltagelse, animation, skønhed og nydelse. De vil formodentlig sige, at koncepterne 'by' og ' livskvalitet' er uforenelige. I den udviklede verden driver denne konflikt borgere ind i de privat bevogtede territoriers afsondrethed, og opsplitning af rige og fattige og den berøver borgerskabsidéen sin mening," har Richard Rogers sagt.
Han mener, at vi i øjeblikket bygger byer, der "isolerer og brutaliserer, i stedet for at frigøre og civilisere os." Han henviser til, at politi- og sikkerhedsbevogtningen af gaderne øges, tv- og videoovervågning af fodgængere er blevet almindelig, fordi de offentlige rum i stigende grad betragtes som farlige, noget der indgyder frygt og fremmedgørelse. Som i Los Angeles. Bilerne er blevet omdannet til mobile forter, og de tonede ruder slører passagernes virkelige identitet, 'bullet-proof' sikkerhedsglas beskytter mod armerede angreb, og individet bliver mere og mere fremmedgjort fra byen.
I Houston har driftige erhvervsfolk ifølge Rogers lavet et større privat airconditioneret og bevogtet gangsystem i undergrunden, så man kan gå i sikkerhed til og fra de forskellige bankers og olieselskabers marmorlobbyer uden at blive antastet af 'de kriminelle' oppe på gaderne. Man kan ikke få adgang til det private undergrundsnetværk som almindelig borger fra gaderne, og Houston har dermed skabt endnu en byghetto, blot for de rige og velstillede.
"Vi skabte byer for at fejre, at vi havde noget til fælles. Nu designes byerne for at holde os fra hinanden," siger Rogers.

Leisureland
Peter Hall, der er professor i byplanlægning ved University College i London, og som fornylig udgav et digert værk på 1,100 sider med titlen Cities in Civilisation, er i det store hele ikke så bekymret over fremtiden:
"Et offentligt rum, der bare er skabt til forretningsliv, som de store shoppingcentre, er ikke et godt rum. Vi vil aldrig vende tilbage til den græske forestilling om et agora i byen, som en samlende plads for demokratiet, selvom om vi måske vil kunne skabe en form for elektronisk agora via det interaktive digitale tv-system. Opgaven for byplanlægningen må være at skabe nogle spændende offentlige rum og pladser i byerne. Det bliver ikke demokratiske mødepladser i den græske tradition, men nogle sjove og underholdende steder, hvor man shoppe og møde vennerne. Det bliver mere leisure end demokrati."
Peter Hall er meget uenig med det, han kalder Lewis Mumfords "apokalyptiske visioner om en mørk fremtid, hvor de store byer udvikler sig fra en megalopolis til nekropolis."
"Han overdrev situationen i 30'ernes New York, og han hadede i grunden de store byer. Jeg har ikke et fast politisk og ideologisk program for byen. Mange mennesker er faktisk glade for at bo i en storby, og de skal støttes på samme måde, som man også bør støtte de mennesker, der helst vil bo i egne boliger med have til," siger han til Information i en samtale om sin nye bog.
"Der er mange forskellige former for byer. De tæt bebyggede og afgrænsede middelalderagtige byer, som Lewis Mumford elskede, men op igennem historien har vi set alle mulige byer udvikle sig. I det 20. århundrede er metropolerne vokset frem. Og i Los Angeles har byen taget en helt anden form. Det er faktisk en fascinerende historie, som jeg undersøgte i forbindelse med min bog Cities and Civilisation. Folk i Los Angeles ville ikke have en by, der lignede alle andre byer. De var glade for en by, der var præget af forstæderne og fri bevægelighed med biler," siger Peter Hall, der dog skynder sig at tilføje, at "i dag fungerer Los Angeles ikke ret godt mere og har brug for nogle forandringer."
"Som professor i byplanlægning er jeg naturligvis tvunget til at fortælle folk, hvis en bestemt byudvikling kan skabe problemer. I de kommende år er vi nødt til at forholde os til byernes negative sider og tage højde for forureningen og energiforbruget i de konventionelle biler. Men jeg er lidt modstræbende overfor folk, der vil fortælle os præcist på hvilken måde vi skal leve," siger han.

Centre for kreativitet
I sin bog fortæller Hall en række fascinerende og veldokumenterede historier om, hvorfor antikkens Athen, renæssancens Firenze, Elizabeths London og Weimartidens Berlin - og ikke alle mulige andre byer i deres samtid - blev centre for en eksplosiv kulturel kreativitet, og hvorfor det lige netop blev Manchesters bomuldsfabrikker, Detroits bilindustri og Silicon Valleys IT-industri, som blev førende industrielt og teknologisk.
Han giver ikke en entydig forklaringsmodel, men byer er overlegne i forhold til det landlige liv, når det gælder udvikling af ny teknologi:
"Teknologisk innovation opstår ikke i et miljø, hvor folk bor spredt ud over et vidtstrakt landskab uden mulighed for at støde ind i andre mennesker. Selv Silicon Valley voksede frem i gåafstand af Stanford Universitetets område."
Mange har hævdet, at den nye informationsteknologi og Internettets nye kommunikationsfællesskaber vil underminere byernes historiske rolle, som motor bag den teknologiske og kulturelle udvikling. I det 21. århundrede kan man i princippet lige så godt handle med aktier fra Nordpolen eller udveksle ideer fra en afsides Stillehavsø, som storbymennesker i New York, London eller København kan. Og mange vil måske søge drømmen om at forene et karriereorienteret arbejdsliv med et bosted i den skønneste landlige idyl.
Frances Cairncross skrev for få år siden i The Economist, at vi er vidner til "afstandens død", og Microsoft-chefen Bill Gates har taget tråden op:
"Snart vil der komme en dag, ikke ret lang tid ude i fremtiden, hvor man vil være istand til at handle, studere, udforske verden og dens kulturer, få venner, træde ind i nabolagets markeder og vise billeder til fjerne slægtninge - uden at flytte sig fra skrivebordet eller lænestolen."
Men Peter Hall tror, at byerne også i det 21. århundrede vil gøre en stor forskel:
"Informationsteknologien har en sjov effekt. Den erstatter ikke personers bevægelighed, men supplerer den. Telefonopkald og e-mails kan ikke erstatte vores behov for at bevæge os, men faktisk gøre os endnu mere mobile. Folk er tvunget til at møde hinanden ansigt til ansigt, hvis de vil handle med hinanden. Det er derfor, at de fleste storbyer stadig blomstrer. London futures børs, hvor vilde unge mænd har stået på gulvet og viftet med hænderne for at komme til at handle med værdipapirer, er lige gået over til elektronisk handel, for at kunne klare sig i konkurrencen med Frankfurt-børsen."
"Men det mærkelige ved det hele er, at børsfolkenene ikke flytter til Nordpolen eller Grønland. Årsagen er, at de stadig har brug for at mødes ansigt til ansigt på restauranter og vinbarer i London, i stedet for at tale i telefon og handle via computeren. Sådan er det også i New York og Frankfurt. Design, arkitektur, mode, underholdningsindustrien og innovativ ingeniørvirksomhed er altsammen koncentreret i ganske få byer."

Populære byer
Kigger man på de nøgne tal over byernes befolkningstal er der ingen tvivl om, at byen som bosted ikke alene er kommet for at blive. Den vil dominere i det nye århundrede. Byernes vækst på jordkloden har i de seneste årtier været så kraftig, at der her ved afslutningen af det 20. århundrede bor flere mennesker i byområder end på landet. Ved indgangen til dette århundrede boede hvert tiende menneske i byen, i 1960 var det hvert tredje menneske.
I 1990 var det hvert andet menneske, der boede i byer, og da væksten fortsætter - ikke mindst i de fattige millionbyer i Asien og Latinamerika - regner man med, at op imod trefjerdedele af verdens befolkning bor i byer i 2030. Bybefolkningen stiger med en kvart million hver dag - det svarer stort set til et nyt London hver måned.
Og de store byer bliver større og større. I 1890'erne var der kun ni byer med mere end en million indbyggere - i dag er der mere end 250 millionbyer i verden. Koncentrationen af fattigdom er monumental i den tredie verdens slumområder, men den har også vist sit grimme fjæs i visse af den rige vestlige verdens storbyghettoer.
Der er et afgrundsdybt skel mellem disse lommer af ekstrem fattigdom og menneskelig lidelse og på den anden side de konkurrencedygtige teknopolis'er, der bliver førende i den globale konkurrence med design, kommunikationsteknologi og avanceret service.
De konkrete planløsninger og arkitektoniske muligheder i disse forskellige bykulturer kan ikke samles i et enkeltstående bygningskoncept - fra simple byggerier med de lokale materialer, der sikrer selv de fattigste medborgere tag over hovedet i Sao Paolo eller Shanghai, til avancerede high-tech byggerier bag tonede glasruder til den globale elite i den vestlige verden.
"Ideen, at de få rige kan fortsætte med at vende ryggen til forurening og fattigdom i disse byer og leve i komfortabel isolation fra disse hærgede steder, er ekstremt kortsigtet. Sådanne byerne producerer katastrofal social ustabilitet, der yderligere fremmer miljøødelæggelsen. Fattigdom, arbejdsløshed, dårligt helbred, ringe uddannelse, konflikter - kort sagt social uretfærdighed - underminerer byens evne til at være miljømæssig bæredygtig," siger arkitekten Richard Rogers.
"Det er ironisk, at menneskehedens bosted - vore byer - er den største ødelægger af økosystemet og den største trussel imod menneskehedens overlevelse på planeten," påpeger Rogers, der henviser til, at byerne står bag tre fjerdedel af verdens energiforbrug og den globale forurening.

En lille planet
Det store hovedspørgsmål, som menneskeheden burde stille sig ved indgangen til det 21. århundrede, er, hvordan man bygger byer på en planet med begrænsede ressourcer og begrænset fysisk plads. I sin bog Cities for a small planet, der udkom i 1997, forsøgte han at tegne konturerne af et svar.
"Det er chokerende, særligt for en arkitekt, at det er vore byer, som er drivkraften bag den miljømæssige krise," skriver han. "Byerne er blevet landskabets parasitter - store organismer, der dræner verden for næringsmidler og ressourcer; uophørlige forbrugere og uophørlige forurenere."
Efter den smøre, er der sikkert mange, der med økologiske naturguider i baghovedet vil vælge at flygte ud af byen - eller i det mindste til endnu et nybygget parcelhus med have til. Ja, måske vil nogen endda udbryde som Jean Jacques Rousseau gjorde for mere end 200 år siden:
"Det er de store byer, der dræner staten for penge og skaber dens svaghed. Velstanden, de skaber, er illusorisk. Det siges, at Paris svarer til værdien af en provins for Frankrigs konge. Jeg tror, at den koster ham adskillige provinser. Frankrig ville være meget mere magtfuld, hvis Paris blev udryddet."
Der er ingen tvivl om, at storbyerne koster 'kongerne' adskillige provinsers naturressourcer, hvis man forsøger at udregne det økologiske fodaftryk:
Professor Herbert Girardet fra Middlesex University har beregnet at London hvert eneste år forbruger det, der svarer til 110 supertankere fyldt med olie, 1,2 millioner ton tømmer, 1,2 mio. ton metal, 2 mio. ton af henholdsvis fødevarer, plastic og papir, 1 milliard ton vand, og byen producerer hvert år 15 millioner ton affald, 7,5 mio. ton spildevand og 60 mio. ton kuldioxid.
Selvom London 'kun' dækker 160.000 hektar land, så skal der mere end 20 mio. hektar - eller et område, der er større end hele Storbritannien - til at producere de ressourcer, som byen forbruger og til at absorbere dens affald.
Disse tal får ikke arkitekten Richard Rogers til at fortvivle. Han forsøger tværtimod at opbyde al sine kreativitet og mobilisere den eksisterende viden for at sikre, at "byernes økologiske fodaftryk reduceres og begrænses dramatisk."
Han argumenterer for, at det ikke er byen som sådan, der er hovedårsag til forureningen:
"Hvis byer underminerer den økologiske balance på planeten, så er det vores sociale og økonomiske adfærd, der er roden til det. (...) Problemerne i vores dages byer er ikke resultatet af en ødelæggende teknologisk udvikling, men af en grasserende fejlanvendelse," skriver han og retter hovedskytset mod de mere end 500 millioner biler i verden. Bilen har "ødelagt kvaliteten af de offentlige rum og opmuntret til spredning af byerne ud i forstæderne. Ligesom elevatoren gjorde skyskraberen mulig, så har bilen gjort det muligt for borgerne at leve langt væk fra bycentrene."
Han vil ikke ligefrem afskaffe bilerne, men opfordrer i stedet til at samle livets forskellige aktiviteter i mere kompakte byer, så biltrafikken kan minimeres.

Grøn kompakt by
"En 'grønnere' fremstillingsindustri, næsten rene kraftværker og offentlige transportsystemer og avancerede rensnings- og affaldssystemer, gør det muligt ikke længere at betragte tætte boligområder som en sundhedsrisiko. Vi har mulighed for at genoverveje de sociale fordele af nærhed og genopdage fordelene ved at bo tæt på hinanden. Udover de sociale muligheder giver den 'tætte' by betydelige økologiske gevinster. Ved integreret planlægning kan tætte byer designes så de øger energieffektiviteten, forbruger færre ressourcer, fremstiller mindre forurening og undgår spredning ud i landområderne."
Som eksempel beskriver Rogers i bogen, hvordan han sammen med Ove Arup and Partners har designet en kompakt bymodel til Lu Zia Sui området i Shanghai.
I stedet for at gøre det til en ensidig finansiel ghetto (som Canary Wharf i London Docklands), var ideen at skabe et blandet kvarter med beboelse og kommercielle aktiviteter. Et netværk af seks bydele med hver 80.000 indbyggere med tæt bebyggelse. Bygningernes varierede højde skal bringe mindelser om et bakket landskab, der tillader solens stråler at trænge igennem til bydelenes parker og offentlige pladser.
Kun få veje anlægges i kvarterne, biltrafikken begrænses, og det forbedrer luftkvaliteten og giver plads til parker mv. Alle de vigtigste behov og gøremål placeres indenfor gåafstand. Til gengæld ledes broderparten af trafikken mellem bydelene ske via et finmasket undergrundssystem.
"Den kompakte by reducerer energiforbruget. Lokale kraftvarmeværker kan mere end fordoble effektiviteten af den konventionelle eldistribution i byområderne. Og affald, der i reglen dumpes på lossepladser eller sendes til forbrænding, kan afbrændes i lokale kraftvarmeværker," skriver Rogers, der anslår, at Shanghai-projekt kan spare 70 procent af energiforbruget.
Richard Rogers har også testet sit koncept for den kompakte by i lille skala. I 1994 designede han en "postindustriel informationsbaseret teknopolis" i et bakket landskab i nærheden af universitetet på Mallorca.
Byen har tre bydele på hver 2.000 indbyggere, og man har brugt lokale ressourcer på øen ved byggeriet. Alt ligger indenfor gåafstand i byen, som har et minimalt økologisk fodaftryk.
Byen er selvforsynende med vand. Regnvandet opsamles i reservoirer, der både giver indbyggerne drikkevand og sikrer vanding af markerne nedenfor landsbyen. Samtidig fremstilles elektricitet og varmeforsyning af solceller og møller. Det er den slags alternative bymodeller, der måske kan give anledning til optimisme. Det mener i hvert fald Rogers:
"I fremtiden kan byerne blive et springbræt til at genskabe menneskehedens harmoni med miljøet. Min optimisme er afledt af tre faktorer: Spredningen af miljøbevidstheden, af kommunikationsteknologi og af automatiseret produktion. De bidrager alle til udviklingen af en miljøbevidst og socialt ansvarlig post-industriel bykultur."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her