Læsetid: 7 min.

H De Forest B 1899-1999

23. januar 1999

Intermetzo

Flere nærliggende emner trænger sig på i denne uge, hvor en ansvarlig klummist over den første pubertet burde skrive i glæde og betryg over tingenes bebudede tilstande. Det gælder selvsagt Det Kongelige Teater, hvis ledelse med behændighed og fast stemmeføring i forbrødrende samarbejde med alle indbyrdes bekrigende medarbejdere fra fire kunstarter nu demonstrativt er blevet verdens bedste venner fra oven og ned og ud i alle hjørner.
Nu foreslår de - meget overraskende således som ledelsen har gentaget det til bevidstløshed - at deres følsomme, men af hjerteløse kritikere opfattet som antikverede teatersammenrod fra enevældens tid - transplanteres til et nyt og skidedyrt teaterbyggeri på det forladte militærterræn ved Langebro. Under én uforanderlig kommandørhat, forstås, men med flere beføjelser til de kunstneriske chefer, så sandelig.
Visionerne blomstrede på Louisiana. Hvilket til fulde bekræfter historien om en ledelse med sans for ledelse i en gammel, nedslidt institution, befolket af storartede, let bevægelige, medrivende kunstnere, der ganske åbenbart udfoldede alle tilrådighedstående evner, ditto courage og mental koncentration til at stå fast på saglig kritik og selvstændige konstruktive løsningsforslag vedr. teatrets kunstneriske problemer.
Nå ja, måske stod de ikke fast hele vejen igennem, men alligevel. Ifald politikerne nu vælger helt at se bort fra det fælles oplæg og selv strikker en løsning sammen, er det ærligt talt et surt show. Når teater-, opera-, og balletfolkene så generøst har smidt stridsøksen ned gennem den åbne faldlem og foreslår det, der ikke er - og ikke kan blive - politisk flertal for, så burde politikerne jo blande sig udenom og sige ja og tak til al denne realistiske sans.
Klar logik. Men Vorherrebevars, at det skulle komme så vidt.

Sådan sagde de også i Vestre Landsret, da de for første gang i mands minde dømte en person for kætteri. Ikke en hvemsomhelst, men en præst. Således begiver det sig i vor forkvaklede tid, at almindelige hedninge ikke sendes på bålet med spidshue og en smædeskrivelse om halsen, kun præster.
Såfremt de altså som den dømte Bent Feldbæk Nielsen i sine bemærkninger fra prædikestolen efter dåben, inisterer på at have døbt til Faderens, Sønnens og Helligåndens o.s.v og ikke i Faderens, Sønnens og Helligåndens o.s.v. Kætteren måtte altså gerne sige 'i', mens han pøsede vand på ungen, men no way bagefter.
Det kan være nærliggende at forestille sig en Vorherre, der dybest set er revnende ligeglad. Men lige så sikkert er, at en kirke selvfølgelig ikke kan finde sig i, at dens medarbejdere skejer ud, opfinder deres egen liturgi - eller docerer noget andet end dogmerne tilsiger. Ellers kunne en given præst med livlig rotation i kasketten jo for så vidt finde på hvad som helst og fremmesse - ja, tilgiv udtrykket - lige hvad fanden han vil:
"Jeg døber dig i syndens sold til druk og hor døgnet rundt. Amen. Og så synger vi en sjofel sømandssang, inden der er heksetræf i våbenhuset med hostie og hakkede brændenælder og kattenosser i gæret altervin!"
Den går jo ikke. Så bare ud af røret med præster, der ikke kan holde sig på den lige liturgiske landevej til det folkekirkelige lykkeland. Fodslag i Folkekirken, når det gælder troens rette indfatning i nytilførte medlemmer.

Et tredje emne i ugens høst ligger lige snublende nær: De vilde konservative folketingsmedlemmer, der dag efter dag slider sjælen ud af sig selv og deres gamle folkeparti. Oh, at bivåne Pia X-Mas, der ser ud som om, hun kunne bryde ud i krampegråd, når hun i tv lidet overbevisende står der i fin cardigan og opdullede damefrisørlokker og forsøger at fastholde stumperne af sig selv, den forhenværende rengøringsmester og Helge Adam Krykhusar. For en ridderlig natur et syn, der næsten ikke er til at bære. Ninn-Hansen skuede i øvrigt i Ekstra Bladet tilbage på stridighederne i midten af 1970'erne, hvor han og Haunstrup Clemmensen var ved at flå hovedet af hinanden. Men ekskludere, dét tænkte vi ikke på, forsikrer de begge.
Nej, det er muligt, men denne dydsirede erklæring udelukker jo i erindringsupræcisionens navn ikke, at de hjertens gerne ville have gjort det. Eller for den sags skyld gjort dét, der var værre end at ekskludere, men bare ikke kunne komme til det, fordi de gamle og betydende kredse i partiet på et tidspunkt ikke gav dem lov. Men nu efter Heimburgers frivillige tvangsorlov er der lov og orden, siger X-Mas, hvad kun medlemmer med overskueligt omløb under den lige skilning vist så tror på.

Noget helt tredje, som man med rette må skrive om, er en 100 års fødselsdag. Den 23. januar 1899 fødtes nemlig i New York et barn i en pæn familie, som navngav den nytilkomne: Humphrey De Forest Bogart.
Det lille nor viste tidligt særlige evner for det indadvendte udadvendte, hvilket ofte kan føre til noget stort i de optrædendes rækker: blandt teatrets folk, i kirken, hvad enten man døber 'i' eller 'til' - eller i det politiske liv, hvor et vist mål af kamporienteret ekshibitionisme heller ikke er af vejen. H. De Forest B. valgte så udpræget den første vej og betrådte de små scenegulve i New York i tyverne, hvor hans karriere ikke så ud til at føre vidt.
I de år kaldte Hollywood imidlertid mangen en halvstrandet eksistens til sine studier. Således også vor helt, hvis udseende, nå ja, da var ok, som de sagde, men så heller ikke mere. En lille fyr med skrå skuldre og bæltestedet for højt. Dertil dette udtryk af bekymret bogholder, hvis rygevaner allerede dengang var helbredstruende. Endelig dette overbid, som var fremkommet ved et operationsuheld i barndommen, og som gav tonefaldet et let præg af læsp. Alt i alt ikke alverden at bygge på.
Men tiden er en sær faktor i de levende billeders ikonorienterede halvverden. Tiden kom så at sige til Humphrey De Forest og han til den. Rette mand i rette time på stedet, hvor det hele skete. Og da tiden var kommet til, at Archie Mayo var klar til at lave Den Forstenede Skov i 1936 baseret på Robert E. Sherwoods melodrama om mennesker i andres vold, var tiden altså også kommet til manden, som de nu ikke kaldte skov, men castede under navn af Bogart. Med Bette Davies og Leslie Howard ved sin side trådte denne Humphrey Bogart ind i tiden og blev stående. Også da hans tid var ude. Fra denne film og frem gled Bogart til vejrs mod stjernestatus - vekslende mellem det mere eller mindre skurkagtige i rollerne, men altid genkendelig i sin stil, der til gengæld dækkede over mere end det skurkagtige.

Den samme mand i samme skiftende rolle, hvis man kan sige det sådan. Og til stadighed undervejs med denne distante, romantiske, nedslidte vemod, der kun sjældent kaldte på smilet bag overbidet, og som løftede ham over de fleste andre stjerner og gjorde ham uopnåelig i hans utilnærmelige, men dragende fjernhed.
En mand med M, en mand af tiden, en mand der med hatten ned i panden, cigaretten tændt og glasset i den ledige hånd, lagde tidens kvinder for sine fødder. Den sært sarte råhed, som i sidste ende ikke er af vejen, når de dele skal på plads.
Dén kunne Bogart levere, så det end ikke i dag virker som et postulat, selvom man måske ikke altid kan - eller tør - holde masken, når man med ledsagerske genser hans øvelser.
Men Bogart blev trods alt først til myten Bogart i fyrrenes samarbejde - først med John Houston i filmene Malteserfalken og High Sierra. Den sidste præsenterede Bogart som den sympatiske skurk med det rene hjerte, en bevægende præstation, som førte ham videre i karaktertegningens kunst til karrierens højdepunkt: Michael Curtiz' Casablanca fra 1942. Mesterværket over alle romantiske krigsdramaer, hvor han i samspillet som Richard 'Rick' Blaine med den underskønne Ingrid Bergman som Ilsa Laszlo sendte biografgængere generationer frem til tælling med næsen i nærmeste lommeklud.
Senere traf han i et andet legendarisk samspil Lauren Bacall. De to dannede par i og uden for filmen og optrådte med stort mod under de usmagelige hekseprocesser i slutfyrrenes Hollywood. Uforglemmelig i Bogarts seneste år var portrættet af den neurotiske flådekaptajn Quegg i Dmytryk's Mytteriet på Caine, senere den flygtede fængselsfange i Desperate Hours. Og endelig den sidste film som sportsjournalisten i The harder they fall.
Men da var Humphrey Bogart allerede dødsmærket. Lauren Bacall anbragte kort efter hans aske i en urne indgraveret med en fløjte samt hendes berømte replik fra To have and have not, deres første film sammen: "If You want anything, just whistle."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her