Læsetid: 6 min.

Heldigvis er intet helligt

15. januar 1999

Anmelderen vil ikke tøve med at udnævne den begavede østriger Thomas Bernhards 'Udslettelse' til den roman, hun helst ville have haft liggende under træet

ROMAN
Nu er jeg så heldig, at jeg anmelder den. Måske ville jeg hellere have haft den på tysk, for jeg bryder mig ikke om den danske oversættelse. Der er mange slagfejl og eksem-
pler på uformidlet oversættelse, direkte efter ordbogen, uden tanke på, hvad den habile, hidsige Bernhard ville have skrevet, hvis han skulle udtrykke sig på dansk.
Oversætteren irriterer, men han og forlaget har ydet en præstation ved at udgive en roman af den store østriger, der nok behager og tirrer som skuespilforfatter, men hvis romaner hverken bliver solgt meget eller opnår positive anmeldelser i Danmark.
Jeg vil ikke tøve med at udnævne den begavede østrigers Udslettelse til den roman, jeg helst ville have haft liggende under træet.
Den, der ikke er germanist, er nok også glad for at læse Udslettelse på sit modersmål, for den stakåndede talestrøm, der fremhæves af de manglende linjeafsnit i de knap 400 siders tekst, kan få det til at rable for en decembertræt læser.
Eneste væsentlige indvending, som jeg ikke engang har på egne vegne, er, at romanen er vældig lang - nogle vil finde den langtrukken. Fortælleren gentager i sin harme så meget, det overhovedet passer ham i vældige, rytmisk dunkende passager.

Usympatisk hovedperson
Min forlægger sagde engang til mig: "Du må ikke lave usympatiske hovedpersoner, for det giver dårlige anmeldelser."
Læseren identificerer sig med hovedpersonen - især hvis det er en jeg-fortæller naturligvis - og da alle, selv eller måske især anmeldere, som skal komme nemt om ved det, har en detektivisk fryd ved det simple regnestykke: hovedperson = fortæller = forfatter, ser det ikke godt ud for den arme forfatter, der giver efter for en i princippet legitim trang til med sympati og indefra at beskrive en skurk, for slet ikke at tale om en vaskeægte misantrop.
I så fald skal forfatteren gardere sig i hoved og i røv, det gør Bernhard ikke. I stedet signalerer han, direkte og indirekte med biografiske referencer og ironisk-rosende omtaler af sine andre bøger og skuespil, at han selv er hovedpersonen.

Lettelse og varme
Thomas Bernhard, der i 1995 fik oversat den kompromisløse, fortættede og strengt administrerede lange halvbiografiske novelle, Wittgensteins nevø, glimrende fordansket af Karen-Marie Bille, fylder mig med lettelse og en varme, som holder sig længe. Sært og et udtryk for min entartede smag, vil mange indvende, for han har fået et ilde ry for at være misantrop, et ry der galoperer efter ham fra Østrig og ud i den internationale bogverden.
I øvrigt er jeg ikke sikker på, at Thomas Bernhard er misantrop.
En misantrop gider ikke længere skælde ud, men er forskanset i en tolerant verdensmandskynisme, som gør ham populær blandt medmenneskene. Thomas Bernhard, derimod tør turde, holder en barnlig sårbarhed
åben, genvækker og legitimerer den hos læseren, i og med det fundamentale syndefald - og den efterfølgende skuffelse, man vedgår, næret af svigtede følelser og svigtede idealer - er et vigtigt incitament i forfatterskabet.
Dermed også skuffelsen over 'sig selv'. Legemliggjort i hovedpersonen, som hele tiden er maksimalt opmærksom og aldrig slapper sit skarpsyn på nogen, ejheller sig selv.
Et eksempel fra tekstens ironiske sammensathed, der ikke går af vejen for trivialiteter:
"Når man hører mig snakke, må man tro, jeg er den mest karakterløse person, som findes, men der findes sikkert dem, der er endnu værre."
Smerten for fuld udblæsning uden sentimentaliteten får stemme.

Lodenfrakkefolkets
Murau, næstældste søn til et østrigsk storgods med det varulveagtige navn Wolfsegg, er fortrukket til Rom i væmmelse over familielivets ukærlige atmosfære, den aktive nazivenlighed, det religiøse hykleri, unødig påholdenhed og lavpandet småborgerlighed - ordet gemen gentages ofte. Familieforholdene er et billede på den østrigske fordægtighed.
Ældste arving samt forældre omkommer ved en trafikulykke, og den fortabte søn må vende hjem. Efter traditionen og testamentet skal Murau nu være storgodsejer, men i fortællingens sidste linjer unddrager han sig behændigt denne position, som ville indrullere ham i alt det ægt-østrigske. Han unddrager sig ved skyndsomst at overdrage sin uvelkomne arv til vennen Eisenberg, der repræsenterer den jødiske menighed i Wien.
Murau kan atter vende tilbage til Rom, hvor han arbejder som fattig timelærer for en ung overklasseitaliener, han er forgabt i. Det sorte får holder ved og bliver ikke forvandlet et hvidt mæhlam. Lodenfrakkefolket sejrer ikke, og det er romanens triumf.

Ironisk distance
Fortællingens ironiske distance skabes blandt andet ved, at Murau fortæller om sin baggrund til den unge italiener, der er så idealiseret, at det i sig selv er en parodi.
Her indskydes hele tiden "siger jeg" - på steder hvor det tilsyneladende bryder forstyrrende ind - eller især "havde jeg sagt", altsammen til den passive, måske næsten ligeglade og fraværende tilhører, Gambetti.
Ironien opstår ved den konventionelle nord/syd-kontrastopstilling, som Bernhard parodierer, men hvis gyldighed han samtidig står inde for.
Eksempelvis ved at stille det frie og levende romerske liv over for den bornerte østrigske indeklemthed. Børnene på Wofsegg levede som sprællemænd eller dukker, søstrene som fyrreårige iført komiske dirndlkjoler med forklæder og skingre farver.
Et andet ironisk træk er Muraus intellektuelle snobberi for de frie oprørske ånder.
Forfatteren afslører det diskret og vedstår sig det, samtidig med at han brutalt vrængende udleverer Muraus kødhoveder af en herskabsfamilie, som besidder fem private slotsbiblioteker og aldrig har åbnet andet end en billedbog.
Hysterisk provokerende vanhelliges Goethe, netop fordi borgerskabet har taget ham så inderligt til sig. Han kaldes "den tyske litteraturs ådselsgraver" og hans værker "en filisteragtig, filosofisk kolonihave." Rene idiosynkrasier får frit løb.

Det sårede barn
Murau er et såret barn, i helt Alice Millersk forstand, men såretheden er forvaltet som et blankvåben, der rettes mod familien. Det er en meget morsom bog, dels gør fortælleren nar ad sig selv, men naturligvis - for heldigvis er intet ham helligt - gør han i endnu højere grad nar ad sin familie, og nar ad dem med et upassende raseri, som viser, hvor meget han holder af/har holdt af dem.
Bindingerne strammer, især i forhold til den afskyede og beundrede moder, hvis amourøse, mangeårige affære med nuntius ved pavehoffet, ærkebiskop Spadolini, han både vigter sig af, foragter - hvad ser den glamourøse kardinal mon i moderens middelmådighed, er det hendes penge? - charmeres af og afslører som behagesyg med den situationsfornemmelse og forløjede respekt for konventioner, Murau hader mest og alligevel imponeres af.
Alligevel er der ikke tale om en fortælling, hvor fortælleren i grunden burde henvises til en psykolog for at slippe sine barndomstraumer, for der er lagt et videre perspektiv ind, i og med at fortælleren ikke søger det helsebringende i privat forstand.
Bernhard og hans fortæller flakker frem og tilbage hen over en hårfin grænse mellem det virkelige, det 'gode' liv og det forløjede liv.
Alt er sat i anførselstegn. Den ulykkelige kærlighed til moderen og til familien og til godset Wolfsegg og til Østrig forsøges afmonteret som kitsch i en afværgemanøvre, som er sladderagtigt udleverende, bidende satirisk og overskuende og bevidst iscenesat for at formidle afsløringen med dramatisk intensitet.
Et dobbeltgreb, for manøvren spejler samtidig genstanden og udgør tabt, ubodelig sorg over en sunken mitteleuropäisch civilisation.
Den østrigske kultur, som har stået som en stræben mod livets harmoniske helhed - eksemplificeret af Mozarts musik - viser sig i splintrede stumper.

*Thomas Bernhard: Udslettelse. Oversat af Ole Eistrup. 395 s., 348 kr. Husets forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu