Læsetid: 3 min.

Den helt rigtige Eliza

23. januar 1999

'My Fair Lady' er vidunderligt ubesværet af den musicalsædvanlige kysseglasur - og befriende kitchet

MUSICAL
En mægtig guldramme med udskæringer indrammer scenen på Det Ny Teater. Og sådan spilles musicalen My Fair Lady - som en kitchet kommentar til de gode, gamle dage, der aldrig rigtig har eksisteret, men som fortryller ved deres naive illusion om kønnene, klasserne - og den kroniske happy end.
Takket være denne uantastelige distance bliver forestillingen befriende upatetisk at overvære - og derfor så besnærende, at alle forbehold forsvinder over for den rørende historie om sprogprofessor Higgins, som vil omvende blomsterpigen Eliza til en dannet dame.
Denne udgave af musicalen byder simpelthen på en god historie, og Mogens Pedersens iscenesættelse (hans fjerde livtag med musicalen siden 1978!) skildrer de to hovedpersoner så jævnbyrdige, som det formodentlig er muligt - og konkluderer med en slutning, der er vidunderligt ubesværet af den musical-sædvanlige kysseglasur.

Stjerne-entré
Og så har han fundet den helt rigtige Eliza. Den 25-årige Meike Bahnsen, uddannet sidste år fra Statens Teaterskole, der imponerer med god talestemme, klar musicalsangstemme og ubesværet scenetække. Men også en pige med netop den beslutsomhed og jordnære logik, som rollen kræver, og derfor en fair modspiller over for Søren Spannings professor Higgins.
Og så er hun i tilgift slank og aldeles bedårende; der gik et sus af betagelse igennem salen, da hun trådte ned ad vindeltrappen i sæsonens smukkeste empirekjole - sådan gør en stjerne sin entré.
Og aldrig har jeg oplevet Spanning mere elegant. Om han vitterlig minder om Mogens Wieth i samme rolle, skal jeg ikke kunne sige. Men sådan som han dukkede frem bag en søjle i camelfarvet frakke og hat, lignede han dansk teaters ubestridte gentleman, Ebbe Rode, så det gippede i undertegnede.
Spanning bar forestillingen med sjælden selvfølgelighed. Boltrede sig i de mandschauvinistiske overklassereplikker med største fornøjelse - "hvorfor er kvinder slet ikke som mænd?" - og sang sine kendte strofer, mens han charmede sig rundt mellem herreværelsets bogstabler - "jeg er en helt almindelig mand".
Alligevel kom Spanning også med et troværdigt bud på en stivstikker af en ungkarl, der har forsøgt at lægge låg på sine kropslige lidenskaber så længe, at han selv er kommet til at tro på, at det er lykkedes.
Hans hidsige temperament og stædighed skabte desuden en fin kontrast til Nis Bank-Mikkelsens mere følsomme oberst Pickering, der ikke kunne skjule sine våde øjne over synet af den unge Eliza.
Derudover løb Lily Weiding af med aftenens flotteste timing som professor Higgins' mor. Weiding havde om nogen kunnet spillet rædselsfuld overklassefrue, men fordi hun bevidst punkterede det affekterede i rollen som lady i det nydelige selskab og i stedet spillede helt frisk og nøgternt, kom hun fremragende til at støtte iscenesættelsens næsten musicalfornægtende glimt i øjet.

Himmeltrick
Glimt var der også helt konkret, for det lynede og funklede under sceneloftet, da endnu en kæmpestor guldramme viste sig, denne gang frit svævende i scenerummet med en folde-ud-mekanisme som aftenens mest provokerende indlysende og originale scenografitrick.
Glem alt om naturalistisk hofpragt: Her var guldrammens blotte antydning af ambassadeekstravagance alt nok i Paul Farnsworths himmelkåde flyvescenografi, skødesløst tilsat et par overdådige lysekroner, der stod i rimelig konkurrence med Det Ny Teaters egne...
At så ensemblet virkede unødigt anonymt, hvor fint de 19 optrædende end sang, det gjorde mindre. Ligesom det faktum, at selv den mest påhitsomme koreografi tydeligvis ikke kan skjule, at de fleste dansenumre og ensemblescener i Lerner & Loewes musicalgendigtning af Shaws skuespil Pygmalion blot fungerer som fyld for den egentlige historie.
For iscenesættelsen var konsekvent i sin tolkning - og Det Ny Teater har i hvert fald krediteret sit udsøgte ensemble med biografier på de enkelte performere i programmet; en passende, men desværre ellers ofte negligeret gestus, særligt over for de mange unge talenter, som her f.eks. den komiske skuespiller Frank Rubæk og den letbenede sanger Anni Mogensen.
Ellers mindede forestillingen om en pengeubekymret tur gennem nipsforretningen Notre Dame i Nørregade - et slentrende gensyn med lidt nostalgisk, noget lyserødt, meget avanceret, endnu mere kitchet og alt totalt overflødigt.
En luksusaften i godt selskab, hvor 'kløen i tegnedrengen', som Eliza kalder det, kun bliver til behagelig kildren.

*'My Fair Lady', frit efter George Bernard Shaws 'Pygmalion'. Manuskript: Alan Jay Lerner. Musik: Frederick Loewe. Iscenesættelse: Mogens Pedersen. Koreografi: Sandy Grant. Scenografi: Paul Farnsworth. Musikalsk ledelse: James Price. Det Ny Teater til medio maj

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu