Læsetid: 11 min.

Hjertets tøven

23. januar 1999

Den første forelskelse i Mols Bjerges frodige kvindekrop. Det første møde med Århus' pedantiske pænhed, den evige gentagelse på villavejene og den stakåndede følelse
af ensomhed i de fugtige nattegaders ro - filminstruktøren Jon Bang Carlsen kigger
sig 30 år tilbage over skulderen

ESSAY
Første gang jeg så Århus, kom jeg på knallert ad kystvejen fra Knebelbro på Mols, hvor min mor havde forelsket sig i den lokale doktor og han i hende.
Selv havde jeg en lang og lykkelig kærlighedshistorie med Mols Bjerge og de snoede veje ud over Helgenæs for slet ikke at snakke om bagerbutikken i Strands, hvis fedtegrever på sin egen sprøde facon var blevet en del af sommerlandskabet. Ligesom barnefødder, der dansede mellem kokasser på vej mod brugsen i Tved og tykke bondekvinders kroppe, som fandt lethed i Begtrupvigs milde vande. Drømmen om Samsø, hvor pigerne ifølge flere øjenvidner badede splitternøgne i havet om aftenen for at modvirke den truende affolkning af de danske øer, hørte også sommeren til. Og påfuglene på Isgård, der stolt spankulerede omkring på de græsklædte morænebakker, som budbringere fra verdener bag Mols' frodige kvindekrop.
Det var derfor, vi drenge kunne strejfe rundt i timevis i Mols Bjerge uden at føle os ensomme. Hele det bakkede landskab mindede os om en kvindelig Gulliver, der blev holdt fangen af amtsvejen mellem Rønde og Grenå. Jylland var en dame, som stod med nydeligt samlede ben på det tyske dansegulv og ventede på at blive budt op til dans af fanden selv, og Mols var brystets uregerlige frugtbarhed, som fik bejleren til at glemme både de samlede ben og den underlige kukluxklan-agtige hætte, som fru Jylland havde iført sig i dagens anledning for at beskytte sig mod Norges tungsindige granithage.
Da vi fik kærester, gik vi altid ture med dem i Mols Bjerge. Det hvidgule hjertegræs på bakkerne hviskede til håret i deres armhuler, linjerne i landskabet fortsatte ufortrødent ind under deres sommerkjoler og blev til kroppens linjer. At gå tur med pigerne i Mols Bjerge var som at tage dem på rundvisning i deres egne kroppes landskab, og det var vidunderligt at høre dem falde i svime over alt den skønhed, som i virkeligheden var deres egen skønhed.
Der var intet i dette landskab, der adskilte. Alt blev forenet. Begæret og duften af lyng, mildheden og vinden som fandt vores ansigter mellem bakkerne for straks at forlade dem igen, som et selvsikkert kærtegn, der ikke behøver gentagelsen. Selv i går og i morgen sluttede fred og blev til et dejligt nu, der lå som et tæppe af sommerdis over Mols.
Det var kun, når man så mod vest over Knebel vig, at denne totale symbiose af livets mangfoldighed gik tabt. Studstrupværkets lange skorstene blev aldrig en del af landskabet. Selv som fallossymboler var de talentløse. Stive godt nok, men uden sjæl. Og uden sjæl ingen glæde.

Studstrupværkets kolde skorstene var min introduktion til Århus. Jeg kørte forbi dem på min knallert på min første tur til Smilets by. De fyldte mig med angst, som brugte de ensomme drenge som brændsel for at få generatorerne til at snurre rundt og sende lyset afsted på sin korte rejse til pærerne i de århusianske stuelofter, som jeg de næste tre år skulle stirre op i med større og større desperation.
Jeg har aldrig oplevet større kulturchok, end da jeg kørte de 44 kilometer fra lægeboligen på Mols til Bispetorvet i Århus. "Han målte lysets tøven," stod der på en mindetavle for astronomen Ole Rømer ved indgangen til min nye skole. I København tøvede lyset ikke, men i denne by var det ikke kun mig, der følte sig hjemløs - selv lyset følte sig åbenbart som en uvelkommen gæst.
På den anden side af bugten kunne jeg se mit elskede Mols sende sine yndigheder op mod augusthimmelen, men snart forsvandt hun bag Mejlgades provinsfacader. Himmelstigen var knækket, og der skulle gå år, før jeg fandt en lim stærk nok til at genrejse den. Drengen fra Mols Bjerge skulle først lære at se på verden med civiliserede øjne, og det var ikke altid noget livgivende syn.
Århus var ikke melodi. Selv om vi næsten snakkede samme sprog, forstod jeg ikke, hvad århusianerne sagde, og de forstod ikke, hvad jeg sagde... ordene måske, men ikke deres fylde eller mangel på samme.
Århus var fra starten som et mareridt, man befriet vågner op fra, blot for at erkende, at mareridtet ikke var en drøm, men ens virkelighed. De fugtige nattegaders ro gjorde mig stakåndet af ensomhed. De lokales sindige måde at reagere på virkede som en langsom lammelse på københavnerdrengen, som levede vi kun for et syns skyld. Villahavernes pedantiske pænhed var den totale trussel om dage, som spejlede sig ind i hinanden i en uendelig gentagelse af ligegyldighed.
Og der skulle gå mange år, før jeg kunne give Kierkegaard ret i, at "gentagelsen er selve livets mening". I Århus var alt som i paradiset, kun guden manglede. En embedsmands drømmelandskab af orden og respekt for det, som bør respekteres.
En livslang labyrint af indiskutable hverdage, hvis afmålte ro skabte en storm i de sind, for hvem intet var givet. Århus var et godt sted at øve sig på ensomheden.

Min mor lejede et værelse til mig i en gammel patricierlejlighed ovenpå Nelly's brudekjoler i Søndergade. Min værtinde var en ældre tjenestepige, der havde arvet den pompøse lejlighed som tak for lang og tro tjeneste. Men efter fruens død havde hun ikke flået forklædet af kroppen og inviteret veninderne til fest i de fine stuer. Hun beholdt forklædet på, og som en ægte absurditetens kriger fortsatte hun ufortrødent de ritualer, som nu var tømt for mening.
Hver eftermiddag efter rengøringen holdt hun pause og satte sig i et mørkt hjørne af det højloftede køkken i stedet for at bruge stuen, som lå solbeskinnet, men tom hen. Med et ansigtsudtryk som var ligeså uforanderligt, som væggen bag hende, læste hun Århus Stiftstidende fra ende til anden. Verdens glæder og elendigheder passerede igennem hendes hjerne, som vand gennem et vandrør. Avislæsning var blot endnu en af menneskelivets mange pligter, men ligegyldigt hvad der stod trykt så siderne, ville det aldrig kunne påvirke hendes virke, som tjener for et møblement i Søndergade.
Om morgenen, når jeg passerede igennem køkkenet for at bruge toilettet, sad hun igen i det mørke hjørne. Og som en raffineret hån mod den nye dag genlæste hun gårsdagens avis med samme pedantiske grundighed som eftermiddagen forinden. Den fine frues abonnement på Århus Stiftstidende fortsatte hun trofast med at betale, men abonnementet på fremtiden havde hun opsagt nu da hendes frue ikke længere var en del af den.
Ingen ultrarealistisk skulptur på noget kunstmuseum i verden har gjort større indtryk på mig end denne absurditetens kriger i sin stol i det mørke hjørne i køkkenet. Den ældre kvinde, som vist engang havde været ung, men som altid havde søgt skyggen i erkendelse af, at de lysfyldte stuer var herskabets privilegium. Der var ingen nye dage i denne lejlighed, kun gamle.
Og for en sekstenårig dreng er det hårdt at måtte acceptere, at fremtiden ikke er andet end en stifttand i fortidens kæft. At livet leves baglæns, at alle de unge kvinder i Mols Bjerge og deres silkebløde kroppe i virkeligheden er på vej væk fra dig i stedet for at løbe dig i møde. At gentagelsen og uforanderligheden er de søjler, du må bestige for at få øje på Gud.

Men pigerne fra Mols Bjerge var stærkere end som så. Selv om Kierkegaard trøstede sig med, at forventningens glæde var den største, anede han dog, at det fuldbyrdede møde mellem kønnene for menneskesjælen er som at komme ind i orkanens vindstille centrum. I et kort, fortryllet øjeblik er vi dyret selv, befriet for tvivlen og alle de andre bløde tanketænger, som filosofferne bærer rundt på i deres værktøjskasser.
Måske var det derfor hun reagerede så stærkt, da hun en morgen hørte lettere skridt end sædvanligt passere bag avisen på vej mod toilettet.
Pigeskridt.
Da jeg kom hjem fra skole lå Århus Stiftstidende urørt på måtten foran døren. Det var vel aldrig sket før. Hun samlede altid avisen op fra måtten øjeblikket efter, avisbudets skridt var forsvundet videre op af trappen. Synet af den ulæste avis fyldte mig derfor med angst, som havde manden med leen været på besøg for at høste fortid i de stille stuer.
Jeg samlede avisen op fra gulvet og gik tøvende igennem den fine patricierlejlighed, som lå hen i et sært halvmørke. Selv dagslyset ude på Søndergade syntes at tøve med at sende sine stråler ind gennem vinduerne til fortiden.
Som den gamle tjenestepige havde for vane fandt jeg hende siddende ude i køkkenet på den hårde stol i hjørnet, men uforanderligheden var forbi. Ansigtet var i oprør. Tårerne flød frit, og hun så på mig med en hjælpeløshed, som gjorde os begge ondt. For selv om hendes stålsatte uforanderlighed skræmte mig, var den også blevet en del af mine hverdage. Gentagelsens triumf havde både været en hån mod mine drømme om en fremtid hånd i hånd med en af pigerne fra Mols Bjerge langt fra landet mellem de tvende have, men samtidig havde hendes fandenivoldske disrespekt overfor den gryende dag fyldt mig med en sær respekt.
Nu græd hun, og der var ingen ekkoer fra gårsdagen, som gav gråden gentagelsens alibi. Jeg forstod ikke, hvordan den unge pige, som listede sig igennem hendes køkken for ikke at forstyrre hendes morgenavislæsning, havde formået at tilintetgøre tjenestepigens stoiske ro, men væk var den. Med tårer i sine gamle øjne bad hun mig om aldrig at have piger sovende igen. Og det lovede jeg hende, fordi hendes sorg var så foruroligende, at alverdens piger for et øjeblik forsvandt.
Næste morgen var livet i Søndergade tilbage i sin gamle gænge. Med et ansigtudtryk, der atter var ligeså uforanderligt som væggen bag hende, læste hun igen Århus Stiftstidende fra ende til anden i det mørke hjørne i køkkenet, mens den fine frue og hendes veninder sad på de urørte, blødt polstrede stole i de lyse stuer og hviskede sig længere og længere ind i fortiden.
Men jeg var stadig ude af balance og kom til at hælde salt på min ymer i stedet for sukker. Og smagen fik min hals til at snøre sig sammen i rædsel, som havde jeg prøvet at sluge en af Studstrupværkets skorstene. Det var første gang, jeg hørte tjenestepigen grine. En sær larmende latter, som den fine frue sikkert havde frabedt sig i sine stuer. Hvis man ikke havde haft ansigtet som reference, lød latteren som disse gammeldags køkkenmaskiner, som nu sælges til spotpriser på landets mere ydmyge kræmmermarkeder. Men for drengen fra Mols var det som om tjenestepigen omsider tog et par vaklende skridt ind i nutiden, og han tog glad imod hende.

Nede på Katedralskolen var livet ligeså uforståeligt for mig, som det måske i sin tid havde været for manden, der målte lysets tøven. Pigen ved siden af mig var køn med et stænk af drilleri i de brune øjne. En dag hørte jeg hende sige til en af sine mange veninder, at jeg var "træls". Det holdt mit hjerte varmt længe, og jeg tænkte alvorligt på at invitere hende hjem til tjenestepigen over Nelly's Brudekjoler i Søndergade, indtil jeg blev indviet i hvad "træls" betød.
En anden køn pige med sommerlyst hår og klare øjne prøvede jeg at imponere ved at spise tulipaner i en have i Risskov ved aftentide. Jeg har glemt, hvordan hun reagerede, men kort tid efter forlod hun os, fordi hun syntes stemningen i klassen var kold og uden virkeligt sammenhold. Så var der en kommunist, der skræmte historielæreren, fordi hun nægtede at acceptere hans udlægning af klodens dage, og der var en pige med madonnaøjne og nonnebevægelser, der levede i et fast forhold til en dreng, som altid ramte ved siden af fodbolden i afgørende situationer nede på boldbanen. Endvidere var der drengene fra Beder, hvor jeg aldrig havde været, men hvor livet åbenbart flød lettere end i Søndergade. En høj og en stærk, men begge med skæve smil og stor foragt for selvhøjtidelighed.
Der var selvfølgelig også den dygtige pige, der altid fik dårlige karakterer til eksamen, fordi øjeblikkets styrke ikke var hendes styrke, og pigen fra friskolen, der med rastløs energi søgte den totale autoritet. Og der var manden fra huset på toppen af den lange bakke i Rønde, der som jeg var forelsket i landskabet på den anden side af Århus bugt, hvor hans ok-jolle lå og kedede sig på strandens sten, mens han kedede sig igennem tre års terapi. Og mange andre ansigter, der som en vej tilbage mod fortiden, forsvinder ind i en let tåge af glemsel.
Jeg tror pigen, der forlod vores klasse i utide, havde ret. Der var en sær mangel på passion overfor hinanden og overfor de kundskaber, lærerne tilberedte for os i mere eller mindre elegante anretninger. Der var en sær stemning af... at det hele begynder, når det her er forbi. En tøven ikke kun i det århusianske lys, men også i de århusianske hjerter.

Måske kunne jeg gøre mig fortjent til en mindeplade ved siden af Ole Rømers ved porten til vores gamle Katedralskole, hvis jeg fandt en måde at måle hjerternes tøven på: "Han målte hjertets tøven".
Næste år er det 30 år siden disse hjerter blev pyntet med en studenterhue af Rektor Aage Berthelsen. Mig ville han ikke give mit studentereksamensbevis, fordi jeg ikke som de andre stod og ventede bag ham på Århus Teaters store scene, hvor højtideligheden foregik, men sad ved siden af min mor nede i salen og nød duften af Mols fra hendes overfrakke. Derfor måtte jeg springe op på scenen, da mit navn blev nævnt, som en klodset skuespiller, der var faldet i orkestergraven. Det var forkert gjort, og Aage Berthelsen valgte korrekt at ignorere mig. Derved skænkede han mig symmetriens gave. Både min entre og min afsked fra smilets by var sært kejtede, som to mennesker der gerne vil danse med hinanden, men hvis rytmesans ikke kan forliges.
Stor var min glæde da jeg med en århusiansk pige ved min side kørte tilbage til det dejlige landskab på den anden side af Århus bugt for at tage hende med ud på en lang tur i Mols Bakker, hvor gentagelserne er så smukke, at de vokser for dine øjne og antager stadig nye former, som var de fremtiden.
Kære Århus, tak for ensomme dage, hvor jeg sad oppe på universitetets kantine med spisebilletter i hånden sammen med de andre ensomme skikkelser fra hovedlandet og læste i tykke bøger nede fra Centralbiblioteket, som vi håbede aldrig ville ende, for det ville tvinge os til at se livet i øjnene på en regntung efterårsdag midt på Åboulevarden. Under vores fødder kunne vi høre åen stønne deprimeret i sit lange rør, som en oprørsk sjæl det pænere borgerskab havde forment adgang til morgendagen.
Den skæbne var kun den gamle absurditetens kriger fra Søndergade stærk nok til at bære.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her