Læsetid: 3 min.

Hvem har aben?

6. januar 1999

Det kan godt være, at Will Selfs satire over det egocentriske kunstnermiljø er for lang - men den er både underholdende og tankevækkende

NY BOG
"Et lunkent fodbad af antisocial stilstand med dets skum af tragisk patos."
Sådan beskriver Will Self det opkørte og selvgejlende kunstnermiljø, hvor hovedpersonen i hans nye roman, Store aber, kunstneren Simon Dykes udfolder sig. Dykes er en anerkendt engelsk billedkunstner, repræsenteret på Tate Gallery og et fast indslag ved de celebre ferniseringer hos Saatchi.
Han deltager med stor iver i de intellektuelt og moralsk incestuøse relationer mellem anmeldere, gallerister, kunstsamlere, museer og kunstnere. Han har succes og står umiddelbart overfor endnu en fernisering, da hele hans verdensbillede bryder sammen.
Efter en lang nat med hele kunstnerslænget med masser af ecstasy, whisky og kokain ender han mellem lagnerne sammen med sin unge kæreste Sarah. Men stofferne har for længst gjort det af med potensen. Ecstasyens infantiliserende effekt har sat ind.

En abe i sengen
Dykes er ikke til noget, først da stofferne er dampet af, vender potensen tilbage. Efter et euforisk samleje i en ordentlig bagskid af sprut og stoffer falder han i en dyb søvn, overmandes af mareridtsagtige drømme, hvor Sarah optræder i en abes skikelse. Da han vågner, opdager han, at det er en chimpanse, der ligger i sengen hos ham.
Dykes bliver straks indlagt på psykiatrisk afdeling. Dia-
gnosen hedder psykotisk sammenbrud, hovedsymptomet er systematiske hallucinationer. Dykes lider af den vrangforestilling, at han er et menneske, han fastholder dette på trods af, at alle omkring ham er chimpanser, personalet, lægerne og psykiaterne.
Dykes bliver et interessant tilfælde. Den kendte tv-personlighed og psykiater Dr. Zack Busner, en anti-psykiater med særlig interesse for gale kunstnere, som konsekvent fremturer, at sygdommen skyldes visse organiske abnormiteter i Dykes hjerne, overtager efterhånden behandlingen.
Han tager Dykes hjem fra hospitalet til sine private praksis, fører ham med gennem byen og viser ham hele civilisationens panselighed. De eneste mennesker, der er tilbage i England, findes i Zoologisk Have.

Omvendingens logik
Men intet kan få Dykes ud af sine vrangforestillinger. Alle de realitetsterapeutiske tiltag viser sig nyttesløse. Til sidst drager han med Busner til Afrika, for at prøve om ikke konfrontationen med hans menneskelige adoptivsøn, som han har sponsoreret i Zoo, men som nu er sat ud for at lære at leve i naturen, kan få ham til at opgive vrangforestillingerne.
Det er et gammelkendt og traditionelt kunstgreb, der holder sammen på hele Will Selfs roman. Self har tydeligvis læst Mihail Bachtin og hans teorier om den karnevaleske litteratur, hvor verden er vendt på hovedet, og hvor det er omvendingens logik, der hersker.
Hos Self er menneskeligheden udskiftet med panseligheden. Vores oral-fikserede kultur vendt på hovedet og udskiftet med en pansekultur, der dyrker alle afskygninger af det anale. Der kastes lange og beundrende blikke efter de dejlige kønshævelser, der reklameres for og lanceres "tøj der fremhævede kønshævelsen, kønsbuleklinikker, aftenskoler og håndbøger om at få det mest mulige ud af sin kønshævelse" (s. 149).
Man parrer sig lynhurtigt og i flæng, ofte i lange parringskæder, som man både kan møde i byrummet og ved de celebre ferniseringer. Sygdommen CIV hærger miljøet. Smitten stammer selvfølgelig fra Afrika, hvor et menneske har bidt en chimpanse.
Anti-psykiateren Busner når lige at bedække et par af døtrene ved morgenmaden, inden han skal på klinikken. Det er et udtryk for seksuelt misbrug, hvis børnene ikke får en hurtig tur med farmand, inden de skal i skole.

Satire - på godt og ondt
Self får mange satiriske point og skaber en lang række grotesk humoristiske situationer bygget op omkring omvendingen som stilistiske figur. Men han ender også med næsten at udtømme dens muligheder hen gennem romanens godt 400 sider.
Det satiriske fokus bliver for snævert i det lange løb, der er for mange gentagelser, og romanen ville givet have vundet ved at være blevet strammet en hel del op.
Satiren rettes ikke kun mod den seksualmoralen, også lægevidenskaben og kunstnermiljøerne med deres velstrukturerede hierarkier med førerdyr får vendt vrangen ud ved at blive beskrevet i denne logik, og Self er tydeligvis på hjemmebane her.
Afsnittene med beskrivelserne af Londons fashionable kunstnermiljøer og hele det betændt symbiotiske samliv af kunstnere, kritikere, gallerister etc. hører til romanens sprogligt mest overrumplende, vitale og ondskabsfulde. I andre sammenhæng som satirerne over det psykiatriske system hierarkiske hakkeorden, den kulturelle medialisering og den populærvidenskabelige abeforskning er i perioder mindre sprogligt stimulerende.
Men man underholdes på tænksom vis i lange perioder, det er i sig selv en sjælden cocktail.

*Will Self: Store aber. Oversat af Claus Bech. 430 s., 395 kr. Tiderne Skifter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu