Læsetid: 8 min.

Hvorfor får zebraer ikke mavesår?

11. januar 1999

Om hvordan stress påvirker kroppen, og hvordan vi bedre kan mestre vores stressede hverdag

STRESS
Intuitivt har de fleste mennesker en fornemmelse af, at stress ikke er særligt godt for helbredet. Også vores sprog reflekterer en sådan fornemmelse.
Vi siger, at "han blev syg, fordi han arbejdede for meget", "hendes mor døde sidste år, så det er ikke så underligt, at hun har den der forfærdelige hovedpine", "han var så bange for ikke at blive forfremmet, at han udviklede mavesår", etc. etc.
Selv når vi går til læge med ondt i hoved eller ryg, vil vi i mange tilfælde få at vide, at vi skal tage den med ro et stykke tid - at det bare er stress.

Jaget vildt
Prøv at forestille dig en zebra, der bliver jagtet af en løve. Den står dér lige så stille og roligt og græsser på den varme afrikanske savanne - og så pludselig: WOUW... Dén zebra bliver stresset. Og det stressrespons, der udløses i zebraen, er lige præcis det, der får den til at overleve - i bedste fald.
Energi omdirigeres til musklerne, så de kan fungere optimalt. Kroppen fokuserer på de vigtige ting i lige præcis det øjeblik, således at zebraen kan flygte fra løven. Fordøjelsen stopper, sukkerstoffer frigives til blodet, smertetærsklen sættes op osv. osv. Det, der sker, er et akut stressrespons.
Når det er lykkedes zebraen at undslippe løven på den ene eller den anden måde, vender de forskellige organiske processer tilbage til deres normale leje, og dyret begynder at kigge sig om efter noget dejligt grønt græs, den kan sætte tænderne i.

Kroppens reaktion
Men hvad er stress, hvordan defineres det?
I det følgende vil jeg referere til stress på to niveauer. En stressor er et fysisk, kemisk eller psykologisk stimulus, der destabiliserer eller forstyrrer den fysiologiske ligevægt i kroppen, den såkaldte homeostase. Stressresponset er det kroppen gør for at få tingene tilbage til deres normaltilstand igen.
Undersøgelser har vist, at uanset hvilket slags stressor der er tale om, så vil der ske en aktivering af hormonsystemet og af det sympatiske nervesystem.
Gennem deres effekt på forskellige hormoner udløser stressorerne en kompleks serie af begivenheder i hormonsystemet. Eksempelvis et psykologisk stimulus opfattes af de højere hjernecentre - for zebraen synet, lugten, lyden af løven - hvilket udløser en kædereaktion i hormonsystemet, der til slut medfører, at binyrerne udskiller cortisol til blodbanen.
Cortisol har forskellige effekter i kroppen, f.eks. på det organiske stofskifte. Der sker en forøget mobilisering af energi: koncentrationen i blodet af aminosyrer, sukkerstoffer og frie fedtsyrer stiger. Disse ændringer er præcist egnede til at sikre overlevelsen af et dyr i en truende situation. Det får f.eks. energi uden at skulle bekymre sig om at skaffe mad, og de aminosyrer, der pludselig bliver tilgængelige, kan være nødvendige for at hele beskadiget væv.
Cortisol har også en neddæmpende effekt på betændelsestilstande, hvilket giver kroppen et naturligt forsvar mod sår, der stammer fra en farlig situation. Der sker også en omdirigering af immuncellerne for at sikre, at de rigtige celler befinder sig de rigtige steder på det rigtige tidspunkt.
På denne måde sikres det, at immunforsvaret kan fungere effektivt, hvis dyret udsættes for angreb fra et rovdyr eller invaderende mikroorganismer.
Når et dyr eller menneske udsættes for en situation, der opleves som stressende, udskilles der endvidere en mængde andre hormoner, som det imidlertid vil føre for vidt at komme ind på her. Interesserede henvises til litteraturlisten.
Aktivering af det sympatiske nervesystem under stress kaldes ofte for et fight-or-flight-respons. Selvom dette navn ikke er særligt brugbart, når vi snakker om den menneskelige hverdags psykosociale stressorer, så er betegnelsen dækkende for de ting, der sker i kroppen.
Ligesom aktivering af hormonsystemet, medfører aktivering af det sympatiske nervesystem en mobilisering af kroppens energi-lagre. Organismen forberedes på intens motorisk aktivitet, som vil være nødvendig for angreb, forsvar eller flugt. Alle disse ændringer er igen meget smarte, når de sker under et akut stressrespons, og de er forårsaget af adrenalin og noradrenalin, som udskilles fra binyrerne og nervesystemet.

Uafbrudt stress
Lad os vende tilbage til vores zebra igen. Der er den, jagtet af et rovdyr, mens den lider under et akut stressrespons.
Præcis den samme ting ville ske, hvis vi en dag befandt os i f.eks. København, drejede om et hjørne og stod ansigt til ansigt med en løve. Mens vi flygtede over stok og sten, ville de samme biologiske mekanismer foregå i vores kroppe.
En sådan situation er jo imidlertid ikke særlig sandsynlig. I stedet er vi konfronteret med regninger, der skal betales, bekymringer omkring kvaliteten af vores drikkevand, skænderier med vores partner og frygt for at der skal ske vores børn noget i trafikken.
Vores stressrespons er med andre ord hele tiden tændt. Og det er dårligt for vores helbred. Undersøgelser har vist, at der er en markant forskel på, hvordan kroppen reagerer på henholdsvis akut og kronisk stres. Ved kronisk stress bliver vores krop kort sagt udslidt - blodårerne slides ned og immunsystemet hæmmes af alt det cortisol, der bliver frigivet fra binyrerne.

Stoisk ro
Det er her vigtigt at være opmærksom på, at det er den totale mængde stressorer, der har indflydelse på vores sårbarhed overfor sygdom. Det er altså ikke nødvendigvis enkeltstående begivenheder, men snarere flere på hinanden følgende stressudløsende situationer, der virker dårligt ind på vores biologiske modstandskraft.
En anden væsentlig omstændighed er, hvorvidt vi har en skulder at græde ud ved, når disse stressorer forekommer samt, ikke mindst, hvordan vi mestrer (eller coper) med situationen. Her spiller ens personlighed en stor rolle.
Giver du op, når du møder modgang i dit liv? Benægter du simpelthen, at du er blevet fyret og prøver at lade som ingenting? Accepterer du blot stoisk, at din ægtefælle ønsker skilsmisse? Eller kæmper du og tænker, at det er dig, der bestemmer over dit liv - dig, der kan ændre tingene?
Flere og flere undersøgelser viser, at vores mestringsstrategier kan være af betydning for de helbredsmæssige konsekvenser af et stressrespons. Og her snakker jeg ikke blot om forøget risiko for at blive forkølet eller få influenza, men også om langt mere alvorlige lidelser som f.eks. kræft og hjerte/kar-sygdomme.
Specielt ser det ud til, at 'kampånd' kan styrke de biologiske forsvarsmekanismer, mens stoisk accept og hjælpeløshed/håbløshed kan gøre dit liv kortere.

Følelser skal frem
Igennem de sidste 10-15 år er der blevet lavet en masse interessante undersøgelser med det formål at finde ud af, om der er en sammenhæng mellem stress og sårbarheden overfor sygdom. Jeg vil her blot nævne et par af disse undersøgelser.
Pennebaker og medarbejdere inddelte 50 raske universitetsstuderende i to grupper og bad den ene gruppe om at skrive i fire på hinanden følgende dage om en traumatisk hændelse i deres liv; noget de aldrig havde snakket med andre mennesker om i detaljer.
Emnerne kunne f.eks. være incest, sygdom, ulykker og lignende. Derudover blev de bedt om at berette om deres følelsesmæssige respons på det at genkalde sig den traumatiske situation. Den anden gruppe - kontrolgruppen - skulle blot skrive om trivielle ting fra deres dagligdag.
Undersøgelsen viste, at det at holde følelser tilbage kan betragtes som et fysisk arbejde, der virker stressende på kroppen. I en opfølgende undersøgelse tre måneder senere viste det sig, at de personer, der havde 'frigjort' deres følelser ved at nedskrive dem, havde færre sygedage, deres immunforsvar var styrket på flere områder og generelt følte de sig i bedre humør end personerne i kontrolgruppen.
En anden undersøgelse havde som formål at finde ud af, om stress og belastende livsbegivenheder giver større risiko for luftvejsinfektioner, som f.eks. forkølelse.
Cohen og hans gruppe inddelte 420 raske personer i to grupper. Den ene gruppe blev dryppet med forkølelsesvirus i næsen og den anden gruppe blev dryppet med vand. Forinden havde alle udfyldt spørgeskemaer, der gav et udtryk for stressniveauet i perioden op til forsøget.
Af dem, der blev dryppet med virus, blev 38 pct. forkølede, mens ingen af kontrollerne blev syge.
Undersøgelsen viste, at der var en ikke-tilfældig sammenhæng mellem det at være stresset og blive forkølet. Det var endda sådan, at jo mere stressede folk var, jo mere forkølede blev de - et såkaldt 'dosis-respons forhold'.
Det er endnu uklart præcis hvilke biologiske mekanismer, der ligger bag - altså hvad det er en given stressor 'gør' ved kroppen, men undersøgelser indenfor det tværvidenskabelige område psykoneuroimmunologi har vist, at nervesystemet, hormonsystemet og immunsystemet kan påvirke hinanden gensidigt og dermed danne baggrund for, at en psykologisk stressor kan medføre større sårbarhed overfor sygdom.
Adfærdsmæssige ændringer, der sker som respons på en stressfuld situation har selvfølgelig også en betydning for, hvorvidt man bliver syg eller ej.
F.eks. er det velkendt, at stressede personer ofte sover mindre, dyrker mindre motion, spiser dårligere og ryger og drikker mere end folk, som ikke er stressede, hvilket har en negativ indflydelse på kroppens forsvarssystem.

Sociale valg
Efter min mening burde vi generelt fokusere noget mere på, hvorfor folk bliver syge. For at give et grotesk eksempel på problemstillingen, så arbejdede børn ved århundredeskiftet i kolde og usunde fabrikker.
Det blev de syge af og fik bl.a. lungebetændelse. I en sådan situation er løsningen ikke at udvikle et nyt antibiotika mod lungebetændelse, men at afskaffe de vilkår, der gør børnene syge...!
At afskaffe usunde livsbetingelser er et politisk anliggende. Det var det i starten af århundrede, og det er det stadigvæk, som flere artikler og ledere i Information har peget på igennem det seneste år. Men det er også noget vi bliver nødt til at tænke over som individer.
Et akut stressrespons er det, der får zebraen til at overleve, mens det at bekymre sig i årevis om penge, forfremmelser, arbejdsløshed mv. kan være skadeligt for vores helbred. Og det her handler vel at mærke ikke om at give folk dårlig samvittighed over at være blevet syge - det være sig mere eller mindre alvorligt.
Der er ingen tvivl om, at skyld er en forfærdelig følelse at slæbe rundt på; måske oven i købet en, som i sig selv bidrager til sygdom.
Men jeg tror, at det er vigtigt, at vi erkender, at vi selv er medspillere, når det handler om sundhed og sygdom. Måske skulle vi fokusere noget mere på vores ressourcer i stedet for at snakke om skyld.
Et hav af undersøgelser viser, at der er en sammenhæng mellem krop og psyke - det er da positivt, at vi selv har en del af kontrollen over denne sammenhæng!

Anja Nørbæk Sørensen er biolog med psykologisk overbygning. Forsker i sammenhængen mellem krop og psyke hos brystkræftpatienter.

Anbefalet litteratur:
*Robert M. Sapolsky: Why zebra's don't get ulcers. W. H. Freeman and Company, New York, 1994.
*Lars Ole Andersen, Mogens H. Claesson, Asbjørn Hrobjartsson og Anja Nørbæk Sørensen: Placebo. Historie, biologi og effekt. Akademisk Forlag, 1997.
*Pennebaker JW, Kiecolt-Glaser JK, Glaser R.: Disclosure of traumas and immune function: Health implications for psychotherapy. J. Consult. Clin. Psychol. 1988; vol. 56(2), side 239-245.
*Cohen S, Tyrrell DAJ, Smith AP.: Psychological stres and susceptibility to the common cold. New Engl. J. Med. 1991; vol. 325, side 606-612

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her