Læsetid: 4 min.

Intet Kongeligt Teater i London

13. januar 1999

Det myldrende Londonske kunstliv er organiseret helt anderledes end i Danmark. Nationale kompagnier er spredt for alle vinde - og hører nogle gange slet ikke hjemme i London

SCENEHUSE
LONDON - Den britiske hovedstad er en af verdens mest betydningsfulde kulturbyer - hele tiden. Men en pendant til Det Kgl. Teater huser den ikke. Altså én bygning, der er hjemsted for både det nationale teater-, opera- og balletkompagni.
Det Londonske kulturliv har udviklet sig anderledes. Der findes adskillige nationale kompagnier - men de hører hjemme alle mulige steder. Nogle gange ikke engang i London. Birmingham Royal Ballet har således hjemme, som navnet mere end antyder, i landets næststørste by. Og Royal Shakespeare Company (RSC) har halvdelen af året hjemsted i Stratford Upon-Avon.
De andre kalder dog London deres hjem. Royal Opera og Royal Ballet bor i Royal Opera House i Covent Garden - når huset engang er færdig med sin 213 mio. pund - over 2 mia. kroner - store ombygning. I mellemtiden huserer de to kompagnier rundt omkring, som var de på permanent turné. English National Opera - som altid optræder på engelsk uanset librettoens oprindelige sprog - hører til i Coliseum tæt ved Leicester Square. Begge operahuse har tilhørende orkestre.
Der findes et outfit, der hedder English National Ballet, ENB, men det hører ikke sammen med operaen. ENB er et turnerende balletkompagni, der ikke har noget permanent hjemsted.
Royal National Theatre ligger et helt andet sted - på Themsens sydlige bred - og styrer rundt med hele tre separate scener.
"Der er ingen speciel grund til, at det er sådan - bortset fra historiens uheld," siger Robert Hewison, som er professor i litterære og kulturelle studier ved Lancaster Universitet og forfatter til en bog om kunstens organisering og finansiering.
For eksempel var der simpelt hen ikke plads til teater, da et tidligere dansested blev til Royal Opera House efter Anden Verdenskrig.
Under alle omstændigheder er det mere logisk at have opera og ballet sammen.
"De traditionelle, klassiske operaer indeholdt en masse dans. Og opera er dyr, så der er brug for noget til at fylde ind imellem. Der passer ballet ind. Begge kunstformer har brug for et orkester," siger Robert Hewison.
At føje teater til, kan højst give nogle besparelser til administration og måske teknisk personale.

Garager til kunst
Det nærmeste, London kommer på en konstruktion à la Det Kgl. Teater er vel nok South Bank Centre syd for Themsen - for øvrigt ret tæt på National Theater. Centret består af Royal Festival Hall, Queen Elizabeth Hall og The Purcell Room. Her går man fortrinsvis for at høre musik, men en gang imellem sniger der sig også andre ting ind, og komplekset huser også Hayward Gallery. Centret har dog ikke dets egne kompagnier tilknyttet.
Det har derimod Barbican Centre, som er hjemsted for London Symphony Orchestra. Royal Shakespeare Company bor også her, når de ikke er i Stratford Upon-Avon. Barbican er Europas største kunstcenter og kostede 150 mio. pund - ca. 1,5 mia. kroner - da det blev bygget i 1982 og huser restauranter og gallerier ud over de sale, der bruges til at optræde i.
Begge centre er i det store og væsentlige såkaldt modtagende huse eller 'garager', som de ofte kaldes, hvor diverse kompagnier kan leje sig ind og stable noget på benene.
De fleste af de nationale kompagnier i Storbritannien har fra tid til anden haft store økonomiske vanskeligheder, og der har været tanker fremme om rationaliseringer - f. eks. ymtede New Labours kulturminister, Chris Smith, en ide om at lade begge operahuse og Royal Ballet bo i Royal Opera House i Covent Garden, men det modsatte stort set alle sig.

Noget rod
Der er også tanker om at ændre på South Bank Centre, så det bliver både mere tidssvarende og smukkere - bl.a. har arkitekten Richard Rogers forfattet en plan om en stor bølgeagtig sag i glas, som kunne få komplekset til at hænge noget mere sammen, men med de eksisterende bygninger intakte. Andre planer går på at lade hele molevitten rasere og bygge noget nyt, men det er tvivlsomt, om planerne vil blive til noget. Det skyldes først og fremmest omkostningerne. Richard Rogers' 'glastag' ville alene koste 135 mio. pund - ca. 1,3 mia. kroner.
Så umiddelbart ser det ikke ud som om, at Londons kunstliv vil opleve nye, revolutionerende omorganiseringer. Det er og forbliver noget rod, men til gengæld kan man næsten altid være sikker på at finde et eller andet sted, hvor der optrædes med noget godt. Hvad enten det er musik, opera, ballet eller teater.
Og skulle det alligevel glippe, er der naturligvis altid hele den kæmpestore kategori, der ikke er del af de nationale kompagnier, og som så sandelig ikke hører til i den kedeligste ende.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her