Læsetid: 7 min.

Irernes succes koster EU-kassen

2. januar 1999

Som det første land blandt EU-klubbens fattige fætre, er Irland nu blevet så velstående, at diverse EU-kasser smækkes i

DUBLIN - Bortset lige fra de kønne højdedrag i baggrunden ser Tallaght lidt uden for Dublin meget lidt irsk ud. Man kører ind ad brede, snorlige veje uden svinkeærinder, passerer et moderne teknisk universitet, et lige så moderne hospital og havner i et nærmest futuristisk indkøbscenter komplet med en lille glaspyramide på toppen. Alt sammen bygget med tilskud fra EU's strukturfonde.
Men EU har ikke bare haft adskillige fingre med i spillet omkring infrastrukturen og bygningerne. På trods af det funklende og effektive indtryk er satellit-byen præget af store og temmelig urokkelige klumper fattigdom med store koncentrationer af irere, der aldrig har set en lønseddel - i det mindste med deres eget navn på - dårlige boligforhold, uregerlige unger med hang til kriminalitet og en hel kavalkade af øvrige sociale problemer.
Man kan se klumperne fra bykernen. De ligger som i en krans udenom med ens, grå og beige rækkehuse, så langt øjet rækker uden en eneste blomst eller andre oplivende momenter.
På grund af disse problemområder har Tallaght også modtaget EU-penge til aktiviteter, der forsøger at få folk i arbejde - evt. som selvstændige - få børnene til at gå i skole i stedet for at pjække og andre sociale tiltag.
Alt sammen udmærket. Var det bare ikke lige for det i øvrigt glædelige faktum, at Irland nu er blevet så rigt, at landet ikke længere hører til i EU's dumpeklasse - de lande, der pr. automatik er berettigede til den såkaldte Mål 1 status, som udløser strukturfondenes klingende kasser. Den status har man, hvis bruttonationalproduktet ligger under 75 pct. af EU-gennemsnittet, og Irland er nu kommet over den grænse.
Målt i privatforbrug pr. indbygger lå irerne sidste år på 90 pct. af EU-gennemsnittet. Det er en meget målbar konsekvens af den irske tigerøkonomi - i år kommer den ligesom sidste år til at ligge på over ni pct., hvilket er helt uhørt i Europa.
I Tallaght er folk godt klar over, at de snart må sige farvel til EU-pengene.
"De fysiske ting - de, der koster flest penge - vil blive mest berørt," siger Ann Lee fra det såkaldte partnerskab, der koordinerer støtten fra flere af EU-kasserne.
"Men der er en reel risiko for, at nogle af de erfaringer, vi har fået vedrørende f.eks. bekæmpelse af udstødelse fra arbejdsmarkedet, går tabt," siger hun.
Simpelt hen fordi de netværk og samarbejdsformer, der er skabt via EU-støtten, ikke formår at tage stafetten op og bringe den videre. Hvilket godt kan gå hen og ske, hvis den irske regering ikke går ind og erstatter de beløb, der tidligere kom fra EU.
Strukturpengene udgjorde sidste år 1,2 mia. ecu - ca. ni mia. kroner - og selvom de ikke er alene om at have skabt det meget omtalte irske økonomiske boom, så er de dog ikke at kimse ad. Og hvem vil i øvrigt sige nej tak til andres penge?

Vil beholde støtte
Så regeringen i Dublin har lagt sig i selen for at forsøge at beholde i det mindste noget af støtten. Forhandlingerne står på i øjeblikket, og forventningen er, at der bliver en udfasningsperiode på måske 6-7 år. Desuden har den irske regering for nylig fattet en plan, der deler landet op i to, hvoraf den ene del så ventes fortsat at kunne kvalificere sig til EU's fattighjælp. Planen er i øjeblikket til godkendelse i EU-systemet, og det har betydet en ny strategi hos de irske embedsmænd. Hvor de i gamle dage var helt vilde med artikler i den udenlandske presse om, hvor godt det gik med den irske økonomi, er billedet i dag nærmest omvendt. Udenrigsministerielle talsmænd og andre med blikket hæftet på bundlinien peger således i det ustandselige på, at Irland f.eks. kun har 94 kilometer motorvej.
Men det er ikke kun strukturpengene, der bekymrer irerne her på tærskelen til en ny budgetaftale i EU. Ikke mindst reformen af EU's landbrugspolitik gier udsigt til betydeligt lavere indtægter - faktisk modtager Irland flere penge på grund af den fælles landbrugspolitik end fra strukturfondene. Sidste år udgjorde bondepengene over to mia. ecu - ca. 15 mia. kroner. Lægger man det beløb til strukturfondspengene samt trækker Irlands bidrag til EU-kassen fra, endte irerne sidste år med et netto-overskud på EU-medlemskabet på 2,7 mia. ecu - ca. 20 mia. kroner - hvilket næsten svarer til fem pct. af bruttonationalproduktet.
Ligesom for Danmarks vedkommende var den fælles landbrugspolitik faktisk hovedårsagen til EU-medlemskabet i 1973, så det kan ikke undre, at irerne står fast på, at dén politik må forblive i EU og ikke 'renationaliseres'.

Tyskland presser på
Irland fægter her ikke alene, men det kan ikke afvises, at Tysklands stadigt mere intense understregning af, at landet er træt af at være EU's kassemester gør strabadserne sværere, end de ellers ville være. Og da den næste budgetaftale - den såkaldte Dagsorden 2000 -- ifølge planen skal færdiggøres i dette halvår under tysk EU-formandskab, hvæsser irerne argumenterne og forbereder sig på en særdeles barsk holmgang.
Alt sammen er del i den EU-excercits, som hedder at forberede sig på udvidelsen østpå med en lang række lande, der tidligere hørte til bag jerntæppet men som nu gerne vil være med i den vestlige klub. Denne øvelse vil også koste penge for den irske statskasse, og i finansministeriet skal de nu til at fylde hullerne. Det vil formentlig ske via involvering af flere private penge, men planerne er ikke håndfaste endnu.
"Det skal i hvert tilfælde være mere end bare at få privat finansiering - vi kan låne de samme penge billigere selv," siger Michael Tutty fra det irske finansministerium.
Set fra irsk side er EU-udvidelsen både godt og skidt. Udvider EU østpå, bliver Irland endnu mere isoleret og alene ude vestpå - en ø ved siden af en ø ved siden af et kontinent, som en af udenrigsministeriets embedsmænd udtrykker det - men der er også gode sider. For en udvidelse af EU vil også betyde en udvidelse af det marked, som irerne - og alle andre EU-medlemmer - frit kan sælge på. Oksekød, mælkeprodukter foruden naturligvis irsk whiskey m.m. vil kunne finde nye afsætningsmuligheder i de nye lande.
Så officielt i det mindste går Irland ind for EU-udvidelsen. Men embedsmænd lægger ikke skjul på, at det i fremtiden vil blive sværere at være irer. Landet har haft nærmest fænomenal succes med at trække især amerikanske virksomheder til. Ikke mindst på grund af meget favorable skattevilkår på helt ned til 10 pct. i visse sektorer, som dog stiger virkeligt voldsomt til hele 12,5 pct., når de nuværende - i øvrigt EU-godkendte - særligt lave ordninger løber ud. Men når EU's kernepunkt flytter østpå, er der fare for, at udenlandske virksomheder måske vil gøre det samme. Simpelt hen for at være tættere på markedet.
Så hvor irerne tidligere satsede på elektronik, medicin - det er her, Europas Viagra-piller produceres - og computere er de nu begyndt at tænke på næste bølge af industrier og brancher, som kan skaffe kapital, udvikling og arbejdspladser til øen. Valget lader til at falde på elektroniske varetransaktioner - dvs. Internet-handel med bøger, rejser osv. Det irske udviklingsbureua - IDA - vil ikke helt ud med sproget, men irerne synes at mene, at den slags måde at købe ind på vil opleve stor vækst i de kommende år, og man gætter nok ikke helt fejl, hvis IDA-folkene pønser på at lokke al den bagvedliggende aktivitet - bogholderi, ordrebehandling m.v. til Irland.

Afhængighed
De udenlandske virksomheders voldsomme tilstedeværelse i Irland udgør et helt andet problem - nemlig afhængigheden af internationale konjunkturer. Udenlandske virksomheder - især amerikanske - har så stor vægt i den irske økonomi, at bruttonationalproduktet falder med hele 13 pct., hvis man trækker overførslerne til udlandet fra.
Spørgsmålet er, hvor længe Irland kan blive ved med bare at præsentere sig selv som en slags stort, åbent kar, hvor udenlandske investorer kan komme og hælde alt muligt i fra Viagra-piller til Internet-handel. Udviklingen af irernes egen industri halter bagefter, og det kniber med at få gang i en irsk entreprenør-psykologi.
Men så længe, de udenlandske virksomheder påtager sig størstedelen af udviklingen og væksten, er der måske ikke den store grund til at klage. Problemet kommer, hvis f.eks. den interna-tionale økonomiske krise - f.eks. på grund af amerikanske firmaers vigende indtægter fra Asien - får den konsekvens, at de udenlandske trækker sig ud af Irland.
I allerværste fald kan det tilføje den irske økonomi så voldsomt et slag, at korthuset ramler og Irland igen må søge optagelse i EU's fattigklub.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu