Nørbo alene
*Den danske pianist Søren Nørbo spiller helst alene eller med en enkelt partner. Det sidste i en mindeværdig duo med den svenske tenorsaxofonist
Joachim Milder, som vi i 1996 både hørte ved en koncert i København og på en cd i begges navn (Music Mecca) med optagelser fra 1992. Den tyst reflekterende musik fra duoen genfindes på Nørbos ny cd, hvor han høres solo i frit improviserede forløb, som dog gennemgående savner den struktur der var i duoens fortolkninger af standard-melodier, og som derfor ikke helt forløser hans usædvanlige talent.
Søren Nørbo: Passager. SN 9801 (tlf.: 3834 2996)
Frit fald
*Den samme fri, men disciplinerede improvisation som Søren Nørbo dyrker på sin ny plade, fandtes i begyndelsen af 60'erne i klarinettisten Jimmy Giuffres trio med pianisten Paul Bley og bassisten Steve Swallow (som dengang var en fremragende kontrabassist). Trioen indspillede tre plader, af hvilke den sidste og mest avancerede nu er overført til cd, udvidet med seks optagelser og godt 20 minutters musik. Der er kompositoriske elementer i denne fri cooljazz (eller omvendt?), men især intuitivt samspil på højt plan.
Jimmy Giuffre: Free Fall. Columbia CK 65446
Edison og Boone
*Sidste forår indspillede Mads Vinding og Alex Riel en udmærket plade i Vindings navn med den amerikanske pianist Roger Kellaway tilføjet. Ved samme lejlighed indspillede trioen, nu ledet af Riel, en cd med den da 82-årige trompetist Harry Edison som solist. I noterne fortæller Riel morsomt om baggrunden for mødet, som pladetitlen også henviser til, og trioen akkompagnerer veloplagt den en anelse aldersstegne Edison.
Et fremragende akkompagnement er der sandelig også bag Richard Boone, som helt har lagt basunen bag sig og kun synger i sin mest poliske stil. Carsten Dahl er overdådig ved klaveret i dette standard-repertoire, Bob Rockwell lægger romantisk tenorsax til et par steder, og Keith Keller har skrevet fine noter.
Alex Riel: D.S.B. kino. Stunt STUCD19811
Richard Boone: A Tribute to Love. Stunt STUCD 19901
Basunmesteren
*James Louis (bedre kendt som 'J.J.') Johnson er fremfor nogen skaberen af det moderne jazzbasunspil. Han er netop fyldt 75, men var i hvert fald for et par år siden, da han indspillede sin nyeste plade, i fuldt vigør. Det skyldes nok bl.a. inspiration fra den udsøgte rytmegruppe med Renée Rosnes (klaver), Rufus Reid (bas) og Victor Lewis (trommer). Og hvis saxofonisten Dan Faulk ikke er helt på niveau, så er Wayne Shorters tenor i et enkelt nummer til gengæld en kæmpe-attraktion ved pladen.
J.J. Johnson: Heroes. Verve 528.864-2
Super-performeren
*Mens vi venter på, om der skulle blive til endnu et besøg af den formidable performer, som Abbey Lincoln er, foreligger nu endnu en sjældent velproduceret plade med hende. Den viser hende overvejende i eget materiale og med sine faste akkompagnatører, men Bobby Hutchersons vibrafon og marimba kaster glans over det meste, og Nicholas Payton er med trompet eller flygelhorn gæst et par steder. Så pladen skulle bare have været en video.
Abbey Lincoln: Wholly Earth. Verve 559.538-2
