Læsetid: 6 min.

Jeg vi eller man

16. januar 1999

Sproget siger mere end mange ord - med pronominerne i verdens centrum

QLUMMEN
I orkanens øje. Der vil jeg gerne befinde mig." Sagde Paprika Steen i et interview til Politiken for et par uger siden. Som mange andre mennesker, ønsker den unge skuespiller at være i centrum. Helt derinde i midten er der naturligvis ikke plads til alle og enhver. Der er kun plads til én.
Dette 'jeg' er for det moderne menneske omdrejningspunktet, hvorfra 'min' verden går, og de andre udenom er nærmest bare nødvendige tilskuere for, at 'jeg' kan agere herinde i centrum. Det lille ord 'jeg' er et af de vigtigste ord i dag. Med dette pronomen kan et menneske bestyrke sin individualitet og særegenhed. Og dét er eftertragtede værdier, hvis man skal kunne tiltrække sig andres opmærksomhed. Lille pronomen, stor betydning.
Der er bare det problem, at hvis alle helst taler om sig selv, har ingen lyst til at lytte på de andre. Samtalepartneren vil også tale om sig selv, den selvoptagede idiot. Og det er vel forklaringen på, at så mange går til psykologi eller terapeut, hvor man formedelst betaling kan tvinge en anden til at høre på 'mig' om 'mig'.

I det engelske sprog har individet og det personlige pronomen åbenbart en særlig høj status; så høj at de skriver 'jeg' med stort bogstav (I). 'Jeg' fremstår derfor altid overlegent skuende ud over resten af teksten. Helt så selvoptagede er vi ikke i lille Dannevang, hvor vi derimod skriver anden og tredje person med stort: I og De. Tværtimod er der uskrevne regler for, at vi ikke bør anvende ordet 'jeg' alt for mange gange. Vi bryder os i virkeligheden ikke om mennesker med en umådelig hang til at tale om sig selv:
"Jeg sad derhjemme og så Jeopardy, som jeg altid gør, og så hørte jeg ambulancen, med fuld udrykning, stoppe lige udenfor. Nej, tænkte jeg, det var da skrækkeligt, og så måtte jeg op og kigge ud af vinduet. Der så jeg, at de bar min nabo ud på en båre. Næste dag hørte jeg, at han var død af et hjerteslag. Jeg fik et chok."
Den slags selv-omtale er irriterende at høre på. For det første er det ikke velanset at sige 'jeg' hele tiden, og dermed afsløre sin selvoptagethed. For det andet bliver 'jeg'-fortællingen til en selvstændig fortælling, der fuldstændig omfavner den egentlige historie. Helt irrelevant for budskabet. Fortælleren gør sig selv til hovedperson, fremfor den hun fortæller om.
For det er naturligvis mest kvinder, der anvender denne kvælende og overdrevne brug af pronomenet 'jeg'. Så er der noget mere mandigt over det modsatte, nemlig når man(d) udtaler sig om sagen og ikke om sig selv. De dygtige på dette felt er gode til at undgå pronomenet 'jeg'. Tænk på en politiker, der bliver spurgt:
- Hvordan har du det med at medlemmerne flygter fra partiet?
Den mand(l)ige politiker svarer sikkert:
"Det spørgsmål vil nu blive drøftet internt, hvorefter der bliver taget stilling til en videre strategi."
Ikke ét eneste jeg, ikke ét pronomen - og budskabet er naturligvis helt klart!
Pronomen-løst bør det være, når man ønsker at signalere, at man har magt over tingene, og forholder sig
objektivt til et problem. Hvis man siger 'jeg' for mange gange, kunne folk jo tro, at man blander sin subjektive holdning ind i sagen, og det virker ikke så overbevisende.
Denne retoriske konvention afslører, at vi stadig lader os forføre af illusionen om objektiv og subjektiv virkelighed. Uanset hvor kloge de er, og hvor megen viden de har om sagen, er politikere vel forhåbentlig subjektive mennesker, som lader sig drive af deres egne holdninger?

Langt ude på landet findes der steder, hvor 'jeg' knapt nok eksisterer. (Ja, der findes stadig gammeldags 'land', omend i små, eksotiske klatter hist og her.) Derude siger folk 'vi' i stedet for 'jeg', fordi de ikke ønsker at træde frem foran andre, tværtimod.
"Sådan gør vi ikke her." Siger de f.eks. til den økologiske landmand.
Pronomenet i flertal betyder, at flertallet bestemmer, og at fremmede holdes effektivt ude. Desuden holder 'vi' ro og orden i de indre geledder. Ikke noget med at træde ved siden af. 'Vi' garanterer fællesskab, også til det gør ondt.
Det er måske de sidste levn af en før-moderne selvopfattelse, herude på det yderste bondeland, men vi genkender den patroniserende fornemmelse, også i byerne, når vi hører statsministeren udtale sådan noget som:
"Nu må vi alle tage ansvaret på os og smøge ærmerne op."
Inde i byerne vil vi nemlig helst ikke være fællesskabets 'vi', men derimod individualitetens 'jeg'.
Det moderne menneske kæmper en brav kamp for sit 'jeg'. Det er jo ikke tjekket at sige 'jeg' hele tiden, især ikke hvis man ønsker at virke troværdig. Og i for store mængder er ordet 'jeg' lidt af et fy-ord. På den anden side er det et nødvendigt ord, for at det moderne menneske kan finde ud af, hvem 'jeg' er.
'Jeg' er et sjovt ord, for det fylder individet med identitet, men det er samtidig et ord helt tomt for indhold, netop for at vi alle kan dele det og fylde det, som vi vil. Alle er vi 'jeg' for Vorherre, fordi et pronomen træder i stedet for navnet, i stedet for os selv.
Hver gang vi taler om 'jeg', vil 'jeg' blive fortolket og forstået på en ny måde, afhængig af hvem der taler om 'mig', hvem 'jeg' taler med, og hvilket 'jeg' der tales om. Jo flere forskellige mennesker 'jeg' taler med, jo flere måder at være 'mig' på, må jeg forholde mig til.
Det er ikke nogen let opgave, og derfor heller ikke underligt at storbymennesker elsker at tale om 'mig' - det er et spørgsmål om at samarbejde med andre om sin egen selvopfattelse for at forstå den.

Når den moderne identitet afhænger af at blive hørt og set af andre - uden at 'jeg' taler for meget om 'mig selv', er det et kunststykke at få drejet samtalen derhen, hvor de andre taler om 'mig'.
Når man, som i storbyen, færdes blandt mange mennesker, drejer det sig heller ikke blot om at blive talt om, men om at mange taler om 'mig'. Det tæller ikke rigtigt, at mor og Knud Åge og lille Bitten taler om 'mig' hver dag. Næh, det allerbedste er at komme i medierne, det batter virkelig. Er der noget bedre end at blive fotograferet i festskrud til Se og Hør, eller måske blive interviewet til Morgenflimmer på TV 2?

Et godt trick for at undgå at tale om 'mig', mens 'jeg' alligevel gør det, er at bruge 'intimitets-man'et'. Normalt er pronomenet 'man' generaliserende og distancerende. Ikke-personligt. Men 'man' kan også bruges, når samtaleemnet virkelig kommer tæt på 'mig'.
Det er skønt, sålænge 'jeg' er i orkanens øje, men i det øjeblik 'jeg' bliver slynget med rundt, er det ikke sikkert, det er så skægt. Nedture og taberoplevelser er ikke noget, man praler af. Så træder 'jeg'et' ud af kraft. Og det almene pronomen 'man' lægger sit tildækkende slør over intimitetens åbne sår. Paprika Steen fortalte blandt andet, at hun som barn blev smidt ud af flere skoler, fordi hun lavede ballade. 'Det var vel svært at komme til orde derhjemme. Og så må man jo råbe op et andet sted.'
'Jeg'ets' individuelle særpræg skal helst være en succeshistorie. 'Man' er første person af 'vi' - fællesskabets trygge favn. Så når det moderne menneske oplever nederlag eller personlig smerte, bliver pronomenet 'man' en sikkerhedsgaranti, som gør smerten lettere at bære. 'Jeg' er bare ligesom 'du' og alle de andre. Negative oplevelser får en naturaliseret form, nærmest som universelle fakta, der gælder hele menneskeheden.
Også unikke 'mig' i verdens centrum.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her