Læsetid: 5 min.

Jens fra Stribeladen

8. januar 1999

Den førende tegneseriebutik i Århus går over på nye hænder. En epoke er forbi

BYENS LYS
"Der ser nu hyggeligt ud herinde," siger en kunde, idet hun forlader forretningen. Det har hun ret i. Der er noget særligt ved Stribeladen i Århus - noget af det samme, som der var ved Købmand Rasmussens butik i Aalborg i 50'erne, der hvor jeg læste mine første tegneserier, dem min mor forbød mig at købe: Skipper Skræk, Kong Kylie, for ikke at tale om de små, aflange Wild West-hefter. Det var lyse, lykkelige øjeblikke, når jeg fik lov til at stå ved disken og blade i de hefter, der skulle sælges til andre. I dag, når jeg genser den tids billeder af rygende seksløbere og heste i galop, tænker jeg ikke på vold og krig, men på friskmalede kaffebønner, krydderier, venlighed og solgrynpakker. Den butik var en oase i 50'ernes ørken.
Stribeladen ligner den ikke af ydre. Der er ingen kaffemølle. Der dufter anderledes. Men der er noget i luften, noget der minder.

Kulturelle rødder
Stribeladen er en tegneseriebutik som ingen anden i Danmark. Mens de andre er vokset ud af den nye tegneseriekultur i 70'erne og 80'erne, går Stribeladens rødder tilbage til tiden før Anden Verdenskrig, da amerikaniseringen ikke var slået igennem endnu, og talebobler var en sjældenhed. Dengang tegneserier og gode drengebøger var to sider af samme sag.
Den historiske dimension kan vi takke Jens Jørgen Jensen for. Jens fra Stribe-
laden, som han hedder blandt venner. Gennem de sidste 12 år har han været medejer af og primus motor i butikken.
Men nu er det også historie, lige som Købmand Rasmussens butik: Jens trækker sig tilbage. En epoke er forbi.

Barndommens glæder
Historien om Stribeladen begyndte i 1985, midt i tegneseriens gyldne årti. Da var Jens ikke kommet ind i billedet endnu. Det var medejeren Erik Møller Jensen, der startede butikken og fandt på navnet. Jens læste om den i avisen og fik lyst til at kigge indenfor. Da han så de hvide vægge tænkte han: "Her er plads til en udstilling."
Jens købte sig ind i Stribeladen i 1986 og lagde ud med en række udstillinger om tegneseriens historie, årti for årti, baseret på den store samling af seriehefter og ugeblade, han havde derhjemme.
Dermed fik Stribeladen sin særlige aura af gamle dage.
"Min interesse for tegneserier går tilbage til min barndom i 30'erne og 40'erne," fortæller Jens, der er 62 år gammel. "Jeg er vokset op på landet, i Vendsyssel. Vi gik sjældent i biografen, og fjernsyn havde vi jo ikke. Så der var god tid til at læse tegneserier. Jeg kan huske, hvor jeg nød at sidde oppe på loftet en sommerdag, som i en hule, med en stak ugeblade. En solstråle faldt ind gennem ruden. Der duftede godt og trygt, af støv og døde fluer. Der sad jeg og læste Bamse i Eventyrland, Willy paa Eventyr, Dragos og Børnene paa Sydhavsøen. Det var nogle af min barndoms gode stunder."
En sort dag var det til gengæld, da tegneseriehetzen satte ind i slutningen af 40'erne, og Vendsyssel Tidende skiftede Rip Kirby ud med Strudsen Rasmus.

To kulturer
Jens voksede op og blev skolelærer. Han fik kone og børn og begyndte at læse Dostojevskij. "Den digter betyder utroligt meget for mig. Jeg tror ikke, jeg havde været det samme menneske uden ham."
Men sin kærlighed til tegneserier gav Jens ikke slip på. Han fortsatte som Carl Barks-læser i en tid, hvor det, at en voksen mand gav sig af med Anders And, var det ynkeligste af alle tegn på åndelig armod. Han var også med på Tintin fra første album i 1960. Og da albumkulturen for alvor satte ind i 70'erne, som et led i ungdomsoprøret, var Jens med på vognen, så gammel han var. For ham har der ikke, som hos de fleste andre, været en pause i tegneserielæsningen. Intet tidspunkt, hvor han har følt sig for voksen eller for fin til at leve i stribernes brogede verden.
Sådan gik det til, at Stribeladen blev stedet, hvor to tegneseriekulturer mødes: Den gamle, som repræsenteres af en flok ældre gentlemen, der har sat hinanden stævne hver fredag formiddag for at udveksle minder, flueplettede ugeblade, gulnede Knold og Tot-hefter, skatte fra fortiden. Og den nye, der hævdes af de unge freaks og eksperter, der har deres gang i butikken. Det er en dem, der hjælper Jens med at skaffe de vigtigste af de nye serier hjem - bl.a. fra det uoverskuelige amerikanske marked.

Den nye ejer
"Min kone skal også nævnes, hvis du vil lave et portræt af mig," siger Jens. "Gerda har lønarbejde. Uden hende havde jeg aldrig klaret det økonomisk."
Det er ingen hemmelighed, at der ikke er store penge i tegneserier. Jens har kæmpet længe med krisen i branchen. Ind imellem kan han godt blive en lille smule knarvorn, når kunderne bliver væk, mens et hav af faste, ikke betalende gæster slår sig ned ved cafébordet og råber på kaffe og råhygge. Han glæder sig til, at der skal ske noget nyt i hans liv.
Det betyder ikke, at han slipper sin interesse for tegneserier. Tværtimod: Han ser frem til igen at kunne læse dem, ikke af pligt, men af lyst.
Og Stribeladens fremtid er sikret. Butikken er solgt til en amerikaner, Don Fowler, der har boet i Danmark i 15 år.
"Det betyder selvfølgelig, at den gamle danske tegneseriekultur ikke kommer til at dominere så meget, som den har gjort," siger Jens. "Det er også på tide, der sker noget nyt."
Jens fortsætter bag disken et stykke tid endnu, for at sætte sin efterfølger ind i forretningsgangen. Men den første forandring er allerede sket: Et stort Storm P.-billede er blevet taget ned fra væggen og en række striber fra tegneseriens barndom i Hearst-pressen er blevet hængt op i stedet. "Det hører sig til, nu ejeren er amerikaner," siger Jens fra Stribeladen.
Men den lille flok gamle danskere mødes stadig i butikken hver fredag. Det vil de blive ved med, så længe de lever.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her