Læsetid: 7 min.

Jung, myten og kulten

22. januar 1999

Jungianismen som en ny-religiøs bevægelse beskrevet i ny bog der på den ene side gør op med myten, på den anden side udbygger den, uddyber den, opridser konsekvenserne af den
psykologi

Jungs selvbiografi, Erindringer, drømme, tanker, er et fascinerende værk, en af verdenslitteraturens store selvbiografier, en betagende rejse til de indre regioner af en spændende personlighed. Og dog er det en mærkelig selvbiografi.
For det første er det for størstedelens vedkommende slet ikke en selvbiografi, men en bog, den aldrende Jung kun har bidraget til med ganske få kapitler, samt i hvert fald et kapitel, der blev censureret væk. Resten er skrevet af hans elev Aniela Jaffé - og sandsynligvis andre jungianere fra inderkredsen - på baggrund af interviews, notater, seminarnoter og trykte værker.
For det andet er det en bog, der næsten kun handler om den portrætteredes indre verden, i så høj grad at den ikke bare handler om Jungs indre udvikling, men er blevet til myten om Jungs indre udvikling, det han selv kalder individuation. Den myte, hans elever og sikkert også han selv, ønsker at fremvise.
For det tredje er bogen fuld af vildledende, ja direkte forkerte oplysninger.
At bogen forvansker den smule ydre virkelighed, den beskriver, har længe været kendt, især i forbindelse med Freud-afsnittet, hvor der er megen dokumentation at hente andetsteds fra.

Et mesterværk af viden
Nu er der kommet en bog, der på den ene side gør op med myten, på den anden side udbygger den, uddyber den, opridser konsekvenserne af den og kommer til den konklusion, at Jungs psykologiske stræben snarere må opfattes som indvielsen til en mysteriekult med ham selv som den guddommelige, end som en videnskabeligt opbygget personlighedsteori og psykoterapi.
Forfatteren er klinisk psykolog fra Harvard University og det lige så anerkendte MIT, Massachusetts Institute of Technology, og bogen hedder Jung kulten. Begyndelsen på en karismatisk bevægelse. Bogen er et mesterværk af viden, indsigt og rammende konklusioner.
Hovedbudskabet ligger allerede gemt i titlen: Jungs analytiske psykologi er ikke en videnskab om sindet, men er dyrkelsen af en person, der opfattes som guddommelig. Undertitlen er - ikke mindst for amerikanske læsere - en hentydning til den religiøse vækkelse man finder inden for pinsebevægelsen, med tungetale, helbredelse ved håndspålæggelse, det vil sige healing, spiritisme og dyrkelse af undere.
Richard Nolls bog er blandt andet en bred fremlæggelse af baggrunden for Jungs tanker, en baggrund der er en tilbagevenden til tysk romantik i begyndelsen af 1800-tallet, Nietzsche, Wagner, spiritisme og völkisch landskabsmystik. Alt sammen emner, som vi ikke kan nå at komme ind på her.

Konfrontationen
Lad os i stedet kaste os over, hvad der skete i den centrale periode omkring 1916, hvor det hele samler sig og spidser til for Jung. I Jungs erindringer er perioden beskrevet som "konfrontationen med det ubevidste".
Efter bruddet med Freud overvældedes Jung af en så stærk indre usikkerhed og desorientering, at han selv kaldte det en psykose. Han led især af frygtelige vågne drømme eller hallucinationer. Men indimellem oplevede han også lettende syn midt i gruen: Under en kulde, der væltede ind fra verdensrummet, så han et livstræ med helbredende druer, som han gav til en stor, ventende skare. Det minder jo næsten om Jesu bespisning i ørkenen, og er en drøm, hvor Jung ser sig selv som profet.
Men synerne forsvandt ikke, så en dag besluttede han at holde op med at stemme imod, og gå dybere ind i psykosen. Han foretog, hvad man i dag kalder fantasirejser. Han mediterede på en nedstigning, og efterhånden så han et par fra Bibelen, profeten Elias og den fatale, sexede Salome - hende der efter de syv slørs dans fik Johannes Døberens hoved på et fad. Det er to af de centrale indre billeder, den vise gamle mand og anima, den indre kvindelige side i manden, der senere blev kaldt arketyper.
Elias udviklede sig til en ny figur, Jung kaldte Filemon. Der er det ved Filemon, at denne indre, selvfremkaldte figur, mente Jung, var et bevis på, at det kollektive ubevidste var en realitet, og var noget, der var totalt forskelligt fra bevidstheden. Men Filemon siger intet, som den klassisk kyndige Jung ikke selv vidste. Alligevel kaldes han et bevis på det ubevidstes uafhængighed af bevidstheden.
Richard Noll påviser også, at andre beviser for begrebet det kollektive ubevidste er direkte manipulerede, fx hvor han lader en ulærd mand bekræfte myten om en sol med fallos. Denne mand var aldeles ikke ulærd, men havde netop hørt om myten i en sekt, han tilhørte. Jungs egne fantasirejser og deres indhold har Noll endvidere fundet afbildet i den illustrerede udgave af en bog af Friedrich Creuzer om de gamle folkeslags symbolik og myter. Et sted tilbyder Jung at give en anima-figur et 'sprogcentrum' dvs. at lægge stemme til hende. Det er ikke, som det står i erindringerne, en ny metode han har udviklet, men den metode spiritister anvender, når de i trance taler som ånder.

Mysterieindvielse
I 1916 begyndte de indre storme at tage af, og Jung mente samtidig, at han havde skabt alle sine centrale begreber og teorier. Richard Noll har fremdraget sværttilgængelige skrifter fra den periode, der viser, hvordan teorierne så ud i deres første udformning. Heraf fremgår det meget tydeligt, at det Jung kaldte inviduation, og som jungianere ser som forbillede for individudviklingen i psykoterapien, er en mysterieindvielse, der har Jungs egne oplevelser som forbillede. Det betyder, at Jung fremstår for sine disciple som den store indviede, der har oplevet lighed med Gud.
Det vil sige, at da Jungs analytiske psykologi først blev præsenteret for tilhængerne, var det som en ren indskoling til en kult, ikke til at terapeutisk system.
Richard Noll har fundet en amerikansk Jung-tilhængers stenografi af Jungs indvielsestale ved etableringen af den psykoanalytiske klub for inderkredsen. Her ser man tydeligt et manifest fra en religiøs bevægelse, hvis mål ikke alene er den enkeltes frelse, men også en videre utopi om et omfattende analytisk fællesskab. Jungianismen er - for at bruge en moderne betegnelse - blevet en ny-religiøs bevægelse. Og den vej, den individuerende eller den indviede skal følge, er Mesterens vej, den "konfrontation med det ubevidste", Jung selv blev sendt ud på, halvt i psykotisk pine (for at bruge hans eget udtryk), halvt som eksperiment.
Det er en selvfølge, at denne Jung-efterfølgelse kun kan lykkes gennem en jungiansk analyse med Jung ved roret, og at den behandling, klub-medlemmerne skal følge for at opnå frigørelse, er en vej der binder dem stadigt tættere til Jung.
Det er helt tydeligt, at det ikke kan være en individuel vej til selvstændighed. Det er en vej, der fører stadigt længere ind i Jungs univers.
Hvis man må bruge to grove sammenligninger, så er jungianernes frelsevej for det første mere i overensstemmelse med Rudolf Steiners antroposofi og andre halvreligiøse frelseveje, end det er en videnskabeligt begrundet psykoterapi.
For det andet fører denne mystikervej i stadig bortdøen og genfødsel på samme ubønhørlige måde ind i Jungs univers, som scientologernes vej fører dem stadig længere ind i Ron Hubbards. Det vil sige, at i hvert fald de første jungianere blev lige så bundet til deres mester, som man ser det i Scientology.

Skelner ikke
Richard Noll har en forklaring på, hvorfor jungianismens kultagtige indvielsesregler er relativt ukendte i dag. De første jungianere er alle døde, og Jung selv gik kort efter indvielsesårene omkring 1916 i gang med at udvide sine begreber og lade dem farve af sin alkymistiske søgen. Som jungianismen står i dag, er begreberne og teorien stærkt farvet af alkymi og gnosticisme, ikke af den tidligste mysterieindvielse.
Der er ikke nødvendigvis noget galt med en ny-religiøs, karismatisk bevægelse. Hvad der derimod kan være betænkeligt, er den manglende afklaring, der er mellem den side af jungianismen, der er en mysterieindvielse, og den anden side der påberåber sig psykologisk videnskabelig status.
Som det fremgår af Richard Nolls bog - og Noll argumenterer grundigt og kyndigt - var Jungs dybeste stræben en religionsstifters stræben, ikke en videnskabsmands. Alle Jungs centrale begreber: det kollektive ubevidste, arketyperne, anima og animus, vise gamle mænd, helte, myter, guder og mandalaer er efterklange af hans egne indre oplevelser, ikke resultatet af en alvorlig søgen efter almene lovmæssigheder for menneskelivet.
Jungs univers er en uhyre selvspejling. Og interessant nok er det mellem linjerne til at læse i selvbiografien, der altså ikke er nogen selvbiografi, men disciplenes forherligelse af mesterens ensomme nedstigen til underverdenen. Når man vel at mærke kan genlæse den med hjælp fra Richard Nolls skarpsindige analyse.
Den storladne myte i Jungs erindringer er betagende læsning. Og det er afmonteringen af Jung-myten og afdækningen af Jung-kulten også.

*Richard Noll: Jung kulten. Begyndelsen på en karismatisk bevægelse. Oversat af Henny Thomsen. 420 s., 428 kr. Dansk psykologisk Forlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her