Læsetid: 2 min.

Klædt af til et gennembrud

29. januar 1999

Efter fem år som 'lovende' markerer Sune Wagner og hans gruppe Psyched Up Janis sig med en meget levende live-cd, midtvejs mellem det himmelstræbende og det sortseende

NY CD
Pludselig kan det hele falde på plads. Efter i en række år at have været lige ved og næsten at kunne åbne en blomsterbutik af anmelderroser, efter at verdensgennembruddet blev aflyst, efter at have langtidsparkeret deres elektriske guitarer og den skuldertyngende arv fra Nirvana og danske D:A:D, tog danske Psyched Up Janis i efteråret 1998 op, hvor 1997-lp'en Beats Me slap, og tog ud for at møde sig selv og stampublikummet på en klubturné med de akustiske guitarer og lidt vodka 'til musikken' som stemningsbrydere.

Musikalsk økologi
Det berusende destillat af den turné kan nu høres på cd'en The Quiet Album. Titlen lugter af unplugged og alt hvad det indebærer af corny pr, men Psyched Up Janis er ikke ude på at piske en død hest. De vælger det akustiske regi for at teste bagkatalogets bæredygtighed, men det er musikalsk økologi med sitrende, strømførende energi. Albummet er alt andet end stille!
Med et håndvævet bagtæppe, bestående af Christian Beck som gæste-guitarist, Jacob Jørgensens bas som rytmisk marv og en måske lidt for travl og overspillende, men energisk Jesper Reginal på trommer, tilhører scenen Sune Wagner og 19 af hans sange fra de sidste fem år.
Han skriver melodier midtvejs mellem det himmelstræbende og det misantropisk sortseende. Og investerer sig selv, så skrøbelighed bliver til styrke, og den følelsesmæssige nøgenhed går gennem rummet som en engel, der gavmildt låner sine vinger ud til enhver, der ønsker at lette. Prøv at undgå det, når en sang som "The Stars Are Out" folder sig ud!

Rytmiske bredsider
Der er noget småkrukket over Wagners fremtoning, som spillede han en rolle, men i virkeligheden er det udtryk for den samme sært anmassende blufærdighed, man kan høre hos en Jeff Buckley. Og så spiller Sune Wagner stadig en guitar, der ikke ligner ret mange andre herhjemme. Ikke altid lige på beat'et, men alligevel drives pointerne hele tiden hjem. Og hans solistiske uortodoksi opbløder de rytmiske bredsider.
Nirvana-indflydelsen får sin hilsen, bl.a. i gennembrudssangen "I Died In My Teens", men det pudsige ved The Quiet Album er, hvor traditionsbevidst musikken bliver i det her regi.
På gruppens forrige albums har man kunnet mistænke den for at have moderniteten som hovedmotiv. Nu ringer det for ældre lytteres ører. Og i den anden ende af røret er The Byrds og Neil Young, og på slutsangen "Be My Baby" kommer det hele hjem, Phil Spector møder 90'erne uden at skulle forklare, hvem han er.
Behøver jeg sige det? Med The Quiet Album har Psyched Up Janis uden at ville det - og måske netop derfor - begået et gennembrud.
Det kommer ikke bag på gruppens publikum, der spiller alt andet end statistrolle på et P3-optaget live-album, der redefinerer genren.

*Psyched Up Janis: The Quiet Album. Producer: Torben Schmidt. Teknik: Jacob Langkilde. EMI-Medley. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her