Læsetid: 8 min.

Klart svar på et bagholdsangreb

9. januar 1999

Efter at have fået trukket en abortmindelund ned over hovedet, har den stille vestjyske landsby Vedersø vist, at den har en usædvanlig fællesskabsfølelse. Indbyggerne kan både kan krumme ryg og hvæsse klør

Der står den flotteste regnbue over en tung, men usædvanlig smuk himmel, da Johanne og Else forcerer den svagt skrånende, grønne græsbakke op til mindestenen på Vedersø sogns nu mest Danmarksberømte anlæg, den netop indviede abort-mindelund.
Johanne og Else blev ligesom resten af sognets 470 beboere væk, da Orla Villekjær, formand for anti-abortforeningen Retten til Liv, mandag indviede den for beboerne overraskende gave fra bysbarnet Arne Munk, søn af digterpræsten, Kaj Munk. Indvielsen skete med direkte reference til den abortpraktiserende kvinde:
"Vi ønsker at abortmindelunden skal være en hjælp for denne mor til efter mødet med Guds kærlighed at erkende den sandhed, som hendes egen samvittighed ønsker får ord. Alene herigennem kan hun som abortramt erfare det, som hun længes så inderligt efter, nemlig at sandheden gør fri - til her, eller på den ukendtes grav på sin egen kirkegård at lægge sit hjerte til hvile. Som fri kan hun nu vende tilbage til det liv, som blev så invalideret, da hun svigtede sit barn, sig selv, og da hendes omgivelser lod hende i stikken."
Else og Johanne er ikke helt unge længere, men fyrige og nysgerrige. De vil helt op til granitten og læse Kaj Munk-citatet i tjæresort: "Hvad har de gjort os?" står der. Med Kaj Munks underskrift i kursiv. Og på bagsiden: "Du må ikke slå ihjel." Johanne bare ryster og ryster på hovedet, men Else taler:
"Jeg kan ikke lide det. Jeg har lagt en treårig i graven. Jeg har haft mine aborter og mine sorger. Skulle jeg sætte mig og meditere over dem på en blæsende bakke klods op af en landevej, så alle kan se, hvor dybt jeg sørger? Jeg står ved, hvad jeg har valgt og har ikke lyst til at udstille min sorg. Når jeg har haft brug for det, har jeg siddet stille i min kirke."
Else og Johanne lunter ned igen, og stenen må fortsat kede sig. Vedersø sogns beboere vender den ryggen, deres individuelle holdning til abortspørgsmålet ufortalt. Det er mere det, at bysbarnet Arne Munk ikke som traditionen foreskriver her på stedet, har indkaldt byens borgere til møde om sagen. Det kunne være sket i borgerforeningens regi, siger beboerne. Så man kunne være med til at tage stilling.
Overrumpling harmonerer umanerlig skidt med Vedersøs, vestjyske besindighed. Og et mere vaskeægte vestjysk sindelag end Vedersøs findes næppe i Danmark. Så lige nu krummer Vedersø sogn ryg. Og hvæsser de klør, ingen havde tiltænkt det tilsyneladende søvnige, landsbysamfund, plantet under regnbuen, indkranset af to fjorde, et ganske vist oprørsk Vesterhav og diverse plantager. Dansk natur, når den er stærkest.
Villekjærs og Arne Munks bagholdsangreb på Vedersø synes at stå i lige så grel modsætning til folkesjælen i Vedersø som samme Munk mener, en "spagfærdig" sten står i "skingrende modsætning til 18.000 årlige drab på ufødte børn i Danmark," som han udtrykker sig overfor Information.
"Arne Munk har været meget vellidt og respekteret her i Vedersø, men nu er han helt yt," siger ikke bare en, men mange beboere, der lige så lidt som de andre, vi møder, vil citeres med navn. Man vil ikke have noget i klemme. Og vil forresten også godt lige spekulere lidt mere over sagen.
At Villekjær og kompagni vitterlig har praktiseret overrumplingen bevidst fremmer ikke stemningen i Vedersø sogn, hvor det er allemandsviden, hvor ubesværet en traktor vil kunne håndtere en granitsten. Det er der blevet talt meget om i den forløbne uge. Alligevel er de voldelige lyster blevet kontrolleret. Hvad Connie Paulsen er meget stolt af. Hun er en slags talskvinde for beboerne og af den opfattelse, at beboerne ikke skal lade sig provokere til kriminalitet, men skal afprøve sagen i forhold til lovgivningen.
Vreden og aggressiviteten er imidlertid ikke til at tage fejl af. Som en anden beboer, Finn Tarpgaard, leder af Vedersø Idrætsefterskole, siger:
"Abort-mindelund er en falsk varebetegnelse. Skulle kvinder føle sig kaldet til at meditere over deres aborter, tænde lys og lægge blomster på en bakke, hvor det altid regner? Nej - mindelunden er en provokation. Et udstillingsvindue for den lille anti-abortforenings synspunkter. Vedersø har ikke fået en mindelund. Vi har fået en angrelund, hvor kvinder skal falde på knæ for Orla Villekjær. Den gave vil vi ikke have."
Tarpgaards åbenmundethed kan muligvis forklares med, at han, der er født i sognet, har boet udenbys i mange år.
Samme Villekjær har overfor Connie Paulsen erkendt, at hans forening opgav at tage diskussionen med Vedersøs beboere, fordi man "ikke på forhånd mente at kunne få en saglig debat."
"Jeg tror, at Vedersø-borgerne efter en tænkepause vil indse, at det vi i dag præsenterer er en konsekvent videreførelse af den Kaj Munk, som Vedersø er så stolt af," sagde Villekjær ved indvielsen.

Misbrug af Kaj Munk
Netop den gentagne reference til digterpræsten opfatter beboerne i Vedersø som misbrug. Godt nok, siger de, var Kaj Munk både diktatorisk og selv en stor provokatør. Men stribevis af Vedersø-borgere ville ikke bruge deres fritid på at besvare spørgsmål og vise rundt i det lokale Munk-museum, hvis det ikke var, fordi de havde lyst til at ære Kaj Munk som forfatter. Og usmagelig var han aldrig, siges det.
Men altså diktatorisk. En historie, mange fortæller er den om, hvordan Kaj Munk håndterede den kendsgerning, at Vedersø Klithotel søgte spiritusbevilling. Ikke nok med, at Kaj Munk tordnede imod fra prædikestolen, hvor befolkningen fik valget mellem djævelen og ham. Han placerede sig også demonstrativt på en stol i stemmelokalet i Sognegården for at kunne se hvert enkelt stemmenafgivende bysbarn i øjnene.
Det hører med til historien, at Munk-familien selv udskænkede spiritus. Med den argumentation, at præstefamilien var i stand til at administrere de alkoholiserede væsker...
Finn Tarpgaard, selv en af de Vedersø-frivillige, der viser rundt på Kaj Munk-museet:
"Kaj Munk var selvfølgelig imod fri abort. Det var alle præster i 30'erne. Men derfra og så til at gøre abortspørgsmålet til hovedemnet for Kaj Munks forfatterskab er et stort skridt. Det er i det hele taget usmageligt at bruge en død mands forfatterskab som forsvar for egne handlinger. Jeg mener, Arne Munk misbruger sin far."
Modstanden i Vedersø skal bl.a. forstås på baggrund af, hvad Orla Villekjær har udløst i sit sogn Troldhede, ikke langt fra Vedersø. Her har mange - fortæller beboere i Vedersø - løst sognebånd, fordi de hverken vil lade Villekjær døbe eller konfirmere deres børn.
"Vores sogn skal ikke gå i opløsning på den måde," siger beboerne, der bl.a., da de ikke kunne forhindre en nedlæggelse af Vedersø skole, samlede penge ind og etablerede Vedersø Idrætsefterskole. For at kunne bevare det friske pust, unge giver et sogn.
"Vedersø har en usædvanlig fællesskabsfølelse, som Orla Villekjær og hans forening burde være bange for, og som er mere magtfuld end alskens våben og demonstrationer. Og der er ingen, der støtter ham. Hvis der var, ville jeg vide det, for så havde de ringet og skældt mig ud," siger Connie Paulsen, der flyttede til Vedersø for ni år siden.
Da hun, der er lærer på Ringkøbing Handelsskole, kom til Vedersø med sin familie, kom alle naboerne straks og hilste familien velkommen. Snart blev de voksne inviteret til at gå ind i diverse bestyrelser, for sådan gør man i Vedersø. Her anses det for en borgerligt at tage sit ansvar for, at kulturen plejes, livet leves, og sognet bevares. De allerfleste beboere kender hinanden, et bekendtskab, der plejes ved de jævnlige arrangementer i Sognegården: Årlige fastelavsfester, høstfester, julefrokoster med mere. Og diverse idrætsopvisninger.
Sammenholdet illustreres bl.a. af, at det er lykkedes Vedersø at få sin egen mand i Ringkøbing Byråd. Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi beboerne uanset hvilke partier, de i øvrigt sympatiserer med, har stemt på lokalpolitikeren, mener Paulsen.
Finn Tarpgaard mener, at folk i Vedersø er mere large overfor hinanden, end det er almindeligt i jyske landsogne. Og at fælleskabet vokser ud af, at man simpelthen omgås hinanden.

Kulturkro
Åbenheden overfor udefrakommende har også det ny kro-par, Britta og Svenning Ravn oplevet. Informations udsendte ville unde sig selv en kop kaffe i det vestjyske, og godt nok stod døren til Vedersø Mejerikro åben, men kroen var endnu ikke officielt åbnet. Det forhindrede dog ikke, at der kom kaffe og kringle på bordet, for kro-parret, hvis mandlige repræsentant er Venstremand, byrådsmedlem, tidligere viceborgmester i Vejle, var netop på visit i de nyerhvervede gemakker. Parret er katolikker, så holdningen til abortspørgsmålet er defineret.
Britta: "Men det betyder ikke, at jeg er fordømmende, hvis en af mine elever f.eks. får en abort. Det er det menneskes holdning og afgørelse. Derfor har jeg det også lidt underligt med abort-mindelunden. Hvis et menneske har taget en bestemmelse, så vælger jeg at gå ud fra, at det menneske mener, det skal være sådan."
Britta og Svenning Ravn har drevet en privat katolsk skole i Vejle i 19 år, men har siden etableret et fælles kommunikationsfirma og lægger ikke skjul på, at de mener sig i stand til at lære Orla Villekjær og hans forening et og andet om netop kommunikation.
Svenning Ravn: "Hvis jeg har et stykke jord og siger, at jeg gør med det, hvad jeg vil, så svarer det til, at jeg siger, at jeg vil have lov til hver dag at stå herude foran kroen med røven bar."
- Og det kunne du ikke finde på?
"Nej, det ville være temmelig tåbeligt, for så ville jeg få nogle klask i den."
"Jeg håber meget, at de, der har fået ideen om en abort-mindelund, vil tage kommunikationen op med lokalbefolkningen og prøve at få skabt en forståelse. Hvilket ikke er ensbetydende med, at man er enige."
Ellers vil Britta og Svenning Ravn ikke sige så meget, for de skal jo - som Britta Ravn siger - først til at arbejde sig ind i samfundet.
Men om den kommende kulturkro, som lokalbefolkningen glæder sig til, vil de gerne snakke. Når kroen åbnes i vinterferien kan gæsterne ikke bare vente at blive diverteret med naturens køkken, et køkken præget af dagfriske fisk, sæsonens bær, rodfrugter og dyr som harer, lam osv. De kan også risikere at få stukket en højskolesangbog i hånden. Britta Ravn vil måske læse et par Kaj Munk-digte højt, eller spisningen vil blive ledsaget af levende kammermusik.
Under alle omstændigheder vil en række anerkendte billedkunstnere udstille i kroens galleri.
Hvem sagde søvnig landsby om Vedersø?
Det passer tydeligvis ikke beboerne, at serven nu ligger i hånden på Arne Munk. Som sagen står, kan Ringkøbing eller Ribe Stift intet stille op mod mindelunden, hvis en redegørelse for planerne for området fra Munks side ikke resulterer i et kommunalt krav om en ansøgning. Med heraffølgende lokalplan-høring, hvor beboerne kan sige fra.
Der vil således være udsigt til granitsten og sorte Munk-citater på den grønne bakke overfor idrætsefterskolen, ved siden af Munk-museet og foran den hvide kirke i Vedersø i formentlig måneder endnu. En situation, der vil tære på selv den mest vestjyske besindighed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu