Læsetid: 11 min.

Fra klodshans til kronprins

29. januar 1999

Landpostbudet Henrik Dam Kristensen står i dag som et af Socialdemokratiets bedste bud på en mulig afløser for Poul Nyrup Rasmussen, men han har begået mange fejl som
fødevareminister

Herning Kongrescenter, oktober 1998. Fødevareminister Henrik Dam Kristensen entrer talerstolen ved De Danske Landboforeningers årlige delegeretmøde. Kaffebordene i salen er besat af 7-800 landmænd, der gennem de seneste par måneder er blevet stadig mere utilfredse med deres minister. Stemningen er langt fra så hjertelig, som den plejer at være. Henrik Dam Kristensen skruer den skrappe stemme på og taler om, at forbrugerne skal have fødevarer, de ikke bliver syge af, og at det er landbrugets ansvar at levere varerne. Han lægger vægt på, at det blot er rimeligt, at landbruget selv betaler, hvad det koster.
Ministeren angriber det faktum, at landbrugene bliver større og større, så der til sidst næsten kun "vil være to gårde i hvert sogn: storbondens og kirkegården." Den udvikling vil han lave om på. Det er nye toner. Landmændene reagerer prompte med buh-råb og piften. Bare for kort tid siden ville det ikke være sket. Ministeren har gennemgået en forandring.
To år tidligere: På årets næstsidste dag i 1996 udpeger statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) en ny regering. I den anledning skal forbrugerne i centrum med et superministerium, Fødevareministeriet, der opstår som en sammenlægning af Landbrugs- og Fiskeriministeriet med Levnedsmiddelstyrelsen, som indtil da har ligget i Sundhedsministeriet.
Den 39-årige socialdemokrat, Henrik Dam Kristensen, indtager posten som super-madminister. Siden 1994 har han stået i spidsen for de gamle fagministerier, Landbrugs- og Fiskeriministerierne, som han fik ansvaret for efter blot fire år i Folketinget, og som lynhurtigt gjorde ham kendt som det venlige landpostbud fra Vorbasse. Med det nye ansvar for fødevarerne får han et ridderslag, der er begyndelsen på en karriere, som et par år ude i fremtiden - i 1998 - gør ham til et af de bedste bud på en kommende socialdemokratisk statsminister.
Men han skal igennem en heftig sommer i 1998, før han træder rigtigt i karakter.
I de to år som landbrugs- og fiskeriminister har Dam Kristensen været en succes. Ikke mindst fordi han - med departementschef Nils Bernstein i ryggen - har taget langt mere pejling efter forbrugernes krav om rene fødevarer, end ministeriet har haft for vane.
Opgaven for det nye Fødevareministerium lyder ved årsskiftet 1996-97 på at forene erhvervene og forbrugerne - for "der er ingen modsætninger mellem deres interesser," som Henrik Dam Kristensen selv siger efter udnævnelsen. Det hele går ud på at tænke "fra jord til bord."
Forventningerne er store fra starten. Forbrugerrådets formand, Kirsten Nielsen, er glad for, at regeringen omsider opprioriterer fødevarerne. "I Danmark har erhvervsinteresserne altid skullet tilgodeses, og så måtte forbrugerne aftage det, der kom. Med det nye ministerium skulle forbrugerne i centrum," husker Kirsten Nielsen.
Hos landbrugs- og fiskerierhvervene er forventningerne delte. Jørgen Laursen Vig, formanden for Danske Slagterier, regnede med, at de to forskellige interesser "ville blive sammenkørt, og at der ville blive taget hensyn til os".
Og erhvervene havde ingen grund til at tro, at Dam Kristensen ikke ville tage hensyn til dem, siger en topembedsmand i ministeriets departement i dag:
"Erhvervene fik nemlig endnu mere at skulle have sagt, da Dam tog over - mere end, da Bjørn Westh var minister. For Henrik Dam er en venligere mand."
Men venstrefløjen er skeptisk overfor etableringen af den nye enhedsministerium:
"Det ville blive en umulig opgave at udføre, fordi ministeren de facto skulle være forbrugernes mand og samtidig varetage erhvervenes interesser. Det er virkelig nogle interessemodsætninger, der vil noget," siger formanden for Folketingets Fødevareudvalg, SF'eren Jørn Jespersen.

Den første synlige ændring er tilførslen af folk fra Sundhedsministeriet til Fødevareministeriets departement. Tre medarbejdere bliver i begyndelsen af 1997 flyttet over for at beskæftige sig med alt, hvad der har med fødevarerne at gøre - tre personer ud af 200. Departementet skal justeres en smule, men i modsætning til, hvad mange håber, bliver der ikke oprettet en særlig fødevareafdeling. Medarbejderne skal lære at tænke i helheder, mener ministeren. Der skulle gå to år, før der kommer en selvstændig fødevareafdeling og halvandet år, før der kommer tilstrækkeligt med medarbejdere til at varetage området.
Der skulle først ske noget drastisk.
På den politiske scene øges presset på Henrik Dam Kristensen fra en del af landbrugets folk. I januar 1997 lyder der krav fra Dansk Familielandbrug - de små landmænd - om, at ministeren bør stoppe udviklingen hen imod stadig færre og større landbrug. Ministeren har dog, siger han, "ingen aktuelle planer om ændringer af Landbrugsloven." Tværtimod. Dam Kristensen har selv været med til at lave den fungerende lov i 1994, og han ser ingen grund til at stoppe svinebaronerne.
Her er han på linje med de store landmænd i Landboforeningerne, hvis formand, Peter Gæmelke, Dam Kristensen af og til spiller whist med i det private. Peter Gæmelke er tiltrådt som formand året før og har betydet en tiltrængt modernisering af det gamle erhverv, mere end de fleste havde forventet. Også landbrugstoppen har hørt signalet om bedre fødevarer fra befolkningen. Som enhver whist-spiller ved Gæmelke, at man er nødt til at tage højde for de andres meldinger, hvis man vil have magt over spillet.
En af fødevareministerens første beslutninger er at nedsætte Det rådgivende Fødevareudvalg, som skal rådgive ministeren om fødevarepolitiske spørgsmål. Kun tre ud af 22 pladser i udvalget besættes med forbrugerrepræsentanter. Kritikken hagler ned, og forbrugerorganisationerne mener, at erhvervene har fået for stor indflydelse på ministeriet.
"Man kan ikke lave en afstemning i udvalget, for så ville vi blive til grin. Mejerierne og slagterierne er jo sjovt nok altid enige med landbruget," siger Forbrugerrådets formand, Kirsten Nielsen, der har en stol i udvalget.
På trods af kritikken er Henrik Dam Kristensen en populær mand. Landbrugs- og fiskerierhvervene mener ikke, de kunne have fået en bedre minister, "når nu det skal være en socialdemokrat."
Blandt Folketingets partier står der respekt om ministeren, og fødevareordførerne bemærker hurtigt, at han har blik for, hvilke sager, der er relevante at tage op, og har en vilje til at gøre noget ved dem. At han også er en ordholdende mand, der altid lytter til kollegernes holdninger, gør ham ikke mindre vellidt som menneske.
I Folketingets Fødevareudvalg møder han altid velforberedt. Han svarer uden at tøve og uden at spørge sine embedsmænd til råds først. Udvalgets møder summer af reelle debatter, og når ministeren ikke er i stand til at svare, siger han ofte, at han ikke ved det, men vil vende tilbage. Det gør han så. Kun enkelte gange viser Dam Kristensen en side af sig selv, som offentligheden aldrig har set. Når han angribes for noget, som virkelig ikke passer ham, svarer han ikke ordentligt på spørgsmålene og bliver irriteret og afvisende. Han hæver ikke stemmen, men synes krænket over, at nogen mistror hans motiver.

Fra starten er han en mindre stærk minister, end forbrugerne ønsker. Og på embedsmandssiden halter det. Den øverste embedsmand, departementschef Nils Bernstein, er blevet forfremmet til statsministerens departement, og det kan mærkes. Bernstein er manden, der gjorde det gamle landbrugsministerium grønnere. Ingen er i tvivl om, at han var medvirkende årsag til, at tidligere land-brugsminister Bjørn Westh i 1994 fik Forbrugerrådets pris 'Tænk'. Og de fleste er sikre på, at det i virkeligheden var Bernstein, der stod bag ideen om Fødevareministeriet.
Jørgen Højmark, formanden for Levnesmiddelkontrollen i København, mener, at "Bernstein gjorde et fremragende stykke arbejde," og Kirsten Nielsen siger, at "Bernstein gjorde den store forskel. Vi var meget kede af, at han blev flyttet." Også den konservative folketingspolitiker, Lene Espersen, er overbevist om Bernsteins betydning: "Fødevareministeriet blev svækket, da Bernstein gik," siger hun.
Den 3. april 1997 har Dansk Familielandbrug allieret sig med den radikale Vibeke Peschardt og SF's Kristen Touborg, der rejser en forespørgselsdebat i Folketinget om strukturudviklingen i landbruget - den udvikling Dam Kristensen ikke vil gøre noget ved. Debatten ender med, at et flertal beslutter at nedsætte et udvalg, som skal analysere strukturudviklingens årsager og vurdere mulige alternativer til den. Allerede den 29. april holder 'Udvalget vedrørende landbrugets struktur-udvikling' sit første møde. Udvalgets formand, Arne Larsen, lægger på det andet møde et arbejdspapir frem, som fremlægger rapportens konklusion - inden udvalget har haft tid til at arbejde. På forhånd bliver stordriftsfordele i landbruget taget for givet. Dermed er konklusionen, at udviklingen mod stordrift og svinefabrikker skal fortsætte.
Arne Larsen - og fætteren Jens Hauge Pedersen, der er afdelingschef i Fødevareministeriets departement - fører en aggressiv Axelborgpolitik. Efter møderne bliver der ikke omdelt referater af diskussionerne i udvalget, som det ellers er normalt. Det levner formanden stor mulighed for at komme med egne konklusioner. Det ser ud, som om nogen har lavet forhåndsaftaler om en erhvervsvenlig linje i udvalgets arbejde.
Udvalget er bare et enkelt af mange udvalg, Henrik Dam Kristensen nedsætter i sin ministertid. Fordi han er konsensus-politiker - også i egen opfattelse - vil han høre alle parter og muligheder, inden han beslutter sig.
"Han kan bedst lide at nedsætte et udvalg, hvor alle parter er repræsenteret, og bede dem om at blive enige. Det gør de også langt hen ad vejen, men det, de bliver enige om, er langt fra altid det bedste resultat ud fra et forbrugersynspunkt," siger formanden for Folketingets Fødevareudvalg, Jørn Jespersen.
I embedsværket er Dam Kristensens stil også tydelig. "Han tænker sig meget om, inden han træffer beslutninger. Og han søger størst mulig konsensus. Det betyder, at processen kan være meget lang og ressourcekrævende, og at ministeriet kan se ud, som om det er vægelsindet," fortæller en af ministerens nærmeste medarbejdere.
Der skulle et angreb på ministeren til for at ændre den stil.
Mens sager om kalvetransporter, hormonbøffer og offentliggørelse af københavnske restauranters madsvineri svirrer i luften i forsommeren 1997, sker der ændringer på de indre linjer i Fødevare-ministeriet. Den 1. juli skal embedsmændene i Veterinærdirektoratet og Levnedsmiddelstyrelsen flytte sammen og blive til Veterinær- og Fødevaredirektoratet. Det er to gamle kulturer med hver sine indgroede vaner, der skal blandes, og det er en svær manøvre.
Veterinærerne har gennem hele århundredet traditionelt arbejdet med landbrugets interesser. Levnedsmiddelstyrelsens folk har kun haft sundhed at tænke på. Nu skal alle tage det ny rim 'Fra jord til bord' med ind i arbejdet, og det er langt fra alle, der bryder sig om det. Medarbejderne må vare sig for at sige "vi er vant til...," og "vi plejer...," mens de gamle vaner bliver nedbrudt. Det tager flere måneder at flytte medarbejderne, og sammenlægningen er begyndelsen til en længere magtkamp.

En ny sag med ballade lander på fødevareministerens bord, da tal fra Statens Veterinære Seruminstitut i slutningen af august '97 viser en alarmerende stigning i antallet af salmonella-syge. 40 procent flere bliver syge end året før. Problemerne er langt værre, end nogen havde regnet med - der er alt for mange æg, der er inficeret med salmonella. Aviserne og tv-nyhederne kaster sig over ministeren for at få ham til at forklare, hvad han vil gøre.
Henrik Dam Kristensen beslutter sig for at ændre strategi. Han annullerer sin egen storstilede salmonella-handlingsplan for æg til 188 millioner kroner, der trådte i kraft i begyndelsen af året - på trods af, at flere mennesker end nogensinde tidligere bliver syge. Planen, som staten finansierer det meste af, betød, at hvert led i ægproduktionen skulle kontrolleres. Blev der konstateret salmonella, skulle dyrene slås ned. Producenterne skulle så have erstatning for dyrene.
Kun få hæfter sig ved, at der med annulleringen af planen er tale om et regulært lovbrud:
Ministeriet har gennemført en bunke prøver på landets dyr og er klar over, hvilke besætninger, der er inficerede, og hvilke æg som kan gøre folk syge. Æggene bliver alligevel sendt ud til forbrugerne. Ministeren gør sig dermed skyldig i brud på Levnedsmiddellovens Pgf. 12, der siger, at det er forbudt at sælge levnedsmidler, som må kunne antages at frembringe sygdom ved anvendelse på sædvanlig måde.
"Det er interessant, at man kan sætte en lov ud af kraft, bare fordi man ikke kan hamle op med problemerne," siger Jørgen Højmark tørt: "Ministeren sad med den knap, der kunne skrue på antallet af syge - og han valgte ikke at skrue ned."
Forklaringen fra Fødevareministeren til Folketingets Fødevareudvalg i september er, at problemet er for stort, og at man derfor vil komme til at mangle æg, hvis man fortsætter handlingsplanen. Man må lade det køre sådan i en periode og prøve at sanere besætningerne, mener han.
Jørn Jespersen - og mange med ham - mente, at forbrugerne nok hellere ville have købt otte sikre æg end 10 usikre, og at ministeren derfor burde have hindret æggene i at komme ud.
"Han valgte at lade æggene komme ud, selv om han kunne have valgt at stoppe dem og lade der være mangel i butikkerne. Han valgte det, fordi det andet ville have været ret indgribende og smertefuldt for erhvervene," siger Jørn Jespersen.
Selv om både venstrefløjen, Venstre og de konservative hen over efteråret ønsker en strammere salmonella-kurs, står ministeren fast. Han og dermed det offentlige er ansvarlige for planen og for at den lykkes. Det økonomiske ansvar ligger også hos det offentlige.
Først langt senere bliver Henrik Dam Kristensen klar over faren ved, at det offentlige påtager sig et medansvar for den syge mad.
Selv om sommeren bød på alvorlig ballade, står Henrik Dam Kristensen stærkt i menings-målingerne. Endnu en gang ryger Dam Kristensen ind på en suveræn førsteplads, da Gallup 22. september spørger om befolkningens holdning til regeringen. Men det er ofte mere stil end substans, der er årsagen, lyder vurderingen fra en lang række kilder.
"Ministerens popularitet og det, han rent faktisk gør, hænger ikke altid sammen. Hans popularitet hænger, tror jeg, lige så meget sammen med, at han altid erkender det, når han har gjort noget galt," lyder det fra en topembedsmand i ministeriet. Han er en mester i den for tiden så flittigt benyttede - og kontroversielle - disciplin at sige undskyld.
"Henrik Dam Kristensen har samme evne som Erling Olsen til lynhurtigt at sige undskyld, når han har begået fejl. Og fordi Dam Kristensen fra starten har opbygget et godt image med en saglig og besindig stil, har han en stor kapital at tære på, når det brænder på," siger professor på Aalborg Universitet Jørgen Goul Andersen.
For Dam Kristensens 'venner' og 'fjender' ser det ud til, at han er i stand til at bortforklare alt, fordi han er fantastisk på en tv-skærm. Og i ministeriet bliver han kaldt 'teflon', fordi al kritik tilsyneladende preller af på ham. Uanset hvor umulig sagen ser ud, så kan han se ind i kameraet, undskylde og gå ud af det som vinder, lyder det samstemmende.
Det siger de, også selv om de ved, at undskyldningen som metode senere skal blive gentaget så meget, at Dam Kristensen er ved at overspille rollen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her