Læsetid: 6 min.

Klunketid med skrump

2. januar 1999

Intermetzo
De gamle vikinger, som dengang de var vikinger ikke nødvendigvis var særligt gamle, al den stund de fleste døde unge, besad - foruden de egenskaber som man normalt tillægger vikinger - en sikker sans for det sproglige. Ikke mindst når de skulle karakterisere deres omgivelser og for eksempel give andre folk tilnavne, Man kendte i tiden i princippet kun til ét navn, fornavnet, typisk Gorm, Harald, Håkon, Ragnhild, Gudrun, Gunhild, Svend o.s.v. Mange gode nordiske navne, der har holdt sig pænt i forhold til tidens gnavende tand.
Men det var jo ligesom lidt fattigt med ét og kun ét navn og kunne være forvirrende, såfremt flere i lokalsamfundet - eller ombord i vikingeskibet - lød det samme. Ganske vist klistrerede man fornavnet til et sønnavn, således at Knud den Store, der var søn af Svend Tveskæg, ikke hed den Store i sin tid, men Knud Svensøn eller Svenssøn, og Svend hed Svend Haraldsøn. Men der var ikke mange navne at rutte med, og hyppigt sammenfaldende - uanset fadernavnets suppleringsoplysning - har utvivlsomt været et tilbagevendende problem.
Altså måtte man finde på noget mere, som Thorkild Ramskou så fornøjeligt redegjorde for i Politikens første Danmarkshistorie fra 1969. Enhver kender de allerede nævnte kongenavne fra perioden: Harald Blåtand og Svend Tveskæg. Ingen kan være i tvivl om karakteren af kong Svends ansigtsbehåring. Ej heller er man i tvivl om kvaliteten af Sigtrygg Silkeskægs skæg - endsige af Torolf Luseskægs samme. Blåtand siger også sig selv. Datiden har undladt at konstruere et mindre flatterende tilnavn, eftersom Harald ifølge overleveringen ved et regulært attentat blev skudt med en pil lige i numsen, mens han var gået afsides for at forrette sin nødtørft. Harald Pil i Røv kunne han have heddet, men har måske været en tand (!) for afholdt til en sådan uforskammethed.
Nu var det den sorte dominerende, dårlige tand, en stump måske, som man huskede ham for, denne detalje har sikkert heller ikke gjort ham kønnere. De politiske overtoner høres i et kongenavn som Erik Blodøkse. En nordisk Saddam, der selv svingede hakken.

Men udseendet vender vikingerne hele tiden med forkærlighed tilbage til: Røde Erik og den langhårede Harald, Hårfager. Ondskabsfuldhederne florerer. Ketil Fladtud har måske engang haft snydeskaftet for langt fremme, eller er blevet klemt under fødslen. Torarinn Grødtud kan velsagtens have fordærvet sin profil i en af tidens hyppige voldsprægede konfliktløsninger. Det aldrig slumrende mandfolkevid spirer frem i pigenavnet Torkatla Bringa, der - må man gå ud fra - har haft nogle ualmindeligt flotte bryster, mens Torbjørg Knarrabringa, der var som en skarp skibsstævn forpå, ikke har været værd at glo på. Derimod var en Astrid Manvitsbrekka tilsyneladende så skideflot, at mænd blev bragt helt ud på nippet (på brinken) til at miste forstanden, viddet, når kvindemennesket kom brusende.
Måske hun var veninde med Gudrun Natsol, der antydningsvis har været letomgængelig i døgnets mørke timer. Næppe med Asmund Vrikkerøv som kan have været til den forkerte side. En vikingebøsse med løse håndled. Unægtelig et perspektiv. Heller ikke Erland Røvhul var noget at samle på. Han har vel været et sådant.
Også det kunstneriske kunne få et ord med på vejen, og man fornemmer at datidens publikum ikke har stået tilbage for den type nutidskritikere, der ynder langtidsholdbare mærkater på det tilsyneladende tvivlsomme. Audun Dårligskjald har i hvert fald ikke kunnet prale af lange køer ved sin billetluge.
På lignende vis med Eivind Skjaldefordærver. Denne har formentlig stjålet sit stof fra andre, hvad man ikke har set på med overbærenhed.
Den slags uærlige folk får senere påhæftet det frygtelige Brøndpisser, hvad der heller ikke har været nogen spas at rende rundt med.

Men mindre irritationsmomenter pirrede navnefantasien. Også i vikingetiden har der åbenbart optrådt de uundgåelige langgabere i forsamlingen, hvilket tilnavnet Magnus Tolusveinn, talesvend, røber. Magnus fik sine fællers bidende ironi at mærke, eftersom han ifølge alle øvrige oplysninger var alt andet end en svend til at sige noget som helst offentligt, snarere en rent elendig taler, der hakkede og stammede i det, staklen. Præstetilnavnet Langpræk behøver ingen forklaring.
Hvad angår den personlige hygiejne har tidens mennesker, der jævnfør utallige fund kæmmede håret flittigt og sikkert også nu og da vaskede sig, alligevel ikke været sarte. Der var dog en grænse. Øjstein Dårligfjert har simpelthen kunnet overhørme alle andre i selskabet. Dét fik han at høre for, så der utvivlsomt rejste sig et brøl af latter, når han småfjertende dukkede op ved middagsbordet. Hvorimod Hedinn Hardmagi, hårdmave, ikke uden jammer og klage har kunnet komme af med sit affald. Tordt Fedtvom åd for meget, og dette navn siger vel et og andet om at tidens mandsideal ikke var til overdreven fedme.
Og så er der tilnavne om det mere direkte kønsliv, som vikingerne mere end antydningsvis har afregnet kontant.
Kolbein Smørpik har ikke haft megen glæde af at opsøge Gudrun Natsol, og Gudrun har heller ikke haft det, såfremt han forsøgte. Og så til kulminationen i tilnavnet til den arme Herjolf, som de ubarmhjertigt kaldte Herjolf Skrumpenosse. Dette var, om man så må sige, næsten til at føle på, og så kunne det da i øvrigt ikke blive meget værre.

Det vil sige, det kunne det altså ifølge aviserne, hvor det nu fremgår at japanerne har målt nosser på 10.000 afdøde nutidsjapanere gennem temmelig lang tid, faktisk fra 1948 og til i dag. Det viser sig at de skrumper, nosserne. Man mener - uden at vide det eksakt - at diverse tilsætningsstoffer i miljøet og maden eller hvor som helst bærer ansvaret for den almindelige og vistnok desværre globale skrumpning.
Et beskæmmende fænomen som altså er klarlagt her i det sidste år før det årtusindeskifte, som vel at mærke er det første siden de tilnavnsekvilibristiske vikinger, hvis nosser kun i enkeltstående tilfælde som i Herhjolfs triste gik hen og skrumpede. Nu kan vi alle, i det mindste af mandkøn, smykke os med Herhjolfs triste øgenavn.

Dette blad har jo i årtier råbt og skreget om truslerne mod miljøet. Som bekendt går det meget langsomt med de dele. Menneskenes børn synes at foretrække den bekvemme og nemme løsning frem for det seje træk, hvilket vel ikke er så uforståeligt, og så kan NGO'er, miljøjournalister og andet velmenende godtfolk have det så godt.
Hvis der imidlertid går skred i skrumpningen, der fra standardvægten på 21 gram - det fremgår ikke af artiklerne om det er pr. nos eller pr. par - og herfra hastigt nedefter, så de ansvarlige ligefrem selv en skønne dag på badevægten kan veje sig frem til forskellen fra dagen før og en snarligt tilstundende katastrofe, skal der nok komme gang i sagerne.
Indskrumpende mandighed på verdensplan er ikke til at spøge med. Som Oscar Wilde så rigtigt siger, er mænd gennemgående nogle kujoner, men de fleste af dem er for feje til at indrømme det. Truslen mod kronjuvelerne i ethvert parforhold i hele den vide verden vil herefter kunne mobilisere kujonerne, og de der altså ikke tør indrømme at de er det, og samle alle maskuline kræfter i én altomfattende bevægelse: Bort med stråforkortning og bløde plasticbamser til børnene og alt hvad der virker skrumpende her i tilværelsen. Vi kræver kort sagt den fulde vægt tilbage i nosserne! Og vi helmer ikke før de 21 gram er nået i samtlige nulevendes og fremtidige karlfolks scrotum'er.
Det har før vist sig at bliver først de magthavende lag grebet om - yes, guess what - så bliver der gjort noget ved det. Og her går jo ingen fri, såfremt de ikke går til en eller anden smart modelæge og får siliconeindsprøjtninger down there, og det gælds ikke som nosseindskrumpningsprofylakse, men er ren plastic og sikkert heller ikke tilrådeligt for sædkvaliteten. I sidste ende kan det jo være flintrende ligegyldigt om nosserne vejer 21 eller 12 gram, så længe sæden er levedygtig og cellerne virile og ambitiøse.
Men det er her skoen - eller hvad man skal sige - trykker. Vi ender med at blive lige så lidt værd i forplantningsøjemed som Asmund Vrikkerøv og Kolbein Smørpik tilsammen. Og så er det Nat med Gudrun Sol. Det hele er noget værre brøndpis.
Godt Nytår!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu