Læsetid: 2 min.

K'NYT

26. januar 1999

To mill. kroner til Hotel Pro Forma
*Kulturministeriets udviklingsfond har bevilget to millioner kroner til Hotel Pro Forma. Fonden har bevilget i alt små fem millioner kroner til eksperimenterende udviklingsprojekter inden for dansk kunst og kultur. Hotel Pro Forma får sine millioner indenfor området 'multimedie', teatergruppen har ifølge formand Uffe Elbæk leveret "det mest kvalificerede og gennemarbejdede projekt vi har set indtil nu."

Udsalg på Hovedbiblioteket
*På torsdag, fredag og lørdag får publikum chancen for at kigge Københavns Hovedbiblioteks indkøbs- og udlånspolitik i kortene - gennem den anden ende af kikkerten, så at sige. Biblioteket i Krystalgade holder nemlig udsalg af tidligere indkøbte danske og udenlandske skønlitterære og faglitterære titler, der angiveligt er enten slidte, uaktuelle eller forældede. Det kan blive ganske interessant at se, hvad biblioteket ikke mener sig forpligtet til at have til rådighed for publikum længere.

Videopremiere på 'Idioterne'
*På onsdag er der premiere på video-udgaven er Lars von Triers Idioterne. Det er åbenbart en så spektakulær begivenhed, at en af de store videobutikker, Video-Netto på Østerbro har inviteret produktionsselskabet Zentropas direktør Peter Ålbæk Jensen på besøg klokken 17.30. Foruden Ålbæk optræder Bodil Jørgensen og Jens Albinus, begge Bodil-nomineret for deres roller i Idioterne.

UFO-film afsløret som fup
*Århundredets UFO-historie er nu blevet afsløret, skriver det svenske dagblad Expressen. Obduktionen af et rumvæsen i en ørken i USA i 1947 var en spøg, filmen var i virkeligheden optaget i en lade udenfor London i 1994. I den sort-hvide film ser man, hvidklædte
obducenter udtage indvolde af en lille skikkelse på et
obduktionsbord. Men hovedet på rumvæsenet var et parykhoved, de store øjne var malede appelsinskaller. Og indvoldene kom fra en kylling, som den lokale slagter leverede. Når sandheden kommer frem nu, er det fordi bagmændene, Keith Bateman og Andy Price-Watts er blevet trætte af alle ufomanerne, "for hvem denne film er livets mening," forklarer Bateman.

Multi-mediekunst skal kortlægges
*På Kulturministeriets Udviklingsfonds januarmøde har bestyrelsen besluttet at iværksætte en kortlægning af de arbejdsvilkår, støttemuligheder og ønsker danske kunstnere og kunstmiljøer har, indenfor den nye multi-medie-teknologi. Fonden begrunder initiativet med behovet for et overblik over et uoverskueligt område. Med henblik på at få en præcis fornemmelse af, hvor udfordringerne og dermed de støtteværdige initiativer skal søges.

Henrik Ibsen én gang for alle
*Den 27. januar vil det norske Riksteater angiveligt opføre alle Henrik Ibsens stykker på én gang. Instant Ibsen hedder den respektløse omgang med nationalkoryfæet, der er skrevet af Bjørg Vindsetmo og iscenesat af Kenneth Dean.

Times Literary Supplement
*Næste uges Times Literary Supplement bliver nummer 5.000. I den anledning meddeler det hæderkronede britiske tidsskrift lakonisk, at stabelen af Times Literary Supplementer ville være over 15 meter høj, hvis man altså havde gemt dem allesammen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu