Læsetid: 2 min.

K'NYT

23. januar 1999

Duras og Ibsen på Rialto
*Det lukningstruede Rialto-teater på Frederiksberg har præsenteret repertoiret for den kommende sæson: Fra 9. september spilles Savannah Bay af Marguerite Duras med Ghita Nørby og Stine Stengade. 28. oktober-20. november fremfører Anders Ahnfelt-Rønne stykket Kontrabassen, og Kim Sjøgren spiller Paganinis Liv i en dobbeltforestilling. Henrik Ibsens Vildanden får premiere 12. jan. og iscenesættes af Karen Lise Mynster med bl.a. Søren Spanning, Gyrd Løfquist og Pia Jondal. Erling Jepsens Manden som bad om lov til at være her på jorden om en ung kriminel slutter sæsonen. Den gældende ordning, hvorefter teatret modtager 3,7 mio. kr. via Statens teaterråd årligt, gælder frem til år 2001. Herefter bortfalder støtten ifølge forslaget til ny teaterlov, som Folketinget om kort tid skal behandle. På onsdag har teatret foretræde for Folketingets kulturudvalg. Her vil direktør Anders Ahnfelt-Rønne endnu engang prøve om den megen velvilje, han føler omgiver teatret, også kan udmøntes i kontant støtte.

Guldalderen vender tilbage
*En række Eckersberg-tegninger, der i et århundrede har været betragtet som forsvundne er pludselig dukket op, skriver Weekendavisen fredag. De 12 tegninger fra 1882 udgør tilsammen et panorama af Helsingør og Kronborg. I Emil Hannovers autoritative værk Fortegnelse over Eckersbergs Malerier og Tegninger fra 1898 er de registreret med tilføjelsen "utvivlsomt tilintetgjort". De 12 tegninger sættes samlet til salg i Museumsbygningen den 2. marts - af en efterkommer efter Jørgen Hansen Koch, der var direktør på Det Kongelige Danske Kunstakademi i en periode, hvor Eckersberg selv var professor på akademiet. Vurderingen lyder på 200.000 kroner.

Nyt litterært hus på Frederiksberg
*Digteren Peter Poulsen er vært ved et litterært arrangement på Frederiksberg på torsdag i den kommende uge, hvor 1. salen i Møstings Hus samtidig indvies som nyt litterært mødested. De første gæster er Inger Christensen og Niels Hav. Senere følger flere gæster, og samme sted etableres til foråret en skrivestue, som forfattere kan benytte i perioder op til et halvt år.

Kristen mystik i København
*Et bogmøde om kristen mystik holdes fredag i næste uge i kælderlokalerne, Fortunstræde 1 i København, hvor en ny bogcafé med udstillinger og arrangementer netop er åbnet. Her vil det være muligt at fremlægge en bog, man har læst eller et aspekt af bogemnet, som man finder interessant - i håb om at også andre vil gøre det.

Hokus pokus solgt hos Koloristerne
*Statens Kunstfond har købt en serie på 12 malerier, Hokus pokus, af Søren Hansen på Koloristernes kunstudstilling i Den Frie - desuden værker af Hugo Arne Buch og Ole Heerup. Ny Carlsbergfondet har købt værker af Nanna Hertoft, Jens Peter Helge Hansen og Inge Lise Westman. Derudover har der været et pænt salg til private og kunstforeninger, meddeler man fra Koloristerne.

Dansker udstiller i New York
*Den danske billedkunstner Poul Lange udstiller fra lørdag til 11. feb. på Soho-galleriet Cast Iron Gallery i New York. Lange har boet i NY i ni år og udstillede i 1997 i Unibanks galleri bag Museum of Modern Art. Soho-udstillingen er den første separatudstilling. Den består af 365 billeder, som også kan beses på Internettet: www.PoulLange.com/1998/.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her