Læsetid: 2 min.

K'nyt

19. januar 1999

Handlingsplan for litteraturen
*Statens Litteraturråd har nu to års arbejde og mere end 2000 behandlede ansøgninger bag sig. "På det grundlag kan vi med ret stor sikkerhed sige, at Rådets samlede bevilling skal op på godt 15 millioner kroner for at sikre et rimeligt tilskudsniveau," udtaler rådsformand Thomas Harder. Rådets aktuelle budget er på 8,7 millioner. Blandt de områder Litteraturrådet med sine begrænsede midler har valgt at prioritere i 1999 er støtte til kurser for danske dramatikere og støtte til konsulentbistand for forfattere med anden sproglig eller etnisk baggrund. For at markere manglen på midler har Litteraturrådet valgt at ledsage handlingsplanen af to budgetter: det rådet har, og det det burde have.

Hans Hertel fylder 60 år
*Professor Hans Hertel, Institut for Nordisk Filologi på Københavns Universitet fylder 60 år den 22. januar. I den anledning holder han forelæsning om "Besættelsens litteratur, litteraturens besættelse" på dagen, den 22. kl. 15.00 i store auditorium på Københavns Universitet Amager. Forelæsningen er åben for alle.

'Babettes gæstebud' som teater
*Hålogaland Teater i Tromsø har som det første teater i verden fået lov til at dramatisere Karen Blixens roman for teatret. "Kanskje er en af grunnene at forestillingen skal spilles i den landsdelen der fortellingen foregår," foreslår teatret i en pressemeddelelse. Men eftersom Karen Blixen aldrig havde været i Nord-Norge, er hendes landskab et indre landskab, fortsætter pressemeddelelsen. Hålogaland har derimod som ideologi at forholde sig til sin egen landsdel "og med denne opsettningen gjør teatret det på en ny måde", lover man. Karen Blixen som egnsspil? Det vil blive afsløret den 23. januar.

Brøggers 'Fru Tone' som teater
*Fru Tone, DR's kendte og elskede kostumier, er hovedpersonen i forestillingen Tone, som Jytte Abildstrøms Teater viser i Riddersalen i april. Camille Einfeldt og Daimi Gentle medvirker og Terese Damsholt har instrueret stykket, der baserer sig på Suzanne Brøggers kvad Tone.

Asiatiske storbyer på Louisiana
*Cities on the Move 4 - den asiatiske storby i 90'erne blev første gang vist på Secessionen i Wien i 1997. Den 29. januar kommer den til Louisiana i Humlebæk, men siden 1997 er processen i Asien vendt fra økonomisk optimisme til økonomisk krise. Dette kan aflæses i udstillingen, der angiveligt er 'proces-orienteret', der undervejs har forandret sig radikalt, og som alene ved sin collage-agtige form adskiller sig fra, hvad man er vant til at se. Fokus er dels på udviklingen i Asien inden for kunst, kultur, økonomi og politik, dels på dialogen mellem øst og vest.

Kulturfond bevilger 17,5 mill.
*Nordisk Kulturfond har bevilget 17,5 millioner kroner til nordiske kulturformål. I alt 124 kulturprojekter, deraf 28 danske til tilsammen 2,9 millioner. kr., blev tilgodeset. Fondet har til formål at fremme det kulturelle samarbejde i Norden. Det sker ved bevillinger til kultur, uddannelse og forskning, som omfatter mindst tre nordiske lande. Uddeling sker to gange årligt. Blandt de danske projekter, som har fået støtte, er Københavns Universitets opbygning af en billedbase for nordisk middelalder (500.000 kroner), Hvidovre Teaters forestilling Hjerter i takt (300.000 kroner) og Teaterforeningen Opera Nords opsætning af Gilles' Requiem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu