Sammenslutningen 'Koloristerne' giver sig hen i en mere eller mindre styret leg med farver og strukturer
UDSTILLING
De meget udskældte kunstnersammenslutninger, der jo er et lokalt dansk fænomen, har også deres fordele. Godt nok risikerer man, at talentfulde kunstnere søger ly bag deres mere veletablerede kollegers brede skuldre med udvandede og halvdårlige udstillinger til følge, men på den anden side muliggør en årlig mønstring af medlemmernes frembringelser, at store dele af det danske kunstvækstlag eksponeres. Det resulterer jo i, at det er et mangestemmigt kor, der høres i stedet for en lille elite. Med andre ord: Man kan ikke lade være med at glædes over, at så mange kunstnere er i gang, at så mange stiludtryk holdes i kog og udvikles, og at lille Dannevang har fostret ikke så få gode kunstnere. Og at der også skabes kunst i stilhed ude i Danmarks små smørhuller. Men den store fornyelse finder man sjældent i sammenslutningernes regi.
To farverige gæster
Tag nu Koloristerne, der blev dannet i 1932. Der er nu ikke noget særligt farverigt ved denne sammenslutning, ikke mere end andre sammenslutninger, selv om årets to gæster lægger ud med en farvestærk palet: Det er Søren Ankarfeldt og Niels Reumert, der hver især dyrker en tegnvrimmel i en graffiti-agtig æstetik, hvor liv myldrer frem på de eksplosive flader.
Leif Lage er en mere stille kolorist. Hans diffunderende selvportrætter i dirrende farvedis, er på nippet til at forsvinde, men kan lige nøjagtig anes. Der er andre helt klare kolorister som den i Sydfrankrig bosatte Ingvald Holmefjord, hvis abstrakte landskaber opløses i stærke og urolige farvestreger og Hugo Arne Buch, der i monumentale malerier lader betragteren forsvinde ind i sine signalrige rum. En af de helt gode er denne gang Peter Hentze. Men det er jo ingen nyhed. Han er helt sig selv. Struktur, kontrol, serialitet, men også poesi, dirrende liv, skæg og ballade og mange overraskelser præger hans udtryk. I år viser han en suite poetiske illustrationer til Thomas Winding og Ole Albæks børnebog Saftevandsfisken, der snart udkommer. De kan stå helt alene og stråler i al deres lyriske farveglans.
Omfavnende par
Eminent er også Søren Hansen, hvis mange små malerier virker abstrakte, men efter et stykke tid viser sig et par i tæt omfavnelse. Maria Buras' små lyriske fortællinger i bevidst naiv-kubistisk streg ejer en fortættet charme, der desværre helt forsvinder i hendes gevaldige sort-grå malerier med bibelske habakkuk-figurer. Pia Schutzmann har fornyet sig igen. Denne gang har hun bearbejdet brugte tagplader i skiffer. Resultat: Geometriske indridsninger, der rummer en behersket og styret skønhed. Det er overvejende sort, okker, rød og brun. Ligeså med Ingelise Westman, hvis struktur-undersøgelser i overvejende jordfarver former urolige 'gitre' på fladen. Westman har også skabt nogle skulpturer i et helt andet register: Det er dæmoniske fugleklør med forhistorisk patos. Blandt de øvrige skulptører er Eli Benviniste, der rejser spørgsmålet om menneskeidentiteten i sine tre sorgfulde skulpturer i brændt ler med titlen "De erstattelige". Oldnordisk patos er der over Ejgil Westergaards "Liggende ko", hvis kompakte og hellige ro udgør et epicenter i en udstilling, der ellers sender på høj vindstyrke.
*Koloristerne. Den Frie Udstillings Bygning. Oslo Plads, Kbh. Dgl. 10-17. Til 24. jan.
