Læsetid: 6 min.

Kom frit frem

23. januar 1999

Kærlighedsbranchen kendes på sin ukuelige optimisme

QLUMMEN
Hvor er det godt, at mange forelskelser ikke fører til noget. Hvem har f.eks. ikke måttet se, at en fyr, man selv omsider måtte indse var ganske umulig for noget menneske at leve sammen med (måske bortset fra hans mor), fandt en anden, som han år senere stadig synes at være meget lykkelig med?
For bedst at overleve den slags anslag mod ens dømmekraft og psykologiske sans - samt mod ens egne egenskaber som 'nem at leve sammen med-kæreste' - må man ganske enkelt se forelskelses- og kurtisetiden som en slags test-periode, hvor man kan se, om man overhovedet passer sammen eller måske er strandet med en person, man er nødt til at lave stort set om.
Det sidste har erfaringsmæssigt aldrig nogen stor fremtid for sig.
Jeg husker f.eks. min veninde fra skoletiden, der var vildt forelsket i den flotte lyshårede ekspedient i den lokale pladeforretning. Paul hed han, og han var altid oppe på beatet med det nyeste i Revox og Tandberg, 1970'ernes væg-til-væg-båndoptagere med spoler så store som Rundetårn. I Rhodos Radio ekkoede lidt af det, der skete ude i den store verden, Paul var forretningens midpunkt, og ved hans disk prøvehørte vi gennem et helt år alle de nye singler, fra Middle of the Road til Carpenters (veninden var klart til det bløde).
Så skete det frygtelige. En anden pige fra klassen havde mødt Paul en sommerdag med korte ærmer og med egne øjne set det: Han havde en tatovering på overarmen!
Å gru. Min venindes forelskelse kølnede nærmest øjeblikkeligt, vi var ikke til tatoveringer dér i forstaden. Formummet bag disken og vores 12-14-årige ukendskab til hans overarme havde Paul kunnet drive sit tatoverede spil!
Det var vist godt, det ikke blev til noget. Også for Paul.
Men ellers kender man kærlighedsbranchen på dens ukuelige optimisme. For et par dage siden kørte radioprogrammet Strax temaet 'Kom frit frem', hvor unge mennesker efterlyste nogen, de havde mødt og ikke siden havde kunnet glemme.
Mest gribende var en ung fyrs efterlysning af en cyklende pige, som havde ventet for rødt lys ved siden af hans bil. Han mente at have mødt hendes blik, og "også for dig var der vist et signal om at det kunne blive til noget mere...," skrev han, optimisten.
Af en eller anden grund var mændene langt i overtal, jeg hørte ingen piger eller kvinder efterlyse den ukendte fyr med de perfekte tænder og det mørke 80'er-klippede hår, de havde mødt på arbejde i Centralkøkkenet i Kødbyen og siden igen på rulleskøjter ved Amager Strand.
Måske er mænd mere frejdige, stadig i initiativtagerens rolle? Eller mere tilbøjelige til at tro på kærlighed ved første blik?

Når man er lidt ældre end min veninde var, da hun afstandsbagte på Plade-Paul, kan man bedre undersøge, hvordan ens elskede bor, hvordan hans venner er, hans musiksmag osv. Det hele indgår - ofte uden at man gør sig sine overvejelser klart - i ens samlede vurdering af personen og forholdets tænkelige holdbarhed.
Men der er situationer, hvor man ikke kan skabe sig et sådan gustent overslag.
I novellen Den sidste sydstatsskønhed beskriver den amerikanske forfatter Scott Fitzgerald kærligheden mellem den smukke societypige Ailie og den flotte Yankee-officer Earl, der mødes, mens Earl er på orlov. Ailie ser ham kun i enten uniform eller ved svømmepølen i Tarleton, og begge outfits røber ikke meget andet end hans fantastiske krop.
Forelskelsen stikker dog dybt, Ailie venter i det næste årstid på, at Earl skal blive rigtigt hjemsendt og hente hende.
Så kommer han, for første gang i civil:
"Han havde grøn hat på, med en højtråbende fjer; hans tøj var slidset og galloneret i et grotesk snit, som reklamen og filmen i fællesskab havde bragt ud af mode. Tydeligvis havde han været hos sin gamle frisør, for håret posede pænt på hans lyserøde, barberede nakke. Det var ikke, som hvis han havde været blankslidt og fattig, men hans baggrund af provinsby-danse-estrader og folkelige klubudflugter skar én i øjnene."
Det går ikke, det går slet, slet ikke. Efter tre dage rejser Earl forvirret og forsmået hjem til Nordstaterne, hvor han - højst tænkeligt - senere fandt sig en kone med mindre fine fornemmelser.
Noget tilsvarende sker formodentlig også for mænd.
Sygeplejersker kan tage sig ret sexet ud i uniform, og som patient har man ikke mange muligheder for at få opklaret, om trusserne er fra Aubade eller Føtex, om hun har soveværelset klistret til med Cliff Richard eller stemmer personligt på Tove Fergo.
Nu ved jeg godt, at en forelskelse ikke er nogen politisk diskussionsklub, hvor man handler ulemperne af i porten:
"Hvis du vil lade dig farve lyshåret, skal jeg nok sælge min motorcykel."
Alligevel tror jeg som nævnt på en vis prøvetid inden man slår bogsamlingerne sammen.
Og selv efter endt prøvetid (og ægteskab!) kan man blive tvunget til at indrette sig efter, at den anden ikke - længere? - kan se, at "vi to er skabt for hinanden." At han faktisk kan have ret i, at det ikke funker, og i hvert fald nødvendigvis har ret, når det gælder hans liv - dét er man, som forelsket, for tykpandet til at begribe.
En af mine egne mest skæbnesvangre forelskelser var i en fyr, hvis familie og omgangskreds anså folk som ikke spillede mindst ét instrument (klassisk og med noder) for en slags vilde mennesker.
En af hans venner spurgte engang, hvilket instrument jeg spillede?
Som barn havde jeg ganske vist gjort et lamt forsøg med klaver og blokfløjte, men blev heldigvis udfriet af mine lidelser.
Så jeg svarede, slået af spørgsmålets vanvid:
"Jeg spiller horn."
"Horn," gentog vennen henrykt, "der er ellers ikke mange piger der spiller horn!"
"Det gør jeg sådan set heller ikke, jeg spiller ikke noget," forklarede jeg med et grin.
Men skuffelsen og rådvildheden i kammeratens ansigt var tydelig, vi havde ikke længere noget at tale om.
Da burde jeg faktisk være sprunget af.
Det er nemlig én af kærlighedens sørgelige tommelfingerregler, at små forskelle og irritationsmomenter altid bliver større. Som Tove Ditlevsen har sagt det: "De egenskaber, man forelsker sig i hos et andet menneske, er ofte de samme, der ti år senere er ved at drive én til vanvid."
Som nu de fortryllende pudsigheder i netop ens elskedes personlighed: Hvor kært, at han er så glad for country-musik, eller at hun elsker at tilbringe weekenderne med hjemlig hygge og Matadormix! Men efter et halvt år, et helt år, ti år - hvis man nu hader country eller meget hellere vil tilbringe weekendnætterne til en rave og dagen i sengen? Men den kloge Tove D. sagde også: "En veninde af mig sagde engang om min elskede: 'Han er ikke god at blive gammel sammen med.' Der findes kvinder, som vælger ægtefælle alene ud fra dette kriterium."
Jeg tror, at det netop er i skæringspunktet mellem det interessante, lidt fremmedartede og det beroligende velkendte hos den anden, at et kærlighedsforhold har de bedste odds - i hvert fald hvis målet er børn og sår'n, der ikke lader sig kalde tilbage.
Og igen, hvor er det godt, at man ikke nødvendigvis hænger på sin første kærlighed, selv om man heller aldrig glemmer den. Skulle man være i tvivl, kan man kigge i en charmerende lille bog, der kom i efteråret. Perler for svin er den ironisk-bittersøde titel på 17 kvinders beretninger om de mænd, de aldrig fik - og godt det samme! Som radioens Anette Kokholm sammenfatter sin mangeårige forelskelse i den flygtige og dejlige Peter Pan, hun har kendt siden femtenårsalderen, og som langt om længe forsvandt ud af hendes liv:
"Han ville lade mig tilbage med alle mine almindelige, middelmådige og langtidsholdbare glæder og selv flyve sorgfuld og traurig videre til Ønskeøen. Jeg ønsker ham alt mulig held på rejsen."

*Lene Outzen (red.): Perler for svin - de mænd vi aldrig fik. 158 s.,195 kr. Modtryk
*F. Scott Fitzgerald: Historier fra jazztiden. Oversat af Hans Hertel

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her