Læsetid: 2 min.

Den lille pianist med den store musik

8. januar 1999

Michel Petrucciani, en af sin tids betydeligste pianister, er død, 36 år gammel

NEKROLOG
Vi hørte ham første gang i efteråret 1982. Da var han ikke fyldt 20, og han var endnu ikke blevet et navn herhjemme, så der var langt fra fuldt hus i Montmartre i Nørregade, selv om han kom som medlem af den amerikanske saxofonist Charles Lloyds kvartet.
Men allerede da kvartetten kom igen trekvart år efter, under jazzfestivalen i juli 1983, var det primært Michel Petrucciani, der fyldte huset. Der var gået ry om den fænomenale franske pianist, hvis første plader var begyndt at dukke op her, og vi var så småt ved at lære at stave hans efternavn.
Danmarks Radios optagelser fra dette andet besøg i Montmartre blev udgivet på det amerikanske jazzmærke Blue Note og kom til yderligere at befæste den unge pianists internationale status. Derefter blev hans besøg talrige, og den hjemlige interesse blev så stor, at han, ene mand på tribunen, kunne se ud over et mindre menneskehav i den københavnske cirkusbygning.

En traditionalist
Medvirkende til hans store popularitet var det, at hans spil var så stærkt rodfæstet i 50'ernes og 60'ernes jazzklaver, som han beherskede med stor overlegenhed, men uden at tilføre det egentligt nyt. Han havde de bedste forbilleder - Bill Evans især, men også store rytmikere som Horace Silver og McCoy Tyner - og han samlede det bedste fra dem i en eklektisk stil af harmonisk raffinement og usædvanlig rytmisk nerve.
Som sine forbilleder var han især i sit element, når han spillede i trio med bas og trommer. Efterhånden kom han til at foretrække uakkompagneret solospil, og pianistisk kunne han sagtens fylde dets rammer, men hans sidste plader og de sidste besøg bar præg af en vis stagnation, både i repertoire og spillestil.
Blandt mine kosteligste minder om møder med ham var dog to duoer. Den ene, med guitaristen Jim Hall, blev optaget af Danmarks Radio i Tivolis Slukefter. Det var en slags generalprøve på duoens optræden ved Montreux-festivalen i juli 1986, hvor Wayne Shorter sluttede sig til som trediemand. Optagelser derfra findes på Power of Three (Blue Note) i Petruccianis navn, men der var endnu mere udsøgte øjeblikke i Slukefter.
Den anden duo var med Niels-Henning-Ørsted Pedersen, ikke i Arken, men det tidligere samarbejdei Copenhagen JazzHouse, hvor Petrucciani spillede to aftener i træk, én i solo, én i duo. Også denne musik burde fastholdes på plade.

Et godt liv
Få dage før sin død var Petrucciani fyldt 36, men alligevel kom hans død ikke helt overrumplende. Hans konstitution var skrøbelig, og hans handicap, dværgvækst og knogleskørhed, gjorde ham til det, forsikringsselskaberne kalder et dårligt liv.
Ikke at han lod sig mærke med det. Han havde store forhindringer at overvinde, blev oprindelig båret på scenen, klarede sig senere alene med krykker, og måtte bruge et stativ for at nå flyglets pedaler. Kun hans underarme og hænder var af voksen-størrelse, forudsætningen for at han kunne udfolde sig på klaviaturet med sjælden magtfuldhed.
Ved at overvinde sit handicap blev han en af sin tids betydelige pianister. Når man husker hans altid smittende humør og hans åbenlyse glæde ved at frembringe musik, må man tro at hans liv først og fremmest var et godt liv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu