Læsetid: 2 min.

Litterær blodpølse

27. januar 1999

Kundera-let radiospil fra litteraturens helt egen verden vejer og luner som håndvarm sladder

RADIOSPIL
Jens Martin Eriksens lille lignelse dufter af området omkring Klareboderne, udspringer af de halvunge geniers helt egen verden og er måske ment som tilløb til en halvvejs gibbende afsløring af træskheden i de halvhøjere litterære luftlag. Halvt og måske - for 'vi' er jo ikke moralister i puritansk forstand og overordnet tillader 'vores' tilbagelænede attitude os ikke at tage miljøets fnidder og manipulationer for alvorligt.
64.000 kroners spørgsmålet er så, om man får lytteren til at gide? Måske er det slet ikke meningen, ifald der er én. Faktisk er spillet bedre beskrevet som et mildt satirisk hørebillede, der med held indtages på et niveau omtrent som lufthavnslitteratur.
Litteraturens Knold og Tot, hovedpersonerne, vennerne og modpolerne Stan og Umbraco, er begge med i opløbet om Nordisk Råds litteraturpris; en situation, som Stans attitude kun tillader ham at bearbejde sidelæns. Dvs. ved under dække at belejre indstillingsudvalgets unge kvindelige medlem - og gidsel, efter begges mening - den lovende forfatterspire Masja. Stans motor er ikke bare gemen jalousi, men nok så meget den kløe dyden (Umbraco) vækker hos den lastefulde; spillets udvikling viser, hvor langt Stan vil gå - på Masjas bekostning. Hvor latterligt meget den guru-lignende kritiker Rørstrøms (der rimer sært på Borum) ytringer vejes på en guldvægt, til trods for at Umbraco er en bedre analytiker, og hvordan venskabet hutler sig vej gennem usikkerheden før og skyder nye, grønne skud i visheden efter prisuddelingen, hvor gemytterne kan mødes i nedrakningen af vinderen, hvis produktion d'herrer måske, måske ikke har læst. Alt sammen under forlægger Villums diskret socialantropologiske observation.

Inside fagsladder
Instruktøren Vibeke Bjelke indordner sig lydhørt efter den lindtflydende understatede og intellektuelt akrobaterende, ordrige dialog; men kikser radiofonisk i rollebesætningen, hvor Søren Sætter-Lassen og Mikael Birkkjærs stemmer, når de taler city-artikuleret cafédansk, desværre ligger så tæt på hinanden, at aflytningen ind i mellem udarter til spørgeleg.
Sådan kan man også holde lytteren vågen, når han/hun er ovre den første morskab med personnavnene - Umbraco, Rørstrøm, Birnbaum osv. - og de første letkøbte associationer til forfatteren selv contra hans evige generationskomplementær Jens Chr. Grøndahl, hvem er mon hvem, hvis...? Denne distraktion siger nok så meget om spillet og dets karakter af hurtigttegnet inside fagsladder uden de store dybder, faktisk sidder man mest af alt tilbage med eet stort spørgsmål til hele den dramatiske konstruktion: hvordan vil Eriksen få lytteren til at æde, at en intelligent karrierekunstner som Iben Hjejles Masja over for Birkkjærs glatte Stan ikke er på p-piller ?

*Birnbaum ved ikke hvad kærlighed er. Radiospil af Jens Chr. Eriksen, instrueret af Vibeke Bjelke. Genuds. sønd.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her