Læsetid: 5 min.

Lyrikken efter Ginsberg

9. januar 1999

Onde tunger hævder, at amerikansk lyrik døde med beatgenerationen. Den mest markante skikkelse på lyrikscenen i USA er af en anden mening

Interview
WASHINGTON - Der findes mange myter i USA. En af dem handler om en mand ved navn Johnny Appleseed, som travede barfodet rundt i USA og plantede frø, hvorefter en masse æbletræer skød op overalt, hvor han havde sat sine fødder. En tilsvarende rolle har digteren Robert Pinsky påtaget sig, blot er hans ærinde ikke æbletræer, men lyrik.
I 1997 blev Pinsky udnævnt til USA's Poet Laureate, den mest prestigefyldte titel man kan opnå som digter i USA. Dermed følger han i fodsporene på digtere som Joseph Brodsky, Robert Frost, Elizabeth Bishop, Rita Dove og Robert Hass. Som Poet Laureate skal Pinsky sørge for, at lyrikken bliver taget alvorligt i USA. Hans mission er at få lyrikken til at trænge igennem bombardementet fra verdens største massekultur og frem til bevidstheden hos det amerikanske folk. Med titlen følger et job som konsulent for Library of Congress i Washington, biblioteket der, med Pinskys ord, "vel nok er det hus i verden, som rummer den største menneskelige hukommelse". Fra sit kontor i Washington skal han tjene de folkevalgte, Kongressen og folket, og herfra har Pinsky i dette efterår sået frøene til det vigtigste foretagende i sin embedsperiode.
"Jeg er i gang med at lave et lyd- og billedarkiv med tusind amerikanere, som hver især læser deres yndlingsdigt højt. Ikke et digt som de selv eller et familiemedlem har skrevet, men deres foretrukne digt af eksempelvis Emily Dickinson, Shakespeare eller Thomas Hardy. Tanken er at skabe et værdifuldt lager med det amerikanske folks favoritdigte, et snapshot af USA i år 2000."
"Vi har blandt andet afholdt en oplæsning af favoritdigte i Det Hvide Hus, hvor Præsident Clinton læste et Emerson-digt, mens Hillary Clinton læste et digt af Howard Nemerov. Rita Dove og Robert Hass, som begge er tidligere Poet Laureates, og jeg læste ved den lejlighed digte af Walt Whitman, Emily Dickinson og Wallace Stevens."
"Der findes en stereotyp forestilling om, at amerikanere ikke interesserer sig for kunst. Dette projekt, som indbefatter skomagere, postbude, forretningsfolk, advokater og hjemløse, demonstrerer, at det ikke er sandt. På nuvæ-rende tidspunkt har jeg modtaget tusindvis af breve fra folk, som ønsker at læse et digt højt til arkivet."

Hverdagen i kunsten
"Alt er tilgængeligt for lyrikken, intet er for frygteligt, værdiløst, underligt eller excentrisk, lyrikken omfatter alt," pointerer Pinsky.
"Jeg føler, at søen for længst er blevet gjort poetisk af William Wordsworth, der voksede op i Cumberlands sødistrikt. Byen ved tusmørkets frembrud er til gengæld blevet gjort poetisk af Baudelaire. Digterens job er at vælge de områder af tilværelsen, der ikke umiddelbart synes poetiske og beskrive dem på en måde, så disse fænomener ikke længere forekommer hverdagsagtige."

Lyrikken i livsstilen
Men når nu søen og storbyen er blevet taget, og de prototypiske, amerikanske ikoner er burgere, colaer og computerspil, må det være sin sag at finde fænomener til en formfuldent digterkunst.
Litteraturhistorien forsikrer os om, at der igennem tiderne er skabt megen stor digterkunst både i USA og i resten af verden. Men hvordan forholder det sig med nutidens amerikanske lyrik derfra hvor Pinsky ser det, hvad enten det er fra kontoret i Washington, bag katederet på Boston University eller på scenen ved utallige digtoplæsninger?
"Da vi ikke har en dominerende folkekultur i USA, betyder det, at vi heller ikke har en bestemt social klasse, som betragter sig selv som en arvinger til forvaltningen af amerikansk kunst."
"I USA er vi nødt til løbende at skabe grobund for kunsten. Og på grund af en række væsentlige ændringer i det amerikanske socialvæsen, som for eksempel oprettelsen af statsuniversiteter og skoler for creative writing, er lyrikken slået igennem på flere og flere områder i den amerikanske livsstil. Amerikansk lyrik er i dag inde i en ekstremt frugtbar periode, hvor salget af digtsamlinger er støt stigende, og hvor beslægtede fænomener som rockmusik og rapmusik oplever en tilsvarende succes. Jeg betragter det som mindre vigtigt, om der findes en bestemt dominerende skikkelse i nutidens amerikanske lyrik, det vigtigste er, at vi er inde i en virkelig god periode."
"Som beatgenerationen forudså, er amerikansk lyrik blevet et beskyttende skjold for den kunst, der fungerer på et individuelt niveau. Jeg holder meget af amerikansk massekultur, men den er forfærdelig overvældende og magtfuld, og det er ganske rigtigt lyrikken, som skaber en modreaktion til massekulturen, fordi digtets medium kun er en enkelt person."
"Når man taler om beatgenerationens indflydelse på amerikansk lyrik, må man dog huske på, at begrebet
beat-lyrik er vildledende. Bortset fra Allen Ginsberg, finder man meget lidt betydningsfuld lyrik hos beatgenerationen selv. Jeg ville aldrig sige, at jeg er inspireret af selve beatgenerationen, jeg er inspireret af Ginsberg, som har været vigtig for mig, siden jeg var helt ung."

Kroppen som medium
Robert Pinsky er en travl mand. Udover at være Poet Laureate og rådgiver for Congress of Library rejser han rundt i hele USA i forbindelse med teateropsætningen af sin meget roste oversættelse af Dantes Inferno fra 1994. Oven i dette er der markedsføringen af hans seneste bog, Sounds of Poetry, der netop er udkommet. The Sounds of Poetry er et led i de forpligtelser, som er knyttet til titlen som Poet Laureate.
"The Sounds of Poetry er en slags håndbog, som handler om, hvordan man hører et digt, og om hvordan man læser et digt højt. Når en person læser et digt højt, så er det åndedrættet inde i læserens krop, der fuldender digtet. Det er ikke digteren, men læseren og digtet som lever her og nu."
Ifølge Pinsky iscenesætter digtets orale karakter et tidløst og meget kropsligt univers, hvor digtet og læseren smelter sammen i en forening af fortid og nutid. Ens egen krop bliver så at sige medium i en fælles kunst, der gør brug af "den fantastiske samling af gryntelyde, som menneskeheden har tilvejebragt for at kunne kommunikere med sine samtidige, sine forfædre og sine efterkommere."
"Når jeg læser Chaucer, Shakespeare eller Dante højt, så bliver min krop et medium for den døde kunstner, og det er det, der er det fascinerende ved at læse digte."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her