Den konservative partitop angribes nu offentligt af baglandet for ikke at udvise "synlig politisk og organisatorisk ledelse"
Folketingets præsidium kan med Venstre-manden Ivar Hansen i spidsen i dag løfte en byrde fra K-lederen Pia Christmas Møllers skuldre og godkende den orlovsansøgnings fra Jens Heimburger, som Ivar Hansens partifælle, Birthe Rønn Hornbech, i går kaldte "maskeret udsmidning"
Den unge konservative himmelstormer har bedt om fritagelse for folketingsarbejdet frem til den 1.oktober og vil i så fald blive erstattet af pragmatikeren - og Pia Christmas Møller-støtten - John Vinther.
Dermed vil Christmas Møller sammen med gruppeformanden Helge Adam Møller kunne hente støtte fra et komfortabelt flertal på 11 af de i alt 16 konservative folketingsmedlemmer i den standende strid mellem partigruppens to fløje.
Mens Folketingets præsidium ved at godkende Jens Heimburgers ansøgning om orlov umiddelbart styrker K-lederens position, så kan Folketingets ledelse ikke hjælpe Pia Christmas Møller til at samle gruppen. Dertil er stemningen i gruppen i følge kilder fra begge fløje for hård og uforsonlig. Ingen tror for alvor på, at stridighederne kan bilægges og skylden, den har modparten.
"Problemet er ledelse, eller rettere mangel på ledelse. Beslutningen om at sende Jens Heimburger på orlov er netop udtryk for mangel på ledelse," skriver Bent Løber og Nils Rasmus Hansen i en pressemeddelelse. De to repræsenterer som formand og næstformand for den konservative vælgerforening i Fredensborg-Humlebæk, hvor Hans Engell er valgt, mindretallet og Heimburger-Engell fløjen.
De minder i den ikke så venligt formulerede pressemeddelelse Pia Christmas Møller, Helge Adam Møller og landsformand Poul Andreasen om, at "ledelse af et moderne parti i dag er ikke oplyst enevælde. Den gode leder er inspirator, træner, indpisker, koordinator, støttepædagog, samlingspunkt og dialogpartner." Egenskaber, som Bent Løber og Nils Rasmus Hansen ikke mener, den nuværende tre-mandsledelse er i besiddelse af.
Christmas Møller usynlig
Samtidig beskylder de to Engell-støtter de tre for ikke at være i stand til at udvise "nogen synlig politisk eller organisatorisk ledelse". Særligt i et parti som de konservative, giver det, ifølge de to oprørere, store problemer.
"Vi konservative er jo i virkeligheden lidt anarkistiske i bund og grund. Vi vil gerne have en stærk og synlig ledelse. Men når den svigter, åbnes der med det samme op for en hel stribe af småanarkistiske personligheder, der alle som en mener, at netop de vil være selvskrevne til at føre partiet videre".
Mens de to vælgerforeningsformænd åbent giver udtryk for deres kritik af den eksisterende ledelse, så udtrykker folketingspolitikerne på Heimburger-Engell fløjen i fortrolige samtaler med Information samme kritik af Pia Christmas Møllers ledelse. Her er der ingen tvivl om, at det var en fejltagelse at vælge hende som politisk leder af partiet, et valg, Engell umiddelbart efter betegnede som en "panikløsning".
Stoler kun på sine egne
Det er altså ikke lykkedes for Pia Christmas Møller og hendes to kampfæller at få samlet den konservative folketingsgruppe om noget som helst. Kritikere mener heller ikke, hun har forsøgt på det.
Berlingske Tidende kunne kort efter afslutningen af forhandlingerne om finansloven fortælle, at Pia Christmas mødte op til forhandlinger uden partiets finanspolitiske ordfører, Gitte Seeberg. Et tegn på, at Christmas Møller kun stoler på de konservative politikere, der stod bag valget af hende som leder, politikerne på Heimburger-Engell fløjen kan få indflydelse på deres egne sager, hvis ikke de har større politisk betydning for partiet, lyder kritikken.
Pia Christmas Møllers støtter mener omvendt, at hun aldrig har fået en chance og betragter Engells hurtige udtalelse om, at hun skulle være en "panikløsning" som det første af en række undergravende udtalelser til pressen. Senest kaldte Heimburger landsformand Poul Andreasen for "latterlig og visionsløs", en betegnelse, der var stærkt medvirkende til landsformandens forsøg på at ekskludere Heimburger.
Samtidig peger Christmas Møllers støtter på, at Heimburger, der ejer et reklamebureau med omkring 100 ansatte, er i stand til at plante lige nøjagtig de historier i pressen, som kan skade hende mest muligt.
Weekendens massive pressedækning af gruppeformand Helge Adam Møllers opfordring til Jens Heimburger om helt at trække sig fra folketingsarbejdet er blot et eksempel. Her skulle Heimburger-fløjen have ledt journalisterne på sporet af de vælgerforeningsformænd, der med det samme kunne undsige Helge Adam Møller. Der er tale om vælgerforeningsformænd, der alle tilhører Heimburger-Engell fløjen. Bestillingsarbejde, lyder vurderingen fra Pia Christmas Møller støtter i parti og folketingsgruppe.
Meningsmålingerne
Den iskolde stemning i partiet kan illustreres ved, at begge fløje nidkært holder regnskab med, hvem der taber mest på vælgerflugten, Heimburger-Engell-fløjen eller Pia Christmas Møllers væbnere.
En beregning viser, at de to fløje først vil stå lige, hvis partiet taber ti mandater og kun seks konservative opnår valg, tre fra hver fløj. På baggrund af det regnestykke beskylder en fremtrædende politiker fra Christmas Møllers fløj modparten for bevidst at spekulere i at ødelægge partiet for på et tidspunkt selv at kunne erobre de ledende poster i et godt nok stærkt svækket parti.
"Vi accepterer kun en ledelse, så længe den opfører sig som ledelse og så længe vi kan have respekt for den. I samme sekund ledelsen svigter, bobler anarkiet lystigt op fra undergrunden", skriver Engells to vælgerforeningsformænd i pressemeddelsen.
Selv om Poul Schlüter nu forsøger at mane de stridende parter til ro med udtalelser om, "at det er sidste udkald, sidste chance, for den konservative folketingsgruppe til at forstå sit store ansvar", er der ikke meget der tyder på, at de to fløje kan udvikle partiets politik i fællesskab. Så længe det ikke sker, vil pressen flyde over af historier om fortsatte stridigheder. Indtil nu har begge parter båret ved til det interne bål.