Nordiske priskandidater fra Norge, Færøerne og Island
LITTERATUR PRIS
Det plejer at være finnerne, der genremæssigt set prøver grænser, når der skal findes kandidater til Nordisk Råds Litteraturpris. Men eftersom de i fjor rendte med prisen for finlandssvenske Tua Forsströms nok så traditionelle digte, er klovnerollen denne gang overtaget af Norge.
Derfra har man nemlig nomineret et stykke litterær formidling, en kombination af essay og sikker oversættelseskunst, lyrikeren Jan Erik Volds såkaldt 'begrundede antologi' Storytellers, med gendigtning eller citat af 14 digterkolleger plus en hjemmelavet tekst om trikke-nettet i Oslo.
Subjektiv kanon
Jan Erik Volds personlige 'kanon' af fortællende poeter tæller nordmænd: Wergeland, Kristofer Uppdal, Rolf Jacobsen, Claes Gill, Gunvor Hofmo, Ernst Orvil, Inger Hagerup, samt modernistiske giganter fra den store verden: Rimbaud, Wallace Stevens, Celan, Gunnar Ekelöf, Wislawa Szymborska. Lettere i tonen - og med andre tilgange til kritik af sproget - er D.H. Lawrence og amerikaneren Robert Creely. Sidstnævnte har fået ry som en noget énøjet poet. Han mistede nemlig det venstre, da han var bare fem - men bruger til gengæld det højre flot i "Ballad Of The Despairing Husband", som Vold giver herlig tone på norsk.
I de medfølgende portræt-essays går Vold eklektisk til værks og veksler uforudsigeligt mellem biografi og tekstanalyse, facts og fabulering. Sine oversættelser foredrog han i oktober '98 på jazzfestivalen i Molde, akkompagneret af hele syv mand!
Nordmændenes andet valg kan dårligt kaldes en grænsekrydser, men nok en fornem studie i et outsidersind. Geir Pollen (f. 1953) portrætterer i sin sjette bog, tredje roman Hutchinsons Eftf. en antikvarboghandler fra Drammen, som på en af mange London-ture sidder på sit hotelværelse og gennemtænker sit liv.
Fluefiskeri
En tante, Martha, der stod ham nær, er kort forinden død, og af slægten er nu kun han tilbage. 52 år gammel gør han status over et kompliceret åndeligt kærlighedsforhold til en kunsthistoriker, Solveig, og over historien om stamfaderen Hutchinson, der i 1826 brød op fra en blomstrende skotsk bedrift og slog sig ned som trælasthandler i Norge. hvor han blev forfatter til en bog om fluefiskeri.
Indadvendt, forsigtig, kontrolleret og kultiveret beretter Geir Pollens fortæller stille om sin søgen efter rødderne i slægten og trådene i sit eget liv. Meget må siges indirekte.
Derimod siges alt lige ud hos den færøske kandidat, Jóanes Nielsen, som vi allerede kender på dansk via hans roman Gummistøvlerne er de eneste tempelsøjler vi ejer på Færøerne (1992) og hans digtsamlinger Saltet i dampende middagsgryder (1988) og Kirkerne på havets bund (1994).
Stones på Færøerne
Titlen på hans nye digte, Pentur (1998), betyder dels sting, dels noget, man har stykket sammen. Og teksterne præges netop af en uhøjtidelig, dagligdags holdning, af livstro, livsmod og humor. En storyteller fuld af appetit tager fat på store, almenmenneskelige motiver som døden og kærligheden, og skriver med uimodståelig varme om Færøerne og deres fremtid.
Til samlingens længste bidrag hører en hyldest til Rolling Stones, som, hvis de havde boet i Thorshavn, aldrig var blevet til Stones. Mick Jagger ville måske være endt som gnaven kontrollør i biografen, og Bill Wyman som chauffør i Brugsen. Thi byen lugtede al for stærkt "af rene wc'er, / af ren tro, / af pletrensere mod begær, der ville smage hele verden."
Tillid til begæret mærkes modsætningsvis i Jóanes
Nielsens lange fisse-digt, der efter sigende har vakt forargelse oppe nordvestpå. Her fantaserer han om i sit næste liv at blive cykelsadel - og daglig kysses af duftende læber. At han til den tid frejdigt vil tage andre, knap så humske dufte med oprejst pande og åben næse, viser hans hyldest til 'Lorteprofeten', en ældre havnearbejder fra Nólsoy, der altid brokkede sig over, at de i hovedstaden aldrig talte om lort. "Vi havde mistet forbindelsen med rødderne, sagde han, / havde glemt at skaberværket var en vældig mødding, / mange gange større end Thorshavn. / Han repræsenterede en livsanskuelse, der et kvart århundrede senere fik den flotte benævnelse økologisk bevidsthed." Jóanes Nielsen hører skam ikke til dem, der skammer sig ved deres rødder.
Fra saga til cyberspace
Årets to islandske kandidater må derimod siges at indtage vidt forskellige holdninger til den kulturelle og litterære fortid. Hallgrimur Helgason (f. 1959), som for få år siden fik lidt af et gennembrud med en roman om en ambitiøs tøs, der gerne vil gøre karriere, lige meget inden for hvad, skildrer i sin nye roman en tv- og computerfreak, der lever i skærmenes nutid, hvorimod vi hos Thorarinn Eldjárn møder en oprører fra 1600-tallet, indsat i selveste Blåtårn.
Hvis navnet Eldjárn virker bekendt, skyldes det at forfatteren er søn af Kristján Eldjárn, rigsantikvaren, der blev præsident. Tidligere er det blevet til skægge, suverænt rimede bøger for børn og velfortalte skrøner for voksne, men med Brotahöfud ('Fragmenteret hoved', på dansk bliver titlen Blåtårn) gennemskriver Thorarinn Eldjárn en kriminalsag om en spotter, der med nød og næppe undslipper sin straf. Mangt og meget i romanen kan minde om Halldór Laxness' Islands Klokke; men en særlig tone får bogen derved, at forfatteren stilsikkert pasticherer det islandsk, man på romanens tid skrev i breve og retsdokumenter.
At springe fra denne stil til Hallgrimur Helgasons rappe, slangspækket speedede bog 101 Reykjavik (hovedpersonens postnummer) er som at blive slynget fra sagaerne ind i cyberspace.
Douglas Coupland og Bret Easton Ellis fornemmes som inspiratorer bag historien om Hlyn Björn, en rastløs, sexgal Hamlet-figur, der spejler sig i billeder fra 80 fjernsynskanaler og som fortæller fistrer fra den ene fikse idé til den næste. Hurtigt går det, men læseren får hjælp, dels af en personoversigt, dels af en stribe ordforklaringer over de trendigste udtryk. Og vil man vide, hvad man som menneske egentlig får ud af hele handlingen, kan man bare slå op i prislisten bagest, hvoraf det fremgår hvad hver enkelt af værkets personer er værd i penge.
Om prisvinderen skal findes blandt ovenstående værker, afgør komiteen i dag. Førhen har man foretrukket prosa fremfor poesi, og traditionelt fortællende prosa fremfor den eksperimentelle. Det burde alt andet lige placere Thórarinn Eldjárn blandt favoritterne. Men han er i fornemt selskab, med sin egen syrede landsmand, med historiefortæller Nielsen og med to nordmænd, der mestrer hhv. forklædning og formidling. Og så har vi slet ikke talt om bøger fra Danmark, Finland, Grønland og Sverige...
*Jan Erik Vold: Storytellers. En begrunnet antologi. 191 s. Med 15 tegninger af Steffen Kverneland. Gyldendal, Oslo, 1998
*Geir Pollen: Hutchinsons Eftf. Roman. 146 s. Gyldendal, Oslo, 1998
*Jóanes Nielsen: Pentur. Digte. Mentunargrunnur Studentafelagsins 1998. 70 s. Findes i en foreløbig oversættelse til dansk ved Ebba Hentze under titlen 'Sting'
*Thórarinn Eldjárn: Brotahöfud. Roman. 252 s. Forlagid, Reykjavik, 1996. Findes i en foreløbig oversættelse til dansk ved Björn Sigurbjörnsson under titlen 'Blåtårn'
*Hallgrimur Helgason: 101 Reykjavikj. Roman. 384 s. Mál og Menning, Reykjavik, 1996
Nordisk litteraturpris afgøres i dag
I dag afgøres det hvilken forfatter, der skal nyde æren og have de 375.000 kr., som udgør Nordisk Råds Litteraturpris, den største i norden. "Hvem i Norden kan måle sig med Lars Norén?", skrev den svenske avis, Expressen, selvbevidst på sine kultursider i går som 'opvarmning' til uddelingen. Der er dog andre sværvægtere blandt de nominerede forfattere, som er følgende:
Færøerne: Jóanes Nielsen
Grønland: Ole Korneliussen
Island: Thorárin Eldjárn og Hallgrímur Helgason
Danmark: Pia Tafdrup og Carsten Jensen
Finland: Monika Fagerholm og Irja Rane
Norge: Geir Pollen og Jan Erik Vold
Sverige: Lars Norén og Göran Sonnevi
Bedømmelseskomitéen er samlet i København. Prisen overrækkes i forbindelse med Nordisk Råds møde 8. februar i Helsingfors.
Torben Brostrøm og Erik Skyum omtaler her på siden nogle af kandidaterne.
