Læsetid: 14 min.

Mexico-syndromet

2. januar 1999

Mexico synker dybere og dybere ned i en spiral af vold og ulighed og skævhed, fordi dette land, mere end noget andet, ligger så højst uheldigt, at det deler grænse med verdens eneste supermagt

Mexico (4)
Hvad gør man, når man sidder i Salt Lake City og hedder Joe Ann og er alene og gerne vil væk fra vinteren og nytåret men ikke kan få passet sin hund? En dyr samojedespids. Jordens dejligste hund, naturligvis. Så finder man sig først en hundepasser. Og der næst begynder man at rode i hukommelsen. Hvor er det nu, jeg har en anpart i et hotelkompleks? Var der ikke noget med Mexico? Syd for grænsen. Nede hos de vilde. Jo, i Cabo San Lucas var det vist. Eller var det Cabo San Juan? Eller i La Paz?
Sådan omtrent fortæller hun det. Det var heldigvis i Cabo San Lucas. Der hvor verden hører op, og der kun er Stillehavet tilbage. Heldigvis, for Cabo San Lucas og det dyreste, det mest nye og mest hotte sted på sydspidsen af den californiske halvø. Der er ganske vist enkelte mexicanere tilbage. Tjenere og gadefejere og toldere i den nye ankomstterminal. Men ellers er alt som hjemme i Salt Lake City. Der er ingen, der taler spansk. Alle kan engelsk. En slags engelsk. Og alle de øvrige anpartshavere er amerikanske på nær et par hollændere, man må lære at leve med.
Og så sidder hun der på den ulasteligt hvide strand foran Finis Terra-komplekset og stirrer ud over bølgerne og tænker på samojedespidsen. Om den nu har det godt? Måske fryser den, selv om den jo rent genetisk er gearet til sne og frost. Og hun drikker limonade og morer sig sammen med de øvrige anpartshavere over de komiske mexicanere, som ganske vist er venligheden selv, men på den anden side nok skal holdes lidt på afstand, for de har aldrig været helt pålidelige.
Mrs. Joe Ann har også en anden grund til at rejse til Mexico, bortset fra den almindelige signalforvirring omkring, hvem der ejer hvad og hvor. Hun er kommet herned for at se hvalerne. Hun er et lille fragment i den meget omtalte og meget indbringende "hval-turisme". De giver hende en fornemmelse af kontinuitet. Af tryghed. En lille tro på at denne verden endnu ikke er gået helt fra forstanden. Der er overbefolkning. Og der er arbejdsløshed. Og ikke alt er delt lige retfærdigt. Det ved hun godt. Og mexicanerne er nogle stakler, der ikke vil deres eget bedste.
Men så er der disse herlige havdyr. Hvalerne. De store gråhvaler som kommer hvert år ved denne tid, helst lidt senere. Ind i januar. Men dette nytår, det næstsidste i det 20. århundrede, er hvalerne kommet lidt før tiden. Ned langs halvøens vestlige strande og klippefremspring. Snesevis af dem. Store vandsøjler sender de i vejret og slår med halefinnerne, så Stillehavet rejser sig, som var der tale om hundredevis af havskælv.
Hun taler om bestanden. Den er ikke blevet mindre på trods af alle undergangsteorier, og hvad de langhårede fru Greenpeace og kommunisterne og aborttilhængerne og demokraterne i Det Hvide Hus har spået. Hvalerne kommer. Ikke nødvendigvis de samme. Men andre og flere af dem. Verden er reddet. Og den er et godt sted at være, som Hemingway skrev.
Det er ganske vist lidt omkostningsbelastende at sidde der på stranden ved Finis Terre lige ved indsejlingen til Cortés' Hav. Hendes anpart beløber sig til noget i retning af det samme, som en gennemsnitslandsby i Mexico kan drives for på årsbasis. Det vil hun, uden at nævne tal, gerne vedgå. Men der falder jo lidt af til alle. Og hvis det ikke var for turismen, hvad havde dette land så ellers at byde på, om hun må spørge?

Ja, det må hun gerne. Jeg interesserer mig lidt videre for hendes hund, fordi jeg fornemmer, at dens skæbne ligger hende meget på hjerte. Men da jeg fornemmer, at nu er vi ved at komme til vejs ende med det emene - og tro mig: jeg forlader det kun modvilligt, da jeg selv er, hundeejer - siger jeg sådan lidt henkastet, at der jo er et andet Mexico. Det er ikke hvaler og anparter og fyrre flyafgange dagligt fra Salt Lake City altsammen.
Lidt demagogisk, må man nok sige, introducerer jeg landsbyen Acteal i vores ellers så gnidningsfrie samtale, Måske burde jeg hellere have henvendt mig til præsident Ernesto Zedillo eller til regeringens pressekontor i Mexico By for at få et kvalificeret svar på, hvad det faktisk var, der skete i disse dage netop for et år siden, da den lille, fattige og miserable landsby dybt inde i Chiapas-provinsen brat blev invaderet af såkaldte 'para-militære' grupper med det facit, at 45 sagesløse indianere blev skudt ned og de fleste hytter brændt af.
Men fra den kant ville jeg sikkert få det samme svar, som guvernør, señor, don Roberta Albores allerede har givet: Det var en misforståelse, noget mellem indianerne indbyrdes, og i øvrigt findes der ingen 'para-militære' grupper, hverken i denne eller i andre provinser i Mexico.
Så jeg lader min helt utidige og, hvis ret skal være ret, også stemningsødelæggende samfundskritik gå ud over den stakkels midaldrende kvinde oppe fra Salt Lake City.
"De kom og forlangte penge til at bekæmpe oprørne for," fortæller jeg. "Og da langt de fleste at indbyggerne hverken havde kontanter eller havde lyst til at udlevere, hvad de end måtte have, så var der kun geværerne og flammerne tilbage. De er normalt ret overbevisende argumenter på disse kanter. Og siden er det fortsat efter samme mønster..."
"Frihedsgrupperne, altså," afbryder kvinden fra Salt Lake. "De, der kæmper for demokratiet?"
"Nej, for det modsatte..."
Hun ryster på hovedet:
"Det forstår jeg ikke."
Så rejser hun sig og betaler omhyggeligt for sin limonade. Og hun forlader bordet med en aura, der udstråler mere end afgjort uvilje mod at videreføre samtalen. Hun vil sikkert gå helt ned til vandkanten for at forsøge at befamle hvalerne i en slags healing-proces oven på vores udsigtsløse samtale.
Jeg bliver grebet af en helt ukontrollerbar lyst til at råbe efter hende, at mens hun dyrker sin hvalromantik, og hendes samojedespids sikkert ligger hjemme i Salt Lake og ser CNN og vafler vitaminberiget kost i sig, så synker Mexico dybere og dybere ned i en spiral af vold og ulighed og skævhed, fordi dette land, mere end noget andet, ligger så højst uheldigt, at det deler grænse med verdens eneste supermagt og med, hvad det nu indebærer og medfører.

Mexico er blevet en vasal af USA. Det har man altid sagt. Det med baggården og den søvnige mexicaner og mañana og sombreroen og kaktusen i ørkenen og alt det der. Men nu ser den nye erobring, den sidste store erobring i hvad der er tilbage af århundrdet eller dette årtusinde, ud til at være fuldkommengjort. Geografisk, økonomisk, kulturelt.
Man behøver blot at slå efter i video-filmenes top-ti-lister for at kunne fastslå, hvad der ses her i det ikke længere eksisterende land. Armageddon. Godzilla. Titanic. The X-Files. Gone with the Wind. Ja, borte med blæsten. Andre lande, andre steder på kloden, er sikkert inde i den samme indvikling af kulturel signalforvirring, men netop Mexico havde en blomstrende og egenartet filmindustri. Den er væk, ruineret, forsvundet fra såvel det lille som det store lærred. Landets forfattere er pist væk og borte samme vej. Døde, som Octavio Paz, selveksilerede som Carlos Fuentes eller marginerede som resten sammen med de kritiske essayister og tænkende mennesker, der ikke vil lade sig opsluge af dette store uhyre, der kaldes 'det politiske liv'.
Måske ønsker de ikke at lade sig opsluge, fordi det politiske liv i grunden er en ikke-eksisterende størrelse. Der eksisterer et økonomisk liv, middelklassens forgæves forsøg på at overleve. Men politik som sådan, ideer, visioner, fornyelser - om det så bare er nytænkning omkring temaet 'Mexico Bys forurening'.
Alt vakler videre, fra den ene præsident til den anden men endnu altid fra samme parti med det selvmodsigende navn "det institutionelle Revolutions-parti", som siden fyrrerne ikke har gjort andet end at lade befolkningen afgive en stemme hvert sjette år og ellers vende ryggen til disse i grunden uregerlige og - kærligt ment - primitive mennesker, der stadig mener, at de er mexicanere og ikke, rent intellektuelt, har fattet, at de på deres møgbunke, i deres forgiftede slumkvarterer, er sunket ned i deres sociale vold og deres gensidige bebrejdelser, der alle går ud på, at hvis bare dette eller hint parti havde magten, så ville alt gå bedre, meget bedre.

Men det vil ikke komme til at 'gå bedre', for nu vælter den såkaldte 'globalisering' ned over grænsen nordfra. Handelsaftaler, traktater, samarbejde og alliancer. Det lyder smukt og rigtigt og korrekt. Men Mexico kan ikke integreres uden at blive opslugt. Det kan integreres, og det er landet blevet men på bekostning af, at den nationale økonomi samtidig er blevet desintegreret. Mexico regeres i dag fra børsen i New York eller også og samtidig er landets økonomi betinget af en så uforudsigelig faktor som verdensmarkedets oliepriser. Irak bliver bombet, men prisen pr. tønde olie ligger fast. En ny præsident vælges i Venezuela. En tidligere faldskærmsoberst. Han lover stabilisering af markedet. De Saudi-arabiske olie-sheiker stiller stabile priser i udsigt, men gør alt for det modsatte. Hvorledes kan et land som Mexico overleve økonomisk på den baggrund? 95 millioner mennesker, der nu ikke længere er andet end en sydlig reserve, ja et sydligt reservat, et forsøgsområde for globaliserings-folkene, et økonomisk prøvesprængningsområde, hvor selvforsyningen og landbruget viger, og hvor turismen i dag er den største kilde til arbejde. Og turismen vil sige nordamerikanerne, hvilket ikke ville være så galt og gå så skævt, hvis der blot var tale om et forhold, som for eksempel mellem Danmark og Nordeuropa på den ene side og Spanien på den anden. For i det kulturelle møde, som begyndte for snart fyrre år siden, er der ikke tale om et gensidigt had eller foragt på den ene side og had på den anden. Der er tale om en integration eller en kulturel invasion, alt set efter et temperament.
Men mexicanernes holdning til invasionen nordfra er, diplomatisk udtrykt, ildevarslende.

Nordamerikanerne har to grænsedragninger, siger Juan Maria Verera. En, der ligger fast. Deres egen. Den alle de arme wedbacks drømmer om at krydse. Fra Brownsville mod øst til Tijuana ved Stillehavet. Men de har også en anden grænse, og den bevæger sig langsomt sydover. De fortærer vores land. "Mexi-amerikaneren" er en realitet. Jeg burde vide det!
Señor Verera skulle vide det, ja. På hans visitkort står det angivet, at han er 'direktør'. For et eller andet lille men støt voksende firma i turistindustrien på den sydlige spids af delstaten Baja California. Der er ikke andet end turisme på de kanter. Hvad skulle han ellers være 'direktør' for? Han er ikke atypisk for udviklingen. Midaldrende og far til det rigtige antal børn, nemlig 2,3 stykker - middelklassens operative grundlag. Det bæredygtige. Det økonomisk forsvarlige. Han begyndte som daglejer med lidt fritidsfiskeri som alternativ. Nu har han femten mand under sig. Han har vejrtrækningsproblemer og er overvægtig. Det er stresset, dette her. Men det giver penge. Det gjorde landbruget og kvæget i sin tid ikke. Amerikanerne giver penge, det kan enhver da se. Hvad, han også kan se og slet ikke er blind for, er, at disse penge har deres pris.
Han hader amerikanerne, men han lever af dem. Det er hans paradoks.
"Jeg har set landkort," fortæller han, "hvor hele Baja California har samme farve som USA nord for grænsen. Hvad tror De, det betyder? Señor, sig mig det! Det betyder, at de vil tage denne halvø fra os. Næsten 4000 kilometer strande og klipper. Lige som de gjorde det med Texas og og New Mexico og Arizona. Med andre metoder, natyrligvis. Vi er jo alle sammen blevet civiliserede! Men amerikanere, det bliver om ikke vi så vores børn eller børnebørn. For ser De, amerikanerne er allerede langt fremme med planerne om at anlægge en sekssporet motorvej ned gennem halvøen, fra San Diego og lige til Cabo San Lucas og hvis vi ikke kører med, kan vi bare stå langs vejkanten og betragte dem køre forbi ..."

Det er blevet aften. Señor Verera gør holdt ved en kaotisk rancho, hvor han altid standser, mest af sentimentale grunde som han udtrykker det. Han er født lige i nærheden. Stedet hedder Todos Santos. Alle helgener. Rustne bilvrag. Væltede kaktuser. Toiletter uden noget som helst. Vinde og skæve borde og stole. Jordgulv. En jukebox og evig flimrende jul på tv-skærmen. Men kaffen er god.
"Om ti år står her et femstjernet hotel," siger han med et trist smil. "Eller måske før. Nede ved Cabo San Lucas kan de få ti etager op at stå på mindre end et par år. Med palmer og det hele. Med italienske restauranter og kød importeret fra New York og amerikanske vagter og alt i dollars naturligvis."
Ejeren af rancho'en i Todos Santos nikker begejstret bag sin fedtede disk.
"Que vengan," siger han. Lad dem bare komme!
"Men der kommer jo også andet," fortsætter señor Verera og byder mig en stol ude under den fri nattehimmel, så billerne og det øvrige kryb ikke falder ned fra palmetaget og kaster sig over os.
"Se, der nede ligger stranden og havet. Og det er ikke mere end to år siden, colombianerne, folkene nede fra Cartagena-kartellet, efterfølgerne af dem fra kartellerne i Medéllin og Cali og gode venner med vores egne karteller, både ved Golf-kysten og her på halvøen, ja, det er vel knap to år siden de forsøgte at lande en maskine, en DC-7'er vist med fjorten tons kvalitetskokain. Fjorten tons! Vi har aldrig hørt om så meget her på disse kanter. Men blev sendingen konfiskeret? Det var uheldigt, at flyet ikke kunne komme op af sandet og lette igen. For det skulle jo videre nordpå. Men det tog myndighederne sig af. Det er en offentlig hemmelighed. Vist nok guvernøren, don Guillermo Mercados mellemkomst. Alt blev kørt nordpå i politibiler og forsvandt ind over grænsen ved Mexicali. Det er den strøm, der går mod nord. Turisterne strømmer sydpå, og kokainen transporteres den modsatte vej. Baja California er ideel i begge henseender, det vil jeg sige Dem, Señor."
Tidligere på dagen havde min ven 'direktøren' kørt mig forbi og ind i en lille flække, Santiago, hvor han voksede op. Støv, der stod i hvirvler hen ad noget, man med lidt god vilje kunne kalde hovedgaden. Forfaldne facader. Et solbleget, mexicansk flag på plaza'en. Og så en zoologisk have med fri entré. Jeg tog det som en spontan oplevelse. Jeg har normalt ikke min gang mellem krybdyr og skaldede papegøjer og sky gazeller. Men for señor Verera var det tilsyneladende noget andet. Han stod der ved barrieren mellem ham og koralslangerne og betragtede dem, som om der var tale om en slags fællesskab.
"De vil snart være udryddet," sagde han så. Om det var deres skæbne eller hans egen, han egentlig havde i tankerne, skal jeg ikke kunne sige. Så kørte vi sydover til Cabo San Lucas og luksushotellerne. Finis Terra, Giggling Marlin Inn, Hacienda Beach Resort, Det var Dreamland og Burger King og Banana Republic altsammen. I Burger King dansede servitricerne og vinkede til os og råbte, at vi skulle komme indenfor og være glade. Mén vi valgte at køre ud til Finis Terra-hotellet, hvor ingen taler om priser på noget som helst, vel mest for at give hele set-up'et lidt mere prestige. Ved baren og med udsigt til Stillehavet og til et par af mrs. Joe Anns gråhvaler, der kom sprøjtende forbi, sad der to ældre, fredelige amerikanere og mindedes Vietnam tilbage i tresserne. De gjorde det indtryk, at nu havde de fået nok af det hele og helst ville dø en behagelig død.
Jeg kom til at tænke på Old Gringo i Carlas Fuentes' filmatiserede roman. "Ak, at være gringo og skulle dø i Mexico!" Det fortalte jeg señor Verera.
Han trak på skuldren:
"Ja, det er det, jeg ikke kan lide ved det hele. De kommer her for at få sig en behagelig død. Men det er døden aldrig. Den er aldrig behagelig."

Hjemme i La Paz, på et skelet af et hotel i 'maurisk stil', som der stod i brochuren, og som midlertidigt er blevet mit hjem, som jeg kalder mit hjem, når jeg er i det nostalgiske hjørne, sad jeg lidt og stirrede på amerikanske programmer på skærmen: ha-ha og happy x-mas og let's go og alt det der. Så tastede jeg mig ind på Radio Havanas frekvens og lyttede til en genudsendelse af en af Fidel Castros maraton-taler. Og mens jeg koncentrerede mig om, hvad den vanvittige trope-socialist sagde, måtte jeg i mit indre vedgå, at måske var det ham, Fidel, der havde haft ret hele tiden, og mig og mange andre, der havde taget fejl.
Baggrunden var et økonomisk seminar om Latinamerikas fremtid. Og Castro opsummerede det hele med blandt andet at sige, at han ikke helt var klar over, om Mexico var ved at lægge afstand til resten af Kontinentet syd for Rio Grande og agtede at forlade det i de fattiges baggård, i et slumkvarter for selv at flytte ind i en mere aristokratisk del af byen. Og værre, helt galt blev det da, hvor Fidel fortsatte med at sige:
"Når mange mexicanske børn går op til historieprøven, og de bliver spurgt om, hvem der var deres fædrelands grundlægger og fader, så er der en hel del, der ikke ved det. Og det er muligt, at mange andre mexicanere heller ikke véd det. Men de ved, hvem Mickey Mouse er!"
Mere enkelt kan det vel ikke udtrykkes.

Dette er den fjerde og sidste artikel i Jan Stages beretning fra Mexico. De første blev bragt 19.-20., 24. og 31. december

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu