Læsetid: 6 min.

Militæret 'hjælper' vælgerne i Algeriet

13. januar 1999

Der er grænser for, hvem Algeriets generaler vil tillade at vinde præsidentvalget

I april - ifølge nogle kilder den 15. - skal algerierne vælge en ny præsident. Flere kandidater er allerede trådt frem på arenaen, men militæret kaster en mørk skygge over valget.
Fem spørgsmål og svar kan anskueliggøre situationen i Algeriet.
Hvad er det, der står på spil ved præsidentvalget?
Præsident Liamine Zérouals meddelelse om, at han vil træde tilbage to år før tiden, har ikke vakt begejstring - hverken i befolkningen eller i omverdenen.
Efter et halvt års opgør mellem de forskellige magtklaner er algerierne forvirrede og modløse. De er i forvejen skuffede over, at Zérouals løfter om fred ikke er blevet opfyldt, og dertil kommer, at landet befinder sig i en økonomisk og social krise uden fortilfælde.
Algeriets udenlandske partnere er desillusionerede over, at den "stabilitet", som skulle være en følge af den demokratiske proces, Zéroual iværksatte, nu er brudt helt sammen. På den baggrund står regimet over for en dobbelt udfordring:
Indadtil gælder det om at gøre valget troværdigt for at undgå en så lav stemmedeltagelse, at det ikke vil være muligt at skjule den. Det bliver ikke let at dømme efter en undersøgelse, som blev foretaget i al hemmelighed i oktober 1998: Den viste, at kun 20 procent af vælgerne har tænkt sig at møde op.
Også af hensyn til det internationale samfund er det nødvendigt, at valget bliver "præsentabelt" - især efter den svindel, der har skæmmet tidligere valg. Det betyder, at udlandet skal have indtryk af, at der er flere kandidater, og at valget altså ikke er afgjort på forhånd af militæret.
Og endelig skal der findes en kandidat, der kan påberåbe sig en national konsensus - i det mindste inden for magtapparatet. Med andre ord må systemet bibringes en ny legitimitet, hvis det skal fortsætte.

Grænsen ved islamister
Vil hæren blande sig i valget?
I Algeriet har det altid været de militære chefer, der har udpeget præsidenterne, og det gjaldt også ved det første såkaldt "pluralistiske" valg i 1995.
Siden Zérouals beslutning blev kendt, har det vrimlet med "udsivninger" fra forskellige kredse i magtapparatet - alle med det formål at få befolkningen til at tro, at det bliver noget andet denne gang.
Alle forsikrer, at den næste præsident skal være en civilperson, at hæren ikke vil blande sig og slet ikke støtte en bestemt kandidat. Både Zéroual og den indflydelsesrige hærchef, general Mohamed Lamari, har udtalt sig i den retning.
Flere forhold gør imidlertid, at man ikke ubetinget kan fæste lid til disse erklæringer. F.eks. har general Khaled Nezzar, regimets tidligere stærke mand, via pressen kategorisk nedlagt veto mod tidligere udenrigsminister Abdelaziz Bouteflika.
På den anden side støttes Bouteflika åbenlyst af flere tidligere og nuværende generaler, deriblandt den indflydelsesrige Larbi Belkheir - samt af det tidligere regeringsparti FLN, som via sin generalsekretær Boualem Benhamouda har ladet forstå, at partiet har "modtaget instrukser fra højeste sted".
Det ser altså ud til, at de militære chefer for at gøre valget mere troværdigt har besluttet sig til at lade alle kandidaterne træde frem. Men der er ingen, der tror, at de ikke på et passende tidspunkt vil tilkendegive, hvem de støtter og hvem de er imod.
I øvrigt siger højtstående generaler i private samtaler, at de "sætter grænsen" ved islamisterne, også den "moderate" Mahfoud Nannah. En af dem slår fast, at viljen til at finde en national konsensus ikke er ensbetydende med "at begynde forfra" - en hentydning til situationen i december 1991, da Den Islamistiske Frelserfront (FIS) stod til at vinde parlamentsvalget.

Afgjort på forhånd
Har hæren allerede valgt sin kandidat?
Flere ting tyder på, at Bouteflika har et klart forspring frem for sine vigtigste konkurrenter, tidligere udenrigsminister Ahmed Taleb Ibrahimi og tidligere ministerpræsident Mouloud Hamrouche. De er begge udgået fra magtapparatet, men har i de seneste år givet udtryk for en vis opposition.
Et fingerpeg er f.eks. den mediedækning, Bouteflika var genstand for, endnu inden han officielt blev støttet af FLN. Det er svært at forestille sig, at han ville have ladet sig nævne som kandidat uden seriøse garantier fra "beslutningstagerne".
Endelig hævder kilder i hans inderkreds, at hærledelsen finder ham "bedst egnet til at samle algerierne".
Er det sandt? Eller er det et forsøg på at skabe fastslåede kendsgerning? Intet er umuligt - selv ikke en kombination af de to hypoteser. Formålet skulle så være at afskrække ethvert tilløb til modstand mod hans kandidatur og samtidig overbevise Vesten om, at sagen allerede er afgjort. Dette forsøg på at forvandle valget til en folkeafstemning for eller imod Bouteflika minder meget om FLN's tidligere praksis, og det har da også vakt røre.
I en artikel i dagbladet El Watan den 27. december beklager tidligere hærchef Rachid ben Yelles således, at "en kandidat allerede er blevet udvalgt, uden at man overhovedet har foregivet, at der var tale om åben konkurrence", og at "resultatet (er) afgjort på forhånd".
Også den "reformvenlige" tidligere ministerpræsident Mouloud Hamrouche har advaret mod "et lukket valg, som vil splitte de politiske partier endnu mere og fremhæve, hvor isolerede statens institutioner er".
Endelig har Taleb Ibrahimi sammen med blandt andre lederen af det legale islamistiske parti Ennadha, Abdallah Djaballah, i et brev til præsidenten taget afstand fra "den pression, der udøves af myndighederne" med henblik på at gøre valget til en "folkeafstemning" for eller imod en bestemt kandidat.

Militær splittelse
Hvordan skal denne kampagne mod Bouteflika forstås?
Man kunne tale om naturlige reaktioner fra andre kandidater, som ikke bryder sig om den rolle, de er blevet tildelt - hvis ikke disse reaktioner var blevet fulgt op af en langvarig mediekampagne.
Er det regionalismen, der spiller ind? Modsætter de nuværende magthavere, som alle kommer fra den østlige del af landet, sig en mand fra vest?
Der går i hvert fald ikke en dag, uden at personer med tilknytning til magtapparatet retter et heftigt angreb mod Bouteflika, som endnu ikke har brudt sin 20 år lange tavshed.
Realiteten synes at være, at medlemmerne af det øverste militære hierarki ikke har overvundet den splittelse, der brød ud efter Zérouals beslutning om at træde tilbage. De synes kun at være enige på ét eneste punkt: deres veto mod islamisterne, også de "moderate".
En ny kandidat på scenen - tidligere ministerpræsident Sid Ahmed Ghoali, der også kommer fra inderkredsen og ikke er vant til at handle uden sikkerhedsnet - kan antyde, at de militære ledere ikke nødvendigvis modsætter sig en slags "primærvalg" mellem flere kandidater med tilknytning til magtapparatet.
I det mindste så længe der ikke har vist sig en sværvægter fra oppositionen, som kan ødelægge det hele ved at rejse en stemning i befolkningen.

Frygt for overraskelse
Kan man forestille sig overraskelser?
Ja, på to områder.
For det første kan der ske en reel mobilisering af samfundet. Dette perspektiv rider magthaverne som en mare, for meningsmålinger har siden 1997 vist, at alle deres kandidater ville blive slået af oppositionen i et frit valg.
Fredag meddelte et af de største oppositionspartier, Fronten af Socialistiske Kræfter (FFS), at det vil opstille en kandidat. Det kan give valgkampen en ny dynamik, selv om militæret naturligvis først og fremmest vil udnytte situationen til at legitimere valgprocessen. Meddelelsen blev slået stort op i flere aviser og i fjernsynet, selv om FFS endnu ikke har sagt, om kandidaten bliver partiformand Hocine Aït-Ahmed.
For det andet kan forholdene i landet forværres yderligere: Det har tidligere vist sig, at nye voldsbølger fuldstændig kan kuldkaste alle planer. Det er en mulighed, som ingen kan tillade sig at se bort fra.

© 1999 Libération & Information.

Oversat af Birgit Ibsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her