Læsetid: 5 min.

Minearbejdere marcherer

22. januar 1999

10.000 rumænske minearbejderes march mod Bukarest, der begyndte som faglig aktion, frygtes at være led i et statskup. Voldsomme sociale kræfter er sluppet løs
i et glemt hjørne af Østeuropa

Bukarest! Bukarest!" Råbene gjalder fra omkring 10.000 minearbejdere, der har overnattet i lejre i det bakkede terræn omkring byen Horezu i det centrale Rumænien, ca. 200 km fra den rumænske hovedstad.
Nyhedsbureauet Reuters udsendte korrespondent, et af de få vestlige medier, der dækker de voldsomme begivenheder i et glemt hjørne af Østeuropa, beretter om utålmodige marchdeltagere, der ikke kan komme til Bukarest hurtigt nok for at give deres mening til kende over for landets liberale centrum-højreregering.
Marchens leder, fagforeningsveteranen Miron Cozma, der også stod i spidsen for minearbejderne, da de i 1990 og 91 sidst blev sluppet løs i den rumænske hovedstad, forsøger møjsommeligt at få organiseret minearbejderne, bevæbnet med køller, jernstænger og sten, i rækker til det forestående opgør med de udkommanderede sikkerhedsstyrker.
Men det er svært at kontrollere de udisciplinerede og vrede minearbejdere. Regeringen i Bukarest har netop lukket to miner i Rumæniens kuldistrikt nummer et, Jiu-dalen. I den rationaliseringsplan, regeringen har fremlagt, kræves 140 miner lukket, og ca. 70.000 af Rumæniens nu 100.000 minearbejdere ventes at miste arbejdet.
Så 'marchen', der udgik fra minebyen Tirgu Jiu mandag i busser, lastbiler og til fods, har ikke svært ved at vinde tilslutning. Minearbejdere fra Transsylvanien i den nordlige del af landet truer med at nedlægge arbejdet og tilslutte sig marchen. Det samme gør arbejderne ansat ved den kæmpemæssige statslige lastbilproducent Roman i byen Brasov. Også arbejdere på landets enorme stålproducenter, der skal igennem en lignende rationaliseringsplan, ventes at slutte sig til undervejs til hovedstaden.

Det kommer ikke til at gå fredeligt for sig, og landets nationale sikkerhedsråd, der ledes af præsident Emil Constantinescu, har allerede truet med at sætte hæren ind, hvis de udkommanderede sikkerhedspoliti-styrker ikke kan holde minearbejderne væk fra hovedstaden.
Allerede på marchens førstedag, i Tirgu Jiu i kulminedistriktets centrum 300 km fra Bukarest, kom det til kampe mellem minearbejdere og sikkerhedspoliti. Men hidtil har ingen politibarrikader kunnet stoppe den vrede strøm.
Et tilbud torsdag fra regeringen om at forhandle, hvis minearbejderne stopper marchen og går i arbejde igen, er blankt afvist af minearbejderledelsen.
Torsdag kom det til nye sammenstød, da politistyrker brugte tåregas mod fremstormende minearbejdere ved landsbyen Costesti uden for Horezu. Seneste melding fra Reuter sent torsdag eftermiddag fortæller, at minearbejdere, hjulpet af lokale beboere, igen er stormet igennem politiafspærringerne på deres bersærkergang, trods politiets rigelige brug af tåregas.
Det er ikke første gang, de rumænske minearbejdere marcherer mod hovedstaden. Minearbejderne har en tradition for voldelige protester mod myndighederne. Det var dem, der i 1977 førte an i et oprør mod den daværende kommunistiske diktator, Nicolae Ceausescu, og tvang denne til at gøre indrømmelser.
Efter diktatorens fald, i 1990-91, hjemsøgte horder af minearbejdere Bukarests gader, ødelagde partikontorer og offentlige bygninger og sloges mod politistyrker. Syv blev dræbt og snesevis såret under urolighederne, der i september 1991 førte til, at den første post-kommunistiske regering, ledet af liberale Petre Roman, måtte gå af.
Politiske iagttagere talte dengang om, at minearbejdernes angreb på hovedstaden, et angreb, der udsprang af en protest mod stigende priser, var manipuleret af landets præsident, Ion Iliescu.
Iliescu, der trods gammel kommunist havde afløst Ceausescu på præsidentposten i de hektiske jule-nytårsdage i 1989, var interesseret i at skille sig af med den mere liberale del af den regeringsbærende bevægelse, Fronten til Nationens Frelse. Og Roman var en bekvem syndebuk.

Også denne gang tager minearbejdernes protester udgangspunkt i faglige krav - stop for minelukninger og en 35 procents lønforhøjelse (skønt minearbejderne allerede tjener ca. 1.500 kr. om måneden, dobbelt så meget som den nationale gennemsnitsindkomst). Men også i 98-udgaven er der kraftige politiske overtoner.
"Hvad der sker nu i Rumænien, er ikke længere en strejke, en march eller en protestaktion - det er et statskup", siger Cristian Tudor Popescu, chefredaktør for det uafhængige Bukarest-dagblad Adevarul i en leder.
"Mængden af minearbejdere har et præcist mål: At vælte regeringen," mener Popescu.
Frygten for, at minearbejderne bruges i et politisk spil, styrkes af den kendsgerning, at den navnkundige minearbejderleder Miron Cosma, først for nylig trådte ud af ledelsen af det fremmedhadske, højre-nationalistiske Stor-rumænske parti, ledet af rumænsk politiks enfant terrible, Cornliu Vadim Tudor.
Også minearbejder-lederens kategoriske afvisning af ethvert forsøg på forhandling om luknings-planen kunne styrke den formodning, at marchens dagsorden er den samme som i 1991: at vælte regeringen.
Det Stor-rumænske Parti går, som navnet antyder, imod enhver indrømmelse til landets mindretal, især det talstærke ungarske, og imod den politiske og økonomiske tilpasning til Vesten, som landets centrum-højre regering under ministerpræsident Radu Vasile forsøger at gennemføre. Især hvad sidstnævnte angår har Tudors parti et nært samarbejde med Iliescus ny-kommunistiske parti, der nu er i opposition.
Det er næppe tilfældigt, at minearbejdermarchen finder sted, netop som en delegation fra Verdensbanken er i Bukarest for at drøfte bistand - og økonomiske reformer - og netop før et planlagt besøg i slutningen af januar fra Den Internationale Valutafond (IMF) om en mulig genoptagelse af IMF-kreditter.

Er Rumænien moden til politisk ustabilitet? Spørgsmålet kan desværre kun besvares bekræftende.
Da den nuværende centrum-højre koalition overtog regeringen fra eks-kommunisterne for godt to år siden, var der store forventninger til hurtige reformer. Regeringen lagde da også ud med pris-liberalisering, storstilede privatiseringsplaner, tiltag mod korruptionen og afvikling af støtte til tabsgivende sektorer.
Men snart var den nye centrum-højre regering viklet ind i personlige og politiske modsætninger - både mellem partierne i regeringen og internt i partierne. Især de to store: ministerpræsident Vasiles Rumæniens Demokratiske Konvent og Petre Romans Demokratiske Parti er hårdt ramt af opslidende interne partiopgør.
Fraktionskampe, afskalninger og trusler om at forlade regeringssamarbejdet har præget reformprocessen i en grad, der i november sidste år fik EU-Kommissionen til at konkludere, at Rumænien var det eneste ansøgerland, der ikke har gjort fremskridt i 1998, hvad angår reformer.
Samme udvikling fik sidste år IMF til at suspendere et lovet lån på 430 mio. dollar.
Den politiske ustabilitet smitter af på økonomien. Gennemsnitsindkomsten pr. indbygger er den laveste blandt alle post-kommunistiske lande uden for eks-Sovjetunionen, eks-Jugoslavien og Albanien.
Produktionen faldt i 1997 med syv procent, sidste år med fire pct. Lånebyrden er så stor, at de fleste iagttagere mener, Rumænien må erklære sig ude af stand til at betale forfaldne gældsbyrder på mere end 2,2 mia. dollar i 1999. Det er bl.a. disse forhold, der gør, at minearbejderne hyldes af store skarer af lokale beboere, når de marcherer mod hovedstaden under det ildevarslende kampråb: 'Bukarest!, Bukarest!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu